Viser opslag med etiketten Svinekød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Svinekød. Vis alle opslag

søndag den 11. marts 2012

Vietnam Night med Bun Thit Nuong

Vi havde vietnamesisk aften i går herhjemme lige for at komme lidt i asiatisk stemning og minde smagsløgene om sommerferien i Vietnam sidste sommer. Det blev til en smadder god ret med svinekød marineret i citrongræs, løg, hvidløg og fiskesovs sammen med diverse grøntsager og masser af chili. Heldigvis opstod der ikke direkte brand i mundene, selv om jeg dog synes, der skulle meget chili i, men det smagte rigtig skønt! :-) Så vores forbrænding blev sat helt i vejret med alt det chili.
Jeg fik i hvert fald klar besked på, at det ikke var sidste gang, jeg skulle lave den ret herhjemme, så det vil jeg da skrive mig bag øret.
Retten hedder desuden Bun Thit Nuong, så lyder det lidt mere eksotisk end "svinekød med citrongræs", som opskriften hedder her.

Vietnamesisk hygge en lørdag aften. :-)

Ingredienser (4 pers.):
2 fed hvidløg, hakket
1 lille alm. løg eller 2 skalotteløg, hakket
3 spsk. hakket citrongræs
1 spsk. sukker
1 spsk. fiskesauce
Salt og peber
350-450 g. svinemørbrad skåret i tynde skiver
2 spsk. olie (til stegning)
2-3 stilke bladselleri, skåret i tynde skiver
125 g. champignon (eller stråsvampe hvis man kan finde det), skåret i skiver midt over
4 små friske chilier uden kerner og hakket fint
2 forårsløg, fintsnittet
1 spsk. sojasauce
½ dl bouillon
(Nu hvor jeg skriver opskriften ind, finder jeg ud af, at der står ½ dl og ikke ½ l, for jeg puttede nemlig ½ liter i retten i går, og jeg kan forsikre alle om, at det ikke skader, men måske jeg skal prøve med ½ dl næste gang bare for at se, om opskriften eller min fejl fungerer bedst :-) Nå, det kan jo ske, er sket før og vil helt sikkert ske igen, at jeg læser forkert.)
2 tsk. maizenamel

Fremgangsmåde:
Stød hakket hvidløg, løg og citrongræs sammen til en pasta i en morter. Kom massen i en skål og rør den med sukker, fiskesauce samt salt og peber. Put mørbradskiverne i en pose sammen med marinaden og bland det godt sammen. Lad det herefter marinere i ca. 30 minutter i køleskabet.

Varm olien i en wok og lynsteg mørbradskiverne i 2 minutter. Tilsæt bladselleri, svampe, chilier, forårsløg og sojasauce og lynsteg dette i yderligere 2-3 minutter. Skyl marinadeskålen med bouillon, hæld det i wokken og bring det i kog. Rør marinaden ud i lidt vand og jævn saucen med den.
Server straks med en varme ris. Uhm....

Energiindhold: ca. 450 kJ pr. 100 g. (uden ris)


søndag den 6. november 2011

Perlespeltrisotto med rødbede og Schwarzwälderskinke

Efter en dag i skiundertøj med læsning og projektskrivning, skulle der laves en god omgang mættende og spændende aftensmad. Jeg fandt opskriften for noget tid siden på nettet (et eller andet dameblad, jeg kan ikke huske hvilket), og jeg må proklamere over for alle - VIRKELIG anbefalelsesværdig!
Jeg var selv ret tilfreds med min madlavning i dag og ikke mindst min timing af alt i køkkenet og intet stress. Jeg plejer ellers hurtigt at kunne løbe lidt rundt om mig selv, men alt gik bare nemt og klappede. Det skal så også siges, at der findes sværere opskriften, men det gik hurtigt, var lidt fancy og smagte super duper, så hvad kan man mere forlange. Jo, så blev der endda også til madpakker i morgen, selvom Smølfen spiste sig lidt overmæt! :-D (Han blev dog lige pludselig voldsomt frisk og meget mindre mæt, da jeg luftede ordene "noget hyggeligt" til Borgen, hvilket betyder, at der står lidt godter på programmet om lidt.)
Uhm, så er der serveret.
Ingredienser (4 personer):

