tirsdag den 17. april 2012

Gateau Marcel á la orange

INGEN PANIK! Jeg lever endnu, jeg har bare haft travlt med en masse andet end madlavning og bloggeri, og når jeg så har fået taget billeder af min mad og glæder mig til at blogge om det, så er det nogen gange bare ikke blevet ført ud i livet. Indlægget skal jo også lige skrives, men burde jeg ikke få læst de lektier først, og hov nu kom der noget godt i tv - og hov igen, den der Jo Nesbø "Panserhjerte", som jeg er gået i gang med, er godt nok medrivende. :-)

Nå, men trods en masse gøremål her og der, så skal I ikke snydes for en masse lækre opskrifter og mine krumspring i køkkenet. Jakobs gruppe med kærester var på besøg til spisning her først i måneden, hvilket var super hyggeligt, og hvilket jo gav mig anledning til at lave en lille dessert, som man skal være nogle stykker om at spise.
Jeg har lyst til at lave så mange fine desserter og kager hele tiden, men der er et problemer med det:

  1. Madbudgettet rækker ikke til, at jeg leger konditor hver, hver anden dag, 
  2. Hvordan skal vi nogensinde få spist det?
  3. Hvis nummer 2 ikke er et problem, så bliver det et problem efterfølgende, hvis vi spiser det hele ;-)


Gateau Marcel á la Orange - en rigtig synder. 

Vi fik ristaffel - en vegetarisk og en ikke-vegatarisk med kylling - til hovedret, for vi tænkte, at det var en god ret at sidde og hygge lidt med, og det faldt heldigvis i alles smag. Til dessert sammen med et slag Bezzerwizzer havde jeg lavet en Gateau Marcel á la orange, som jeg længe har haft kig på. Den blev også rigtig god, men jeg ønsker stadigvæk en dag at kunne lave en lige så flot Gateau Marcel, som Café Penny Lane i Aalborg laver, til trods for at jeg dog har smagsoplevelsen af den til gode. :-) Her får I i hvert fald opskriften på min Gateau Marcel, som jeg fandt her - dog med lidt tilføjelser, da jeg brugte orangechokolade for at give endnu mere pift.

Ingredienser (springform 22 cm. i diameter):
½ vaniljestang
200 g. sukker
2-4 økologiske appelsiner (kun skallen fra de to, resten er til appelsinfileter)
250 g. god mørk orangechokolade ca. 60 % (jeg brugte 200 g. orange og 50 g. almindelig mørk)
200 g. smør
7 pasteuriserede æggehvider (210 g.)
7 pasteuriserede æggeblommer (140 g.)
2 spsk. hvedemel
Lidt neutral olie til formen
Evt. lidt kakao til drys (det glemte jeg dog i farten, men det kunne have været flot)


Fremgangsmåde:
Kornene skrabes ud af den halve vaniljestang, som er flækket på langs. Bland lidt sukker i, mens det mases, så skiller kornene sig nemmere ad. Riv da den yderste skal af to appelsiner fint og stil til sige. Hak chokoladen og smelt over vandbad ved meget smag varme sammen med smørret.
Sukker, vaniljesukker og alle æggene piskes herefter til en tyk æggesnaps med elektrisk piskeris.
Æggesnaps, det smeltede chokoladesmør og appelsinskal vendes da forsigtigt sammen til en ensartet dej. Denne dej deles i to portioner (hver portion er ca. 500 g.). Den ene del vendes med sigtet hvedemel og puttes i den 22 cm. springform. Springformen skal være beklædt med bagepapir på både bund og sider. Her er det smart klippe en cirkel ud til bunden og én lang strimmel til siderne, så folder undgås. Oliér formen lidt, inden du lægger papiret i.
Bunden skal da bages ved 165 grader almindelig ovn, ca. 30-40 minutter. Den anden halvdel stilles i køleskabet. Efter bagning afkøles første del den kort i fryseren. Den skal være HELT afkølet, før anden halvdel af dejen lægges oven på bunden som creme. Stil da kagen i køleskabet i mindst fire timer, men helst til næste dag. Det gjorde jeg, og det er jo også en fordel, at den kan laves dagen før, selvom der kom mange spørgsmål herhjemme, om den ikke skulle prøvesmages. 1 hel dag er lang tid at kigge på kagen i køleskabet!
Kagen serveres da kold med fileter af appelsin. Uhm, men pas på ikke at spise for meget! :-)

lørdag den 31. marts 2012

Ciabattabrød - den italienske slags

I går havde jeg tid til at gøre en masse ud af aftensmaden, for den skulle stå på fredagshygge. Så efter at have cyklet i alt 25,3 kilometer i går - ud til universitetet, i storcenteret efter repareret løbeur og hjem igen med et smut forbi arbejde - gik jeg i gang med at bage ciabattabrød til vores aftensmad. Efter alt den cyklen blev jeg nødt til at afslå Jakobs tilbud om at komme ud på universitetet igen og spille bordfodbold, for med den modvind, følte jeg ikke lige for 2 x 6 kilometer mere :-D
Brødet blev smadder lækkert og var virkelig nemt at lave. Specielt fordi jeg ikke længere tager hævetider helt bogstaveligt, og hvis det hæver i 2 timer i stedet for 1, så går det også nok :-) Jeg tror, jeg vil prøve at købe fuldkornsdurummel næste gang, for det vil ikke gøre noget, hvis det er lidt grovere. Jeg fik ét brød med en god størrelse af denne portion. Den oprindelige opskrift fandt jeg her, men jeg ændrede en anelse på melangivelserne, så det lige passede med mit skabs indhold, og så lavede jeg kun ½ portion. Dertil puttede jeg ikke helt så meget salt i.

