Viser opslag med etiketten Kartofler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kartofler. Vis alle opslag

fredag den 11. januar 2013

Kartoffelsuppe med porrer og serranoskinke

Perfekt, hvis du har en rest kartofler i køleskabet.

Kartoffelsuppe med porrer og ristet serranoskinke.

Er du endnu ikke blevet træt af suppe i vinterkulden, så er denne kartoffelsuppe perfekt, hvis du lige har en rest kartofler og lidt skinke, bacon eller andet i køleskabet - og ikke mindst skal have en nem aftensmad. Nogle gange tænker jeg, om jeg virkelig "orker" at lave suppe, men hver gang efterfølgende tænker jeg "jamen, var det virkelig så nemt?" Det tager ingen tid og kan bare hygge sig selv lidt tid, inden den er parat til at ryge ind og varme de kolde vinterkroppe.
Opskriften har jeg fra Valdemarsro - tak for den, og hvis man skulle have lyst til en anden kartoffelsuppe, kan jeg også stærkt anbefale den bagte af slagsen, som jeg tidligere har blogget om her.

Ingredienser:
5-6 almindelig størrelse kartofler i tern
2 porrer skåret i ringe på ca. 1 cm.
1 spsk. olivenolie
8-10 dl. grøntsagsbouillon
Sort og peber
½ brugt vaniljestang
Evt. stegt serranoskinke og persille
Evt. lidt appelsinjuice (ca. ½ dl) eller saften fra ½ appelsin eller 2 mandariner

Fremgangsmåde:
Steg skinken på en tør pande, indtil den er helt sprød, og læg den til side på køkkenrulle, hvor den kan afdryppe.
Sauter kartoflerne i tern og porrerne i ringe i en gryde i olivenolie i et par minutter under omrøring. Tilsæt 8 dl grøntsagsbouillon og vaniljestang. Kom låg på og lad suppen simre i 20 minutter, eller indtil kartoflerne er møre. Tag herefter vaniljestangen op, indtil suppen blendes. Tilsæt evt. mere bouillion, appelsinsaft samt salt og peber.
Pynt evt. med persille, eller spis med det samme, hvis du ikke kan vente :-)


lørdag den 6. oktober 2012

Bagt kartoffel-/porresuppe

med et drys af persille

Lækker suppe af bagte kartofler, porrer og hvidløg.
Uha, efteråret er rigtig kommet, synes jeg, og så er det, at lysten til suppe sniger sig ind i det lille hjem. En rest kartofler, to porrer og noget persille der ikke holdt meget længere. Bum, bum, det må blive kartoffel-/porresuppe!
Denne suppe er lavet på kartofler, porrer og hvidløg, der er bagt i ovnen, hvilket giver suppen en utrolig lækker, bagt smag. Virkelig anbefalelsesværdig og MEGET nem.

Ingredienser:
525 g. kartoffel
2 stk. porre, ca. 220 g.
2 fed hvidløg
6 dl. grøntsagsbouillon
Olivenolie
Salt og peber
Lidt persille til drys

Fremgangsmåde:
Kartoflerne skrælles og porrerne renses, hvorefter de skæres i store stykker. Hvidløget skæres ligeledes i skiver. Det hele blandet med lidt olivenolie på en bageplade og drysses med salt og peber.
Det hele bages ved 175 grader almindelig ovn i ca. 30-40 minutter, indtil det hele er godt mørt.

Hæld herefter de bagte kartofler, porrer og hvidløg i en gryde med grøntsagsbouillon og blend med en stavblender. Lad det være lidt tykt, så lægger man mere mærke til de lækre bagte kartofler og porrer. Smag til med salt og peber og drys med persille til serveringen.

Energiindhold: ca. 200 kJ pr. 100 g.



lørdag den 22. september 2012

Chilifladbrød af kartoffel og forårsløg

Lækre og krydrede fladbrød - det perfekte tilbehør

Kartoffelfladbrød med rosmarin og chili.

Jeg faldt over denne opskrift hos Cookiecrumble og puttede den straks i "gemmeren" for den måtte prøves. Det blev den så en dag, hvor min far kom ind til os, og jeg nok hellere måtte putte lidt ekstra på bordet som tilbehør end salat, som vi er meget tilhængere af for tiden. Jeg peppede brødene lidt op med chili i forhold til den oprindelige opskrift, og det fungerede rigtig fint - smagen var ikke gennemtrængende, men det kunne sagtens anes.
Brødene er super lækre med rosmarin, og så fik jeg også endnu en mulighed for at bruge vores friske krydderurter i altankassen, som vi fik før sommerferien og er blevet super glade for.
Meget lækre brød og et fantastisk tilbehør til aftensmaden!

