Viser opslag med etiketten Rugbrød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rugbrød. Vis alle opslag

søndag den 16. september 2012

Sprødt Sirupsrugbrød - på én dag

Fantastisk lækkert rugbrød på én dag uden at være afhængig af en surdej.

Det lækreste, sprøde og velsmagende rugbrød - nu på træstub.

Hvor er det skønt at have "opdaget" et rugbrød, der ikke kræver surdej, men smager fantastisk godt alligevel. Det er velsmagende med en sprød skorpe og dejligt indeni. Jakob udbrød, da han smagte det, at det var det bedste rugbrød nogensinde, og det siger jo ikke så lidt. Opskriften er fra Rikke Grybergs "Byens bedste brød", som jeg er blevet stor fan af for tiden. Jeg har ændret lidt i opskriften og udskiftet kernetypen og lidt af melet. Derudover valgte jeg at bage ét stort brød i stedet for to mindre, hvorfor det skulle have lidt længere i ovnen end de to små, som efter opskriften kun skulle have 50 minutter.
Har jeg sagt, at det virkelig er et godt rugbrød, og jeg skal have rugbrød til morgenmad? ;-)


Ingredienser: (1 stort rugbrød)
3½ dl kogende vand
200 knækkede rugkerner
100 g. græskarkerner
30 g. gær
3½ dl kærnemælk
50 g. mørkt sirup
12 g. salt
150 g. speltmel
Ca. 100 g. havregryn (eller speltflager) - gem 25 g. til pynt.
400 g. rugmel

Fremgangsmåde:
Først koges vandet og hældes over rug- og græskarkerner i en skål. Lad det stå i blød 1 time. (Den oprindelige opskrift siger solsikkekerner, så det kan også bruges.)
Opløs herefter gær i kærnemælken i en stor skål. Tilsæt sirup og salt og rør sammen. Kom da kornblandingen i sammen med speltmel, 75 g. havregryn og rugmel. Ælt det sammen, eventuelt i røremaskine i ca. 15 minutter, men ellers må armkræfterne lægges i. (Jeg æltede ikke så lang tid, da det var vanvittig hårdt at røre rundt, og dejen var for klistret til at gøre det med hænderne.)
Smør 1 stor rugbrødsform, fordel dejen i den og glat toppen med en grydeske. Drys de sidste 25 g. havregryn på og tryk dem let fast.
Lad rugbrødet hæve i ca. 3 timer ved stuetemperatur. Når dejen er ved at nærme sig kanten af formen, sættes den i midten af en forvarmet ovn på 250 grader med en bradepande i bunden.
Hæld da 2 dl vand i brandepanden og sluk ovnen i 5 minutter.
Tænd igen ovnen på 190 grader og bag brødet i ca. 1 time og 20 minutter.
Tag brødet ud af formen, bank det i bunden, og hvis det lyder hult, er det færdigt.
Læg det så over på en rist med et fugtigt viskestykke omkring og lad det køle af. Vent med at skære det, indtil det er helt koldt og gerne 2-3 timer.

Energiindhold: ca. 890 kJ pr. 100 g.


søndag den 26. februar 2012

Projekt rugbrød - øvelse gør mester

I sidste weekend begyndte mit projekt rugbrød med surdej, som jeg længe har haft under opsejling (i hovedet), men nu er det ved at blive ført ud i livet. Jeg fik en klat surdej fra min fars nabo, som tit har bagt rugbrød til os, så jeg håbede på at kunne gøre ham kunsten efter. (Min opskrift kommer nede under "omgang 2".)

"Rugbrød, omgang 1"
Sidste uge brugte jeg følgende opskrift fra Brødet: Klassisk rugbrød med bløde kerner bare med min egen surdej og solsikkekerner i stedet for hørfrø. Her kommer lige et par billeder af forsøg 1.

To stk. rugbrød i 1 liters forme.

Det lidt klistrede rugbrød.

Resultat, omgang 1
Jeg gav rugbrødet varmluft i stedet for almindelig ovn, og jeg ved ikke, om det var det, men brødet blev meget klistret og ikke helt gennembagt indeni, så jeg vil fremover bruge almindelig ovn. Dog smagte det udmærket alligevel, og vi fik uden problemer spist begge brød, men det skal vist heller aldrig gå helt godt første gang, man bager med surdej. ;-) Dertil blev skorpen meget hård, og der kom et lille lufthul mellem brød og skorpe, som om brødet var faldet lidt sammen. Jeg ved ikke helt, hvad der lige skete, men konklusionen på "Rugbrød, omgang 1" må være, at der var plads til forbedringer. DERFOR skal I blive ved med at læse indlægget og få den fantastiske opskrift til "omgang 2".

"Rugbrød, omgang 2"
I går og i dag har jeg så givet mig i kast igen efter at have fået en opskrift af Jakobs forældre, som de altid brugte. Det må siges at have givet pote, og jeg har simpelthen fået 3 små, rigtig fine rugbrød (i 1 liters forme), som er gode indeni, sprød skorpe samt god smag. Opskriften får I her, og jeg vil helt sikkert fortsætte med at bruge den. Så I kan nok selv regne ud, at bedømmelse af resultatet er god. :-)

"Rugbrød, omgang 2" - virkelig en succes.
Ingredienser:
1 portion surdej (min var på 250 g.)
3/4 liter lunkent vand
1½ spsk. salt
750 g. groft rugmel
500 g. knækkede rugkerner
2½ dl. lunkent vand

Fremgangsmåde:
1. dag: surdejen røres ud i 3/4 liter lunkent vand. Salt og rugmel tilsættes. Dejen røres grundigt og stilles lunt mindst 12 timer.
2. dag: De knækkede rugkerner og 2½ dl. lunkent vand røres i dejen. Dejen røres grundigt igen, men den vil ikke være så fast, at den kan æltes.
Formene smøres eller beklædes med bagepapir (jeg synes, det er smart at beklæde dem, da de så nemt kan løftes op af formene og ikke bliver klistrede). Ifølge opskriften er der til to 1½ liters forme, men da jeg kun har 1 liters formen, brugte jeg tre af disse.
Dejen fordeles i formene, og brødet sætte stil hævning endnu mindst 5 timer. De dækkes med et fugtigt viskestykke, så dejen ikke tørrer ind.
Brødene sættes en 180 grader varm (alm.) ovn og bages 1 time. Efter denne time dækkes de med sølvpapir og bages yderligere ½ time. Når de har bagt 1½ time, tages de ud af formene, ovnen slukkes, og brødene sættes i ovnen igen i endnu 1 time.
Hvis der er brugt bagepapir, fjernes dette, og brødene dækkes igen af et fugtigt viskestykke, hvorefter de køler helt af. Mmmm...


Energiindhold: ca. 935 kJ pr. 100 g.