Viser opslag med etiketten Asiatisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Asiatisk. Vis alle opslag

fredag den 8. februar 2013

Congee med kylling - en asiatisk risgrød

- som tog lidt længere tid end beregnet.

Congee med forårløg og peanuts.

Congee er en asiatisk form for risgrød, som ofte serveres med en eller anden form for fugl, fisk eller andet kød - i mit tilfælde med kylling efter inspiration fra kogebogen Grød af Lasse Sjønning Andersen, som også er en af indehaverne af restauranten Grød i Jægersborggade i København.

Jeg lavede kun ½ portion af flere grunde: 1) Jeg havde ingen hel kylling, men kun ca. 650 g. kyllingefilet, 2) Jeg har ikke nogen gryde, der kan rumme 5 liter vand, som den oprindelige opskrift siger.

Da risene til sidst skulle koge ind med ALT vandet (ca. 2 liter), kunne jeg godt se, at vi aldrig ville få aftensmad, hvis det skulle ske. Der stod nemlig ikke, hvor lang tid det ville tage i kogebogen, men jeg har efterfølgende læst mig til ca. 1½ time. Vi blev derfor nødt til at hælde lidt af vandet fra, men til trods for det, fik det nu alligevel en grødagtig konsistens.

Jeg ved ikke, om det var mit lille kiks i kogetiden eller det faktum, at vi mere er til stegt end kogt kylling herhjemme, men retten var altså lidt tam i smagen. Dog mættede det utrolig meget, men det gør grød selvfølgelig :-)

IDE TIL BRUG AF RESTERNE: dagen efter stegte Jakob resterne sammen med en masse krydderier, og det fungerede ret godt - ja det var faktisk mere et hit hos os end den originale ret. :-)

Ingredienser (til ½ portion):
650 g. kyllingeinderfilet
2-2,5 liter vand
3 cm. ingefær
3 forårsløg
1,5 dl. jasminris
1½ tsk. salt
½ spsk. sojasauce
1 spsk. sesamolie
1 spsk. saltede peanuts
Evt. en håndfuld friske koriander (hvis man er til koriander)

Fremgangsmåde:
Kyllingefileterne koges i ca. 25 minutter sammen med vand, salt, forårsløg og ingefær i grove stykker. Tag kyllingefiletterne op, når de er gennemkogte og stil dem til side. Si kyllingefondon gennem en fin sigte og ned i en gryde. Skyl risene, og hæld dem i kyllingefonden. Lad herefter risene og fonden koge ind, hvilket tager et stykke over 1 time. Risene skal have optaget al væden og være helt udkogte. Pluk kødet af kyllingestykkerne, riv det i strimler, og bland det sammen med risene.

Server med finthakket forårsløg, saltede peanuts, sojasauce, sesamolie og evt. friske koriander.

mandag den 20. august 2012

Asiatisk inspiration i uger

SÅ! Nu er der liv på bloggen igen efter, at jeg er kommet hjem fra 6 uger i Nepal og Indien og er ved at få slugt flere og flere af mine oplevelser. Fantastisk ferie med mange prøvelser, masser af spændende mad og ikke mindst forskellig mad, som jeg håber på selv at kunne kreere herhjemme. Chaite har vi allerede givet os i kast med flere gange, men hvor er det svært at få den til at smage lige præcis som dernede, selv om vi har købt masser af te med hjem. I får lige et par skøn-herlige madbilleder fra turen, og så kan jeg nok ikke love, at jeg ikke kommer til at poste en masse mere om Nepal og Indien herinde i nærmeste fremtid.

Vi havde forresten også en rejseblog (http://rensdyr.blogspot.com), som dog ikke blev opdateret så ofte, fordi internet ikke lige er noget, man støder på hverdag eller har tid til, for der er så meget andet, der er mere spændende.


Den første dag i Kathmandu var vi ikke så modige, så der stod den på ægte italiensk pizza.

Momos - eller dumplings, som de kaldes i Kina - her med kartoffelfyld. Kan både fås kogte og stegte.

Nudler med grøntsager og tomatsovs - en af de klassiske retter på vores vandretur i Mount Everest Regionen.

Yakoksesteak med kartofler - også på vandreturen, men et af de få stykker kød, vi fik.

Snickers Pie. VANVITTIG GOD! Vi overvejede næsten at gå flere dage ekstra for bare at få den igen.

Det bliver meget mere asiatisk :-)

onsdag den 9. maj 2012

Dal bhat - Goddag til "varieret" mad i 1 måned

Jakob havde skrevet: "Nepalesisk mad" på sin lille mad-ønskeseddel, som jeg fik ham til at lave i sidste uge, så jeg kunne få lidt inspiration til aftensmaden. Derfor tænkte jeg, hvad er mere oplagt end en omgang "Dal Bhat" - den nepalesiske nationalret.