Pfft! Læg lige mærke til, hvor fine billeder "fotografen" og jeg har fået taget ;-)



Ingredienser (6 stk.):
350 g. kogte, mosede kartofler
2-3 forårsløg
½-1 rød frisk chili
2 æg
170 g. fuldkornsspeltmel
2 tsk. tørret rosmarin eller 3 kviste friske.
Salt

Fremgangsmåde:
Kartoflerne koges, indtil de er godt møre, så de er klar til efterfølgende at blive most groft. Til kartoffelmassen tilsættes forårsløg, chili, mel, æg, frisk eller tørret rosmarin samt salt. Det hele røres godt sammen til en klæg dej, som vendes ud på et godt meldrysset bord (da dejen jo er klæg). Dejen deles i 6 lige store portioner eller færre, hvis mindre fladbrød ønskes. Stykkerne formes til runde boller.

Bollerne rulles flade med en kagerulle og placeres på en bageplade med bagepapir. Tag en gaffel og prik brødene med en gaffel over det hele. De bages ved ca. 220 grader almindelig ovn (200 grader varmluft) i ca. 18-20 minutter, dvs. indtil de har en let gylden overflade.

Flyt brødene til en bagerist og lad dem køle af, inden de guffes ind. Vi spiste dem sammen med denne spidskålssalat og laks, men de kan serveres med utallige andre retter.

Energiindhold: ca. 580 kJ pr. 100 g.


søndag den 3. juni 2012

Fisken, der gik i fisk

Fladfiskeruller med blåbær på bund af kartofler - uhm, det lyder godt, men det gik helt i fisk!

Flot ser det da ud - og jeg er sikker på, at det kan smage rigtig godt ;-) 

Kender I det, når der er et vildt flot billede i en kogebog, og man har gået længe og tænkt: "Det skal jeg da prøve at lave en dag, for det ser spændende ud."? Ja, det er ikke kun billedet, der ser flot ud, men det hele ser virkelig ud til at kunne ende ud et ret godt måltid.
Det var det, jeg tænkte, da jeg så en opskrift hos Aarstiderne, hvor man skulle rulle fisk (fx rødspætte, som jeg valgte) omkring blåbær og bage dem i ovnen på en bund af tyndskårne kartofler marineret i appelsinsaft, olivenolie, hvidløg og timian.

Succesoplevelse? NEJ!
Var det opskriftens skyld? Formentlig NEJ!
Var det fiskens skyld? Forment JA!

Jeg tror helt sikkert, at min fisk har været lidt dårlig, for det smagte alt for meget af fisk, og kartoflerne skulle have været tyndere, for de skulle have længere tid i ovnen end fisken. Så I får opskriften alligevel, så kan det være, der er andre, der har mod på at forsøge sig med den.

Ingredienser:
1 pakke fiskefileter fx rødspætte, rødtunge, søtunge, pighvar etc.
300-400 g. kartofler eller 1-2søde kartofler
1 knsp. vanilje
Timian
100 g. blåbær
Fintrevet skal og friskpresset saft af ½ appelsin
1 fed hvidløg
Olivenolie
Peber

Fremgangsmåde:
Kartoflerne vaskes og skæres i papirtynde skiver. Vend dem i appelsinsaft- og skal, finthakket hvidløg, olivenolie, vanilje og timian.
Bunden af et ovnfast fad smøres med olivenolie og dækkes af kartoflerne.
Fiskene deles og rulles sammen om sig selv med skindsiden indad med blåbær indeni.
Fiskerullerne arrangeres oven på de søde kartofler og resten af blåbærene strås ud i fadet.

