Viser opslag med etiketten Kylling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kylling. Vis alle opslag

fredag den 8. februar 2013

Congee med kylling - en asiatisk risgrød

- som tog lidt længere tid end beregnet.

Congee med forårløg og peanuts.

Congee er en asiatisk form for risgrød, som ofte serveres med en eller anden form for fugl, fisk eller andet kød - i mit tilfælde med kylling efter inspiration fra kogebogen Grød af Lasse Sjønning Andersen, som også er en af indehaverne af restauranten Grød i Jægersborggade i København.

Jeg lavede kun ½ portion af flere grunde: 1) Jeg havde ingen hel kylling, men kun ca. 650 g. kyllingefilet, 2) Jeg har ikke nogen gryde, der kan rumme 5 liter vand, som den oprindelige opskrift siger.

Da risene til sidst skulle koge ind med ALT vandet (ca. 2 liter), kunne jeg godt se, at vi aldrig ville få aftensmad, hvis det skulle ske. Der stod nemlig ikke, hvor lang tid det ville tage i kogebogen, men jeg har efterfølgende læst mig til ca. 1½ time. Vi blev derfor nødt til at hælde lidt af vandet fra, men til trods for det, fik det nu alligevel en grødagtig konsistens.

Jeg ved ikke, om det var mit lille kiks i kogetiden eller det faktum, at vi mere er til stegt end kogt kylling herhjemme, men retten var altså lidt tam i smagen. Dog mættede det utrolig meget, men det gør grød selvfølgelig :-)

IDE TIL BRUG AF RESTERNE: dagen efter stegte Jakob resterne sammen med en masse krydderier, og det fungerede ret godt - ja det var faktisk mere et hit hos os end den originale ret. :-)

Ingredienser (til ½ portion):
650 g. kyllingeinderfilet
2-2,5 liter vand
3 cm. ingefær
3 forårsløg
1,5 dl. jasminris
1½ tsk. salt
½ spsk. sojasauce
1 spsk. sesamolie
1 spsk. saltede peanuts
Evt. en håndfuld friske koriander (hvis man er til koriander)

Fremgangsmåde:
Kyllingefileterne koges i ca. 25 minutter sammen med vand, salt, forårsløg og ingefær i grove stykker. Tag kyllingefiletterne op, når de er gennemkogte og stil dem til side. Si kyllingefondon gennem en fin sigte og ned i en gryde. Skyl risene, og hæld dem i kyllingefonden. Lad herefter risene og fonden koge ind, hvilket tager et stykke over 1 time. Risene skal have optaget al væden og være helt udkogte. Pluk kødet af kyllingestykkerne, riv det i strimler, og bland det sammen med risene.

Server med finthakket forårsløg, saltede peanuts, sojasauce, sesamolie og evt. friske koriander.

lørdag den 12. maj 2012

Min mors skønne forret med kylling og karrydressing

I går stod den på let mad, så der kunne blive brugt lidt salat fra grøntsagsskuffen og lidt kød fra fryseren. Jeg kom i tanke om min mors skønne og meget nemme salat med kylling og karrydressing, som hun ofte serverede som forret i stedet for den traditionelle forret med fisk. Når min mor og jeg en sjælden gang skulle spise aftensmad alene - eller bare spise frokost sammen derhjemme, var det også tit denne salat, der stod på programmet. Den er simpel, men alligevel utrolig velsmagende. Den vakte også ros og glæde herhjemme, for det var lige præcis, hvad vi begge havde lyst til.
Hurra, en gammel opskrift er genfundet fra hukommelsen og skal snart laves igen! :-)

Mmm, hjemmelavet karrydressing på kyllingesalaten.

Ingredienser (1 portion):
Ca. 40-50 g. icebergsalat
Ca. 30 g. agurk
Ca. 30 g. vindruer
Ca. 80 g. stegt kyllingfilet skåret i mindre stykker
Man kan sagtens komme mere salat i, det vurderer man selv.


Fremgangsmåde:
Verdens nemmeste fremgangsmåde. Salat, agurk og vindruer snittes/skæres i mindre stykker. Kyllingfiletter skæres i mindre stykker og steges med krydderier på evt. chilikrydderi, salt og peber, indtil de er sprøde og gode. Kylling køler af og kommes i salaten.