Dal bhat serveret med kartofler, blomkål og ris.
Hvad er dal bhat: Retten består af kogte ris (bhat) med dertilhørende linsesuppe (dal). Linsesuppen er krydset med forskellige krydderier og grøntsager som f.eks. løg, chili, spidskommen, koriander, garam masala etc. Retten varierer meget fra sted til sted samt alt efter årstiden. Retten servere ofte med grøntsager til, hvilket også varierer efter årstiden.

Hvorfor lavede jeg dal bhat: Vi skal jo til Nepal til sommer og skal vandre fra en lille by, der hedder Jiri en del timers kørsel fra hovedstaden Kathmandu. Derefter skal vi vandre i 3-4 uger til Mount Everest Base Camp - vi kommer forhåbentlig hele vejen i hvert fald og skulle ikke gerne blive ramt af højdesyge. Vi kommer op i ca. 5.500 meter højde, så det er om at passe på. :-)

Nå, men tilbage til maden, inden jeg bliver helt fortabt i at fortælle om turen, som vi glæder os smadder meget til. Jeg lavede netop denne ret, fordi det skulle være standardretten i de små tehuse, som vi kommer til at overnatte i undervejs på vores vandretur. Da den samme ret kan smage vidt forskelligt, skulle vi gerne blive lidt mindre træt af den, men det skal nok lykkes at køre død i linsesuppe alligevel. :-)

Jeg fandt min opskrift hos Brændstof, og jeg må nok indrømme, at det ikke var det mest spændende, jeg har spist. Faktisk var det jævnt kedeligt, MEN men men det mættede utrolig godt, og det kommer vi helt sikkert til at blive glade for på vores tur. Jeg krydser dog fingre for, at vi kommer til at få noget lidt sjovere (bare lidt) end min. Det ødelagde det så også lidt for mig, at jeg ikke er smadder vild med spidskommen, så jeg burde have puttet et andet krydderi i i stedet for. Hold jer dog ikke fra at lav opskriften - den smager fint og mætter godt - der findes blot retter med mere spræl i. :-)

Endelig - her kommer opskriften efter en masse snak:

Ingredienser (mere end 4 personer i hvert fald):
Grøntsagstilbehør:
300 g. finthakket løg
6 fed hvidløg i skiver
Rapsolie
400 g. kartofler, skåret i store tern
400 g. blomkål, skåret i buketter
4 dl. vand
Salt
Sukker
Citronsaft
Evt. grøntsagsbouillon


Linsesuppe:
200 g. røde linser
8 dl. vand
2 tsk. gurkemeje
1 tsk. spidskommen
1 tsk. brune sennepsfrø (kunne jeg dog ikke finde i Føtex, så det havde jeg ikke)
60 g. smør (havde jeg dog lige pludselig heller ikke, da der kun var becel i køleskabet)


Fremgangsmåde:
Grøntsagstilbehør:
Olien tilsættes i en gryden, hvorefter løg og hvidløg steges ved svag varme i ca. 10 minutter. Tilsæt karry og kartofler og rør rundt. Tilføj da vandet  og kog kartoflerne i ca. 10 minutter under låg. Blomkål kommer i til sidst og koges ved svag varme, indtil de er møre.
Herefter skal der smages til med salt, lidt sukker, grøntsagsbouillon og citronsaft.


Linsesuppe:
Linserne koges i vandet, indtil de er møre og begynder at jævne væsken. Gurkemeje tilføjes sammen med sennepskorn og spidskommen, hvor de to sidste er stegt i lidt olie. Tilsæt smør inden servering og smag til med salt, lidt sukker, citronsaft og evt. grøntsagsbouillon.

Retten serveres med kogte ris og bør egentlig spises med fingrene, men ske kan også bruges ;-)

søndag den 25. marts 2012

Banh tom - rejekager med sød kartoffel og gurkemeje

Uha, hvor har der været travlhed i og uden for det lille hjem, så der har været helt stilstand på bloggen. Masser af timer på universitetet, en endagstur i København i tirsdags, arbejde og social hygge, så det er ikke hver dag, det er blevet til de store kokkerier, og når det er, så har jeg bare ikke fået lavet indlæg om det. :-)

Okay, mine kan måske ikke kun kaldes gyldne,
men de var i hvert fald sprøde

Derfor skal I da ikke snydes for en lækker ret, jeg lavede i sidste uge fra en vietnamesisk kogebog af samme forfatter, som også har programmerne på DR2 "Spis Vietnam". Vi fik også disse rejepandekager, "Banh tom", da vi var i Vietnam i sommer, og de er super lækre. De kan både bruges som forret eller bare som en lille ret, da man i Vietnam spiser mange små retter ofte i stedet for større retter som i Danmark.
Jeg serverede den med en gulerodssalat, men en grøn, enkel salat vil også være lækker. Derudover kan de serveres med sød chilisovs og evt. koriander, hvis man er til det, men det er jeg ikke. Giv jer i kast med det vietnamesiske, det er lækkert, smagfyldt og nemt.