Giv retten 6-8 minutter (evt. lidt mere) ved 180 grader varmluft, indtil fisken er færdig. Den er færdig, når dens overflade begynder at svede dråber, der ligner mælk
Kryds med peber og server

tirsdag den 1. november 2011

Gnocchi med timian

Jeg har lånt en helt fantastisk kogebog fra Årstiderne på biblioteket, hvor jeg bare har lyst til at give mig i kast med det hele. "Nye Livretter" hedder den. Heldigt var det så, at jeg lige havde nogle kartofler, der skulle bruges, så derfor blev det til en omgang gnocchi med timian. Rigtig vellykket og en noget anderledes måde at få kartofler på. :-)

De færdige gnocchier på panden

Ingredienser:
500 g. kartofler
1 æggeblomme
4 spsk. friskrevet parmasan (jeg havde kun mozzarella, og det smagte også fint)
2 spsk. timianblade eller lidt tørret timian
150 g. hvedemel
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Kog kartoflerne med skræl i ca. 20 minutter, eller indtil de er møre. Hæld kogevandet fra og lad kartoflerne dampe lidt af. pil dem, mens de stadig er varme og pres dem gennem en kartoffelpresser eller mas dem meget med en gaffel, hvis du ikke har en presser.
Bland kartoffelpuréen med æggeblomme, friskrevet ost og timian. Bland derefter melet i lidt ad gangen.
Konsistensen skal være således, at massen lige slipper skålen og har er blød. Juster evt. med mel og vand, hvis det er nødvendigt, men det skulle gerne passe nogenlunde. Tilsæt salt og peber efter behov.
Efter udskæring.
Kom lidt mel på bordet og rul herefter dejen ud i stor pølse. Skær den i to lige store stykker og del igen hvert stykke i to. Rul herefter lange pølser på ca. 30 x 3 cm.
Skær dem ud i små stykker på 3 x 2 cm.
Bring en stor gryde med letsaltet vand i kog. Kog gnocchierne i ca. 3-4 minutter. Tag dem op med en hulske, når de kommer op til overfladen, og lad dem dryppe godt af.
Steg dem herefter på en varm pande i olivenolie, indtil de er gyldne. Riv evt. parmasan over ved servering.
Værs'go og spis! :-)

lørdag den 8. oktober 2011

Salat med æble, granatæble og orangedressing serveret til svinefilet á la mørbrad og knuste kartofler

Salat med knuste kartofler og svinefilet.
Uhm, jeg har glæder mig i flere dage til at lave denne menu, og heldigvis skuffede den slet ikke. FANTASTISK fredagsmenu! Salaten var frisk og dejligt, kødet var stegt helt perfekt, og kartoflerne var tilpas krydrede og skønne. Alt blev også bifaldt af Jakob, og det er langt fra sidste gang, at jeg laver den her salat (og de andre ting). :-)

Ingredienser:
Salat:
100-150 g. blandet salat, gerne grove stykker (jeg brugte babymix fra Føtex)
2 æbler i tynde både
Kerner fra et granatæble
10 hakkede hasselnødder

Dressing:
2,5 dl appelsinjuice
1 spsk. rørsukker
2 spsk. citronsaft
2 tsk. dijonsennep

Kartofler:
Så mange kartofler, som man kan spise
Timian, salt og peber


Svinefilet á la mørbrad:
500 g. svinefilet á la mørbrad marineret i tomat og ramsløg.

Fremgangsmåde:
Salat + dressing:
Appelsinjuicen bringes i kog sammen med rørsukkeret i en lille gryde. Lad det koge ind til det halve ved svag varme.
Herefter kommes sennep i en skål, og den indkogte appelsinjuice røres stille og roligt i. Rør citronsaft i og smag evt. til med mere sukker, salat og peber. (Jeg puttede i hvert fald noget peber og lidt sukker i.)
Lad dressingen blive kold.
Vend salat, æblebåde, granatæblekerner og nødder. Vend dressing i kort før servering. Mmmm..


Kartofler:
Kartoflerne koges møre (20-25 minutter alt efter størrelse). Herefter lægges de på en bageplade og knuses. Jeg brugte en stor ske og de bare næver, fordi jeg ikke har en kartoffelknuser, (som jeg ingen gang helt ved, hvad er?).
Herefter sprayes lidt olie på, og de krydres med timian, salt og peber. De bages i ca. 20 minutter ved 180 grader varmluft.

Svinefilet á la mørbrad:
Kødet var allerede marineret i tomat og ramsløg, da jeg købte det. Jeg brunede det først et par minutter på alle sider på en varm pande. Derefter lagde jeg det i et ovnfast fad og stegte det 25-30 minutter ved 180 grader varmluft. Lad den trække lidt under sølvpapir og skær den i skiver.


Energiindhold, salat + dressing: ca. 280 kJ pr. 100 g.


Den meget smukke salat med granatæblekerner.