(1 løg, men det havde jeg ikke)
2 spsk. olivenolie
300 g perlespelt eller perlebyg
1 liter kogende hønsebouillon
1 dl Milda madlavningsfløde 4 %
1 dl friskreven parmesan + evt. lidt til pynt
300 g rødbeder
1 spsk. olivenolie
Salt
½-1 tsk. stødt spidskommen
100 g schwarzwälderskinke/parmaskinke
Basilikum eller bredbladet persille til pynt

Fremgangsmåde:
Skræl rødbederne, og skær dem i 1 x 1 cm tern. Vend dem i 1 spsk. olivenolie, salt og spidskommen, og bred dem ud på bagepapir. Steg dem i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 20 min.
Steg skinken sprødt, og afdryp dem på køkkenrulle.
Hak løget og svits det i olien, uden at det tager farve. (Jeg havde, som skrevet, ikke et løg, så jeg sprang dette trin over, og det gjorde ingenting.) Kom perlespelten i, og svits kort igen. Tilsæt 2 dl kogende bouillon ad gangen, efterhånden som det suges ind i kornene. Fortsæt på samme vis med resten af suppen. Giv kornene i alt ca. 25 min. (Det passer nogenlunde med, at rødbederne er færdige i ovnen lige før risottoen, hvis rødbederne sættes ind ved påbegyndelse af risottoen.)
Vend fløde og 1 dl parmesan i.
Fordel rødbederne over risottoen sammen med basilikum/persille, skinke og evt. lidt ekstra parmasan.


Energiindhold: ca. 450 kJ pr. 100 g.
Den skønne ret lidt tættere på - sikke en fin farve den fik :)

lørdag den 8. oktober 2011

Salat med æble, granatæble og orangedressing serveret til svinefilet á la mørbrad og knuste kartofler

Salat med knuste kartofler og svinefilet.
Uhm, jeg har glæder mig i flere dage til at lave denne menu, og heldigvis skuffede den slet ikke. FANTASTISK fredagsmenu! Salaten var frisk og dejligt, kødet var stegt helt perfekt, og kartoflerne var tilpas krydrede og skønne. Alt blev også bifaldt af Jakob, og det er langt fra sidste gang, at jeg laver den her salat (og de andre ting). :-)

Ingredienser:
Salat:
100-150 g. blandet salat, gerne grove stykker (jeg brugte babymix fra Føtex)
2 æbler i tynde både
Kerner fra et granatæble
10 hakkede hasselnødder

Dressing:
2,5 dl appelsinjuice
1 spsk. rørsukker
2 spsk. citronsaft
2 tsk. dijonsennep

Kartofler:
Så mange kartofler, som man kan spise
Timian, salt og peber


Svinefilet á la mørbrad:
500 g. svinefilet á la mørbrad marineret i tomat og ramsløg.

Fremgangsmåde:
Salat + dressing:
Appelsinjuicen bringes i kog sammen med rørsukkeret i en lille gryde. Lad det koge ind til det halve ved svag varme.
Herefter kommes sennep i en skål, og den indkogte appelsinjuice røres stille og roligt i. Rør citronsaft i og smag evt. til med mere sukker, salat og peber. (Jeg puttede i hvert fald noget peber og lidt sukker i.)
Lad dressingen blive kold.
Vend salat, æblebåde, granatæblekerner og nødder. Vend dressing i kort før servering. Mmmm..


Kartofler:
Kartoflerne koges møre (20-25 minutter alt efter størrelse). Herefter lægges de på en bageplade og knuses. Jeg brugte en stor ske og de bare næver, fordi jeg ikke har en kartoffelknuser, (som jeg ingen gang helt ved, hvad er?).
Herefter sprayes lidt olie på, og de krydres med timian, salt og peber. De bages i ca. 20 minutter ved 180 grader varmluft.

Svinefilet á la mørbrad:
Kødet var allerede marineret i tomat og ramsløg, da jeg købte det. Jeg brunede det først et par minutter på alle sider på en varm pande. Derefter lagde jeg det i et ovnfast fad og stegte det 25-30 minutter ved 180 grader varmluft. Lad den trække lidt under sølvpapir og skær den i skiver.


Energiindhold, salat + dressing: ca. 280 kJ pr. 100 g.