Dertil karrydressing lavet af fromage frais 0,3 %, lidt sukker og lidt lagereddike samt karry efter smag. Uhm, brug den som forret eller lækker frokost.

lørdag den 4. februar 2012

Kyllingefilet med kokosmælk, chili, ingefær og karry

Nogle gange skal det gå hurtigt, men man vil alligevel også gerne have noget sundt og mættende med brug af de ting, der nu engang befinder sig i køleskabet. Den anden dag blev det til en nem karryret med en masse godt som chili og ingefær, så det fik en rigtig god smag. Nem og god hverdagsret :)

Nem og mættende karryret med kylling og grøntsager


Ingredienser:
Kyllingefilet ca. 250-300 g.
Salt og peber
1 frisk rød eller grøn chili
2 tsk. olie
1 tsk. karry - eller efter smag
5 cm. frisk ingefær
1 lille dåse kokosmælk, 1,6 dl.
1 dl. bouillon
Ca. 500 g. grøntsager evt. en pakke fra frost fx sukkerærter, gulerødder, rødløg, vandkastanjer etc.
Ris

Fremgangsmåde:
Sæt risene i gang med at koge.
Fjern kerner fra chilien og hak fint. Skær kyllingefiletterne i mundtrette stykker. Varm da olien i en wok ved god varme. Svits karryen under omrøring ca. 1 minut. Kom kødet på panden og steg på begge sider. Tilsæt revet ingefær og chili. Tilsæt da de resterende grøntsager, som er skåret i store tern eller stave, hvis det ikke er en pose fra frost og vend dem på panden. Hæld kokosmælk og bouillon over og lad det koge ved svag varme i ca. 6 minutter, så kødet er gennemstegt. Smag til med salt, peber og evt. mere karry.
Serveres med ris.

lørdag den 14. januar 2012

Grillede sojaspyd med rodfrugtsdahl

Uhm, så fik jeg taget min nye "Aarstidernes samlede klassikere" i brug og lavede en omgang sund og mættende aftensmad, før den stod på Sherlock Holmes 1 på lejet dvd. Her får I den skønne opskrift på grillede sojaspyd med rodfrugtsdahl. Man kan med fordel bruge mere kylling, end der står i opskriften, da der er rigeligt marinade.

Retten er lidt mere farverig, hvis der bruges røde linser :-)

Ingredienser:
Kylling med marinade:
300 g. kyllingekød uden ben
1 dl soja
Et lille stykke frisk, revet ingefær
2 fed hvidløg
1/4 rød chili
Saft af en lime
Trægrillspyd

Rodfrugtsdahl:
250 g. røde eller grønne linser
250 g. blandede rodfrugter (fx persillerod, gulerødder, rødbeder, pastinak etc.)
1/4 rød chili
5 fed hvidløg
Frisk timian
½ kanelstang
½ stjerneanis
Salt
1 spsk. olivenolie

Fremgangsmåde:
Skær kyllingekødet ud i tern og mariner det soja, revet ingefær, hakket hvidløg og chili samt limesaft. Lad det marinere, mens rodfrugterne laves. Sæt herefter kyllingeternene på trægrillspyd.
Skræl rodfrugterne, skær dem i grove stykker og hak dem i en foodprocesser til små tern. Kom dem i en gryde sammen med linserne, tilsæt vand, så det er lidt mere end dækket, og sæt gryden over. Kog op og skum urenheder bort. Tilsæt salt, hele hvidløgsfed, timian, hakket rød chili, stjerneanis og kanelstang. Lad det koge i 8-10 minutter, og lad det herefter trække i 10 minutter under låg.
Giv evt. linserne et opkog, hvis de ikke er møre, hvorefter de skal trække lidt igen, men mine var nu møre, da jeg havde ladet dem koge i 10 minutter. Rør olivenolie i og kryds retten.
Grill kyllingespyddene i ca. 8 minutter på grillen eller en pande og server med linserne.

onsdag den 12. oktober 2011

Blåbærkylling med babymixsalat, blåbær og blommer

Blåbærkylling med 3 x B-salat
Jeg ved ikke helt, om det er med vilje, at jeg lavede aftensmad i aften, hvor alle hovedingredienserne begynder med "B", men sjovt ser det ud. :-D Salaten var super frisk, men jeg bliver nødt til at indrømme, at kyllingen simpelthen ikke var mig - og det havde ikke noget med blåbærene at gøre! Jeg havde stået i luften af sennep, da jeg stegte kyllingen og lavede blåbærsaucen/-dressingen, så da jeg skulle til at spise, kunne jeg simpelthen ikke have sennep længere. I forvejen har jeg lidt svært ved sennep, men jeg synes ofte, det er fint nok i mindre mængder i dressing, men i dag kunne jeg ikke lige have det. Jeg smider dog opskriften ud alligevel, da Smølfen synes, det smagte super godt, så I skal ikke snydes, blot fordi jeg er har en lille "sennepsskræk". :-)
Jeg må dog lige understrege igen, at salaten var dejlig med bagte blommer og blåbær!