Ingredienser:
Dej:
2 fed hvidløg
1 bdt. forårsløg
1 æg
1 spsk. Maizena
100 g. mel
2 tsk. salt
2 tsk. sukker
3 tsk. gurkemeje
1 tsk. hakket tørret chili
1 dl. vand

Fyld:
12 tigerrejer el. ca. 24 almindelige
100 g. kartoffel
100 g. sød kartoffel

Dejen - klar til at komme på panden.
Fremgangsmåde:
Hak hvidløg og forårsløg fint. Pisk alle ingredienser til dejen sammen, og lad den hvile mindst i 1 time i køleskabet.
Skræl alle kartoflerne og skær dem i tynde strimler (jeg skar dem i tynde skiver, så mine ser lidt grovere ud) og læg dem i koldt vand i mindst 10 minutter, så de ikke tager farve. Si vandet fra kartoflerne og tør strimlerne. Vend dem i dejen.
Varm en stor pande op med 4 spsk. olie og fordel dejblandingen med en spiseske i små runde kager.  Der bliver cirka 22-24 kager. Læg derefter 1-2 almindelige rejer på hver kage og steg, til kagerne er let gyldne og sprøde.

søndag den 11. marts 2012

Vietnam Night med Bun Thit Nuong

Vi havde vietnamesisk aften i går herhjemme lige for at komme lidt i asiatisk stemning og minde smagsløgene om sommerferien i Vietnam sidste sommer. Det blev til en smadder god ret med svinekød marineret i citrongræs, løg, hvidløg og fiskesovs sammen med diverse grøntsager og masser af chili. Heldigvis opstod der ikke direkte brand i mundene, selv om jeg dog synes, der skulle meget chili i, men det smagte rigtig skønt! :-) Så vores forbrænding blev sat helt i vejret med alt det chili.
Jeg fik i hvert fald klar besked på, at det ikke var sidste gang, jeg skulle lave den ret herhjemme, så det vil jeg da skrive mig bag øret.
Retten hedder desuden Bun Thit Nuong, så lyder det lidt mere eksotisk end "svinekød med citrongræs", som opskriften hedder her.

Vietnamesisk hygge en lørdag aften. :-)

Ingredienser (4 pers.):
2 fed hvidløg, hakket
1 lille alm. løg eller 2 skalotteløg, hakket
3 spsk. hakket citrongræs
1 spsk. sukker
1 spsk. fiskesauce
Salt og peber
350-450 g. svinemørbrad skåret i tynde skiver
2 spsk. olie (til stegning)
2-3 stilke bladselleri, skåret i tynde skiver
125 g. champignon (eller stråsvampe hvis man kan finde det), skåret i skiver midt over
4 små friske chilier uden kerner og hakket fint
2 forårsløg, fintsnittet
1 spsk. sojasauce
½ dl bouillon
(Nu hvor jeg skriver opskriften ind, finder jeg ud af, at der står ½ dl og ikke ½ l, for jeg puttede nemlig ½ liter i retten i går, og jeg kan forsikre alle om, at det ikke skader, men måske jeg skal prøve med ½ dl næste gang bare for at se, om opskriften eller min fejl fungerer bedst :-) Nå, det kan jo ske, er sket før og vil helt sikkert ske igen, at jeg læser forkert.)
2 tsk. maizenamel

Fremgangsmåde:
Stød hakket hvidløg, løg og citrongræs sammen til en pasta i en morter. Kom massen i en skål og rør den med sukker, fiskesauce samt salt og peber. Put mørbradskiverne i en pose sammen med marinaden og bland det godt sammen. Lad det herefter marinere i ca. 30 minutter i køleskabet.

Varm olien i en wok og lynsteg mørbradskiverne i 2 minutter. Tilsæt bladselleri, svampe, chilier, forårsløg og sojasauce og lynsteg dette i yderligere 2-3 minutter. Skyl marinadeskålen med bouillon, hæld det i wokken og bring det i kog. Rør marinaden ud i lidt vand og jævn saucen med den.
Server straks med en varme ris. Uhm....

Energiindhold: ca. 450 kJ pr. 100 g. (uden ris)