Den meget smukke salat med granatæblekerner.

torsdag den 29. september 2011

Koteletter i fad med banan-karry-duttelut og ris

Dejlig nem aftensmad, som blev værdsat vældig meget herhjemme.
Igen et bevis på at oprydning i køleskabet ikke behøves være kedeligt. Derfor blev fire fadkoteletter spicet op med mosede bananer tilsat karry og en omgang ris dertil. En fantastisk måde at få brugt de modne bananer i frugtskålen til andet end banankage. (Selvom banankage er fantastisk, har vi jo ikke godt af at få det hele tiden ;-b)


Ingredienser:
4 fadkoteletter
1 tsk. timian
Saft af ½ citron
Salt og peber
4 letmoste bananer
1 fed hvidløg
1 tsk. karry
Saft af ½ citron
Evt. 2 spsk. kokosmel
Ris

Fremgangsmåde:
Bland saften fra ½ citron med timian, salt og peber i en pose og kom kødet heri, hvorefter det trækker ½ time, eller hvor lang tid man lige har tid til.
Steg herefter kødet på en pande 2 minutter på hver side og læg det i et ovnfast fad.
Mos bananerne og bland dem med karry, hvidløg samt saft af ½ citron. Kom det herefter på panden og steg et par minutter, hvorefter der krydres med salt og peber. Mosen fordeles nu oven på kødet, og det sættes i ovnen på 200 grader varmluft i 20 minutter. Drys evt. med kokos, og giv det et par minutter mere i ovnen, indtil overfladen er brun.
Serveres med ris.

Opskriften er fundet på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside og er oprindeligt med kylling i stedet for kotelet.

mandag den 27. juni 2011

3 favorittærter

Fedtfattig tærtedej (form ca. 28 diameter)
Ingredienser

100 g. grahamsmel (havregryn, speltmel, durummel eller hvad man har på hylden)
100 g hvedemel
50 g smør
50 g fromage frais el. lign.
½-1 dl vand afhængigt af meltypen
½-1 tsk. salt


Fremgangsmåde
Smøret smuldres i melet og alt æltes hurtigt sammen. Dejen skal hvile ½ time, inden den kan rulles ud. Grovmelet skal have tid til at opsuge vandet.
Forbages i 20 minutter ved 200 grader varmluft.


Laksetærte (opskriften er fra Kræftens Bekæmpelse)
Billedet er fra Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.
Fyld:
350 g frossen, helbladet spinat
100 g frosne rejer
1 stor, revet gulerod
150 g røget laks i strimler


Æggemasse:
2 æg
2 dl skummetmælk
1 tsk salt
1/4 tsk peber



Fremgangsmåde:
Spinaten tøs op (evt. i mikroovnen), hvoreften den knuges for væde. Hvis rejerne er frosne skal de ligeledes tøs op.
Pisk æg, mælk, salt og peber sammen.
Fordel spinat, rejer, revet gulerod og røget laks på den forbagte tærtebund og hæld æggemassen over. Bag tærten i ovnen til æggemassen er stivnet og tærten har fået lidt farve, hvilket er cirka 35-40 minutter ved 200 grader varmluft.


Bruges frisk spinat til tærten skal der cirka bruges  700 g. Damp selv den skyllede friske spinat under tætsluttede låg i det vand, der hænger spinaten.


Skinkeporretærte på Gefühl
Denne her tærte laver jeg ofte, så det er lidt forskelligt, hvor meget af det forskellige der ryger i.


Fyld:
200 g. skinke i strimler
2-3 porrer


Æggemasse:
200 g. hytteost 1,5 %
3 æg
Revet muskatnød
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Porrerne skæres i stykker og fordeles sammen med skinken på tærtebunden. Æggemassen fordeles herefter ud over. Den bages i ca. 45 minutter ved 200 grader varmluft.


Chili chicken tærte
Fyld:
2 stk. kyllingbrystfiletter
2 porrer
½-1 chili
1 spsk. karry
1 tsk. salt


Æggemasse:
1½ dl. hytteost
4 æg
2 dl. mælk


Fremgangsmåde:
Skær kyllingfiletterne ud i små strimler.
Skyl porrerne og skær dem i stykker.
Skær chili i tynde ringe og fjern kernerne.
Steg herefter kyllingen, og tilsæt derefter porrerne. Karry tilsættes da sammen med chili og salt og steges et par minutter. (Husk olie, så karryen ikke brænder på)
Pisk æg, hytteost og mælk.
Fordel kyllingefyldet i tærtebunden og hæld æggemassen over.
Bag i ca. 45 minutter ved 200 grader varmluft.


Tærter er og bliver en skøn ting! :)