Ingredienser:
Kylling + marinade:
500 g. kyllingefiletter
1,25 dl appelsinmarmelade
1 dl hindbæreddike
2 spsk. sennep
1 tsk. havsalt
25 g. blåbær
Peber

Salat:
100 g. blandede, grove salatblade (jeg brugte babymix fra Føtex)
100 g. blåbær
125 g. blommer
Kanel
Sukker

Fremgangsmåde:
Kylling:
Kom marmelade, eddike, sennep, salt og peber i en skål og bland det godt. Gem 1½ dl og sæt det til side.
Skær riller på langs og tværs i kyllingefiletterne og put dem i marinaden i en pose. Lad dem trække 2-3 timer i køleskabet eller kortere, hvis tiden ikke er til det.
Steg herefter kyllingerne ved middelvarme og hæld det resterende marinade over.
Rør blåbær sammen med de 1½ dl marinade i en lille gryde. Det bringes i kog under omrøring og serveres sammen med kyllingerne.

Salat:
Salaten skylles og blåbær vendes i salaten. Blommerne skæres i helt tynde skiver, lægges på bagepapir og krydres med kanel og sukker. Herefter bages de ved 150 grader varmluft i 7 minutter. De puttes tillige i salaten, og den er klar til servering.

Energiindhold salat: ca. 165 kJ pr. 100 g.

torsdag den 8. september 2011

Coleslaw med spidskål og æble

Coleslaw med citronkylling.
Mmm, dejlig alternativ coleslaw med spidskål, som er frisk og skøn for maven :-) MEGET anbefalelsesværdig og meget hurtig at lave!

Ingredienser:
300-400 g. fintsnittet spidskål
2 revne æbler (jeg brugte røde for at give lidt farve)
1 finthakket rødløg
2 dl yoghurt natural
1 tsk sennep
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Snit og hak alle ingredienserne og bland dem. Rør derefter yoghurt, sennep og krydderier sammen, og vend til sidst dressingen i.

Energiindhold: ca. 175 kJ pr. 100 g

Serveringsforslag: vi fik dejlig stegt kylling med citronkrydderi - det var helt sommeragtigt :-)

mandag den 27. juni 2011

3 favorittærter

Fedtfattig tærtedej (form ca. 28 diameter)
Ingredienser

100 g. grahamsmel (havregryn, speltmel, durummel eller hvad man har på hylden)
100 g hvedemel
50 g smør
50 g fromage frais el. lign.
½-1 dl vand afhængigt af meltypen
½-1 tsk. salt


Fremgangsmåde
Smøret smuldres i melet og alt æltes hurtigt sammen. Dejen skal hvile ½ time, inden den kan rulles ud. Grovmelet skal have tid til at opsuge vandet.
Forbages i 20 minutter ved 200 grader varmluft.


Laksetærte (opskriften er fra Kræftens Bekæmpelse)
Billedet er fra Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.
Fyld:
350 g frossen, helbladet spinat
100 g frosne rejer
1 stor, revet gulerod
150 g røget laks i strimler


Æggemasse:
2 æg
2 dl skummetmælk
1 tsk salt
1/4 tsk peber



Fremgangsmåde:
Spinaten tøs op (evt. i mikroovnen), hvoreften den knuges for væde. Hvis rejerne er frosne skal de ligeledes tøs op.
Pisk æg, mælk, salt og peber sammen.
Fordel spinat, rejer, revet gulerod og røget laks på den forbagte tærtebund og hæld æggemassen over. Bag tærten i ovnen til æggemassen er stivnet og tærten har fået lidt farve, hvilket er cirka 35-40 minutter ved 200 grader varmluft.


Bruges frisk spinat til tærten skal der cirka bruges  700 g. Damp selv den skyllede friske spinat under tætsluttede låg i det vand, der hænger spinaten.


Skinkeporretærte på Gefühl
Denne her tærte laver jeg ofte, så det er lidt forskelligt, hvor meget af det forskellige der ryger i.


Fyld:
200 g. skinke i strimler
2-3 porrer


Æggemasse:
200 g. hytteost 1,5 %
3 æg
Revet muskatnød
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Porrerne skæres i stykker og fordeles sammen med skinken på tærtebunden. Æggemassen fordeles herefter ud over. Den bages i ca. 45 minutter ved 200 grader varmluft.


Chili chicken tærte
Fyld:
2 stk. kyllingbrystfiletter
2 porrer
½-1 chili
1 spsk. karry
1 tsk. salt


Æggemasse:
1½ dl. hytteost
4 æg
2 dl. mælk


Fremgangsmåde:
Skær kyllingfiletterne ud i små strimler.
Skyl porrerne og skær dem i stykker.
Skær chili i tynde ringe og fjern kernerne.
Steg herefter kyllingen, og tilsæt derefter porrerne. Karry tilsættes da sammen med chili og salt og steges et par minutter. (Husk olie, så karryen ikke brænder på)
Pisk æg, hytteost og mælk.
Fordel kyllingefyldet i tærtebunden og hæld æggemassen over.
Bag i ca. 45 minutter ved 200 grader varmluft.


Tærter er og bliver en skøn ting! :)

fredag den 3. juni 2011

Boller i karry og kokosmælk m. fennikel, glaskål og porre

Begravet i eksamenslæsning til min mundtlige forbrugerret på onsdag har jeg ikke så meget tid til at lave mad eller noget som helst sjovt. Jo, jeg i Zirkus Nemo i går - det var godt nok skægt og rigtig godt med et lille afbræk :-)

I dag har jeg været kæmpe effektiv, så jeg synes godt, jeg kunne afse lidt tid til at lave noget mad. Jakob har været en sand mesterkok de seneste dage, så i dag skulle han ikke lave noget - ud over at han selv meldte sig til at snitte porre og fennikel. .

Boller i karry med kokosmælk
(Jeg havde ikke noget svinekød til bollerne i karry, så derfor brugte jeg hakket kyllingekød, og det blev også rigtig godt. God ret, som ikke bare er tilsat de helt traditionelle ingredienser. Jeg har fundet opskriften på Årstidernes hjemmeside, som gemmer på rigtig meget godt.)


Ingredienser (4 personer):
Boller i karry med vilde ris
Bollerne
400 g. hakket kyllingekød 3-6 %
1 æg
1 dl hvedemel (60 g.)
1 dl mælk
1 løg
Salt og peber

Kogelage
1 liter vand - evt. lidt mere
1 kvist timian
3 laurbærblade
1 spsk salt

Sovsen
2 (mad)æbler
2 spsk karry
1 dåse kokosmælk evt. light (jeg havde kun 3 dl, fordi det var en rest)
1 fennikel
1 porre
1 glaskål
1 lille stykke ingefær
1 stængel citrongræs (jeg brugte dog ikke dette, da de ikke havde flere i Føtex)

Tilbehør
Kogte vilde ris


Fremgangsmåde:
Rør det hakkede kød med æg mel og finthakkede løg og rør mælken i lidt ad gangen. Krydr farsen med salt og peber, og lad den stå tildækket på køl i mindst 15 minutter. (Hak grøntsagerne, mens du venter på bollerne. Grøntsagen skæres i nogenlunde lige store stykker. Husk, hvis man ikke lige kender glaskål, at det skal skrælles først!)
Sæt en gryde vand over og kom ingredienserne til kogelagen i og lad det simre i 5 minutter. Form kødbollerne, som herefter skal simre i det saltede vand i 8 minutter. Vandet må kun lige koge.


Hakkede æbler sauteres i lidt olie. Karryen tilsættes og bages af. Tilsæt ingefær, skåret citrongræs og kokosmælk og kog det op. Juster evt. konsistensen med lige kogelage og kog karrysovsen godt igennem.
Tilsæt grøntsagerne og kog dem i kokoskarrysovsen, ca. 5 minutter.
Tilsæt kødbollerne til sovsen med grøntsagerne og ser med kogte ris.


Energiindhold: ca. 430 kJ pr. 100 g.

  • En almindelig portion med to kødboller vejer ca. 200-250 g

søndag den 8. maj 2011

Kyllingefrikadeller med kartofler

Min mors opskrift siger godt nok kalkunfrikadelle, men mine bliver altså med hakket kyllingekød i stedet for, og det er også fortræffeligt :-) Vi fik frikadellerne sammen med en omgang kartoffelmos, og så var der endda også frikadeller til frokost næste dag.
Meget kreativt billede med Jakobs ketchup blandet med all-around krydderi :)

Ingredienser:
450 g. hakket kyllingekød 3-6 %
Ca. 200 g. revet kartoffel
1 æg
2 spsk. mel
½ dl skummetmælk
1 løg (størrelsen afhænger af, hvor meget man er til løg)
Salt, peber og revet muskatnød

Fremgangsmåde:
Alle ingredienserne blandes sammen og røres godt sammen. Det stilles herefter i køleskabet i ca. ½ time, inden frikadellerne steges i lidt olie.
Meget nemt og meget godt!

Energiindhold: ca. 535 kJ pr. 100 g.

tirsdag den 19. april 2011

Honning-/farinmarineret kylling og kartoffel-/grøntsagspandekager

Igen i går fik jeg noget godt ud af de ting, der var i køleskabet og fryseren uden at købe noget supplerende. Selv simple basisvarer kan give spændende og god mad. Det blev derfor til en omgang kartoffelpandekager med squash, gulerødder og kanel med kylling. Jeg tænkte, at jeg ikke bare ville hælde en omgang krydderier over kyllingen, så derfor lavede jeg en marinade i stedet for, som gjorde retten rigtig god og spændende.
Opskriften på kartoffel-/grøntsagspandekager er i et af mine tidligere indlæg, selv om jeg brugte lidt flere gulerødder denne gang. (Pffft...Hvis grøntsagerne forresten rives i god tid, tager det kun et splitsekund at stege pandekagerne)


Meget lækkert - kan klart anbefales.
Marinade til ca. 500 g. kyllingefilet
Ingredienser
Ca. ½ dl. jomfruolivenolie
Ca. 1 spsk. brun farin
Ca. 1 tsk. honning
2 tsk. paprika
1 tsk. Karry
Salt og peber



Fremgangsmåde
Bland det hele i en plasticpose og fordel marinaden godt rundt i posen.
Skal trække i køleskabet i mindst ½ time - gerne flere timer, hvis man har tid til det. Mine kyllinger blev rigtig gode, og de havde endda kun trukket ca. 30-40 minutter.
Marinaden er også meget velegnet til grillretter til sommer :)

torsdag den 14. april 2011

Smølfens pølsehorn med kyllingepølser

Igen vil jeg ikke tage æren, når det er Jakob, der har kokkereret, så derfor er overskriften blevet "Smølfens pølsehorn". I går var Jakob helt opsat på, at vi skulle lave pølsehorn, da han kom hjem fra universitetet, og jeg var opsat på at lave muffins, så vi bagte lystigt hver for sig og alligevel sammen på samme tid. :)


Den eneste "svupser" ved de ellers perfekt horn.
Pølsehorn med kyllingepølser - 20 stk.
Ingredienser
4 dl. lunkent vand
50 g. gær
2 stk. æg
½ tsk. salt
Ca. 100 g. grahamsmel (der kan sagtens kommes mere i, men aldrig mere end andelen af hvedemel)
Ca. 600 g hvedemel
20 kyllingepølser (eller 10 lange skåret i halve)

Det gode ved denne mængde dej til 20 pølsehorn er, at dejen ikke skal strækkes helt vildt ud for at nå rundt om pølserne, og pølsehornene bliver meget mættende, så man behøver ikke spise uendeligt mange for at blive mæt.

Fremgangsmåde
Gæret opløses i lunkent vand. Æg og grahamsmel tilsættes. Salt kommes først i derefter, da det kan ødelægge gærens virkning, hvis saltet kommes direkte i gæret. (Overrasket? Ja, jeg har også først lige fundet ud af det.)
Hvedemel kommes i, og dejen æltes godt igennem.
Hævetid: 1 time
Del dejen i to stykker og rul ud, hvorefter hvert stykke skal deles i 10 trekanter. Pølserne lægges på dejen og rulles til horn. De skal herefter efterhæve på bagepladen i 15 minutter. Ovnen kan varme op, mens de hæver.
Bages ved 220 grader i varmluftsovn i 10 minutter midt i ovnen.

Energiindhold: ca. 780 kJ pr. 100 g. (kommer også an på valget af pølser)

  • Et stort pølsehorn vejer ca. 75 g. = 585 kJ