Uhm, det ser lækkert ud - hvis jeg selv skal sige det :-)

Ingredienser:
25 g. gær
3,25 dl lunkent vand
300 g. durummel
250 g. hvedemel (evt. med lidt grahamsmel, fuldkornsmel eller andet)
1½ spsk. olivenolie
1 tsk. salt

Fremgangsmåde:
Gæret smuldres ud i det lunkne vand og opløses. Tilsæt olivenolie, salt og mel (lidt af gangen) og ælt det godt igennem, indtil det ikke klistrer længere. Lad dejen hæve tildækket i minimum 30 minutter.
Form herefter brødet og sæt det på en bageplade, hvor det igen hæver tildækket i mindst 1 time (jeg tror, mit hævede i 2, og det gjorde ikke noget). Drys derefter lidt mel over, inden det bages.
Bag brødet ved 200 grader almindelig ovn i 20-25 minutter.
Brødet er lækkert som tilbehør, bruschetta eller som sandwichbrød.

Energiindhold: ca. 1080 kJ pr. 100 g.

torsdag den 29. marts 2012

Kartoffelpizza - uden "fyld" af kartofler

Ja, det er nemlig ikke fyldet på denne pizza, der er kartofler, men bunden!
Jeg fandt for en uges tid siden en opskrift på pizza, hvor bunden var lavet af kartofler, og da vi i går lå inde med en del kartofler, var det da værd at prøve - også for at forsøge at lave en pizza uden "mel"-bund. Fyldet er akkurat det samme, som man kan komme på en almindelig pizza, så det er kun bunden, der er anderledes. Den blev rigtig fint - kunne dog godt have været lidt mere sprød, men jeg skulle nok bare have givet den lidt mere i ovnen, før fyldet kom på, så det skal helt sikkert også prøves en anden gang. Forresten skal I lige kaste et glimt på min tomatsovs fra "Jamies mad på 30 minutter", som, jeg selv synes, er smadder god og meget nem. :-)
Opskriften på pizzabunden er forresten fundet her.

Se, den ligner også en "rigtig" pizza.

Ingredienser:
Bund:
600 g. kartofler
1 æg
2 spsk. mel
2 spsk. olivenolie
Lidt salt


Tomatsovs:
1 dåse hakkede tomater evt. med basilikum
½-1 frisk rød chili
1 fed hvidløg
Lidt rød- eller hvidvinseddike
Et dryp olivenolie


Fremgangsmåde:
Tomatsovs:
Det hele smækkes i blenderen og blendes og vups: tomatsovs = færdig!

Bund og resten:
Kartoflerne koges godt i ca. 20 minutter under låg. Vandet hældes herefter fra, og de moses godt. Tilsæt æg, mel, olivenolie og salt og bland godt sammen. Massen/dejen spredes ud på en bageplade med bagepapir i et tyndt lag (dog lidt tykkere end en almindelig pizzadej). Bag den i 20-25 minutter på 220 grader almindelig ovn, indtil overfladen er fast.
Når dejen er færdig, tages den ud, og tomatsovsen smøres på samt resten af det ønskede fyld kommes ovenpå. Her kan man selv variere efter smag - vi puttede peberfrugt, pepperoni, mere chili, ost og oregano på. Giv den 15-20 minutter mere i ovnen, og så er den færdig! :-)

Energiindhold (for min pizza): 476 kJ pr. 100 g.

søndag den 25. marts 2012

Banh tom - rejekager med sød kartoffel og gurkemeje

Uha, hvor har der været travlhed i og uden for det lille hjem, så der har været helt stilstand på bloggen. Masser af timer på universitetet, en endagstur i København i tirsdags, arbejde og social hygge, så det er ikke hver dag, det er blevet til de store kokkerier, og når det er, så har jeg bare ikke fået lavet indlæg om det. :-)

Okay, mine kan måske ikke kun kaldes gyldne,
men de var i hvert fald sprøde

Derfor skal I da ikke snydes for en lækker ret, jeg lavede i sidste uge fra en vietnamesisk kogebog af samme forfatter, som også har programmerne på DR2 "Spis Vietnam". Vi fik også disse rejepandekager, "Banh tom", da vi var i Vietnam i sommer, og de er super lækre. De kan både bruges som forret eller bare som en lille ret, da man i Vietnam spiser mange små retter ofte i stedet for større retter som i Danmark.
Jeg serverede den med en gulerodssalat, men en grøn, enkel salat vil også være lækker. Derudover kan de serveres med sød chilisovs og evt. koriander, hvis man er til det, men det er jeg ikke. Giv jer i kast med det vietnamesiske, det er lækkert, smagfyldt og nemt.

Ingredienser:
Dej:
2 fed hvidløg
1 bdt. forårsløg
1 æg
1 spsk. Maizena
100 g. mel
2 tsk. salt
2 tsk. sukker
3 tsk. gurkemeje
1 tsk. hakket tørret chili
1 dl. vand

Fyld:
12 tigerrejer el. ca. 24 almindelige
100 g. kartoffel
100 g. sød kartoffel

Dejen - klar til at komme på panden.
Fremgangsmåde:
Hak hvidløg og forårsløg fint. Pisk alle ingredienser til dejen sammen, og lad den hvile mindst i 1 time i køleskabet.
Skræl alle kartoflerne og skær dem i tynde strimler (jeg skar dem i tynde skiver, så mine ser lidt grovere ud) og læg dem i koldt vand i mindst 10 minutter, så de ikke tager farve. Si vandet fra kartoflerne og tør strimlerne. Vend dem i dejen.
Varm en stor pande op med 4 spsk. olie og fordel dejblandingen med en spiseske i små runde kager.  Der bliver cirka 22-24 kager. Læg derefter 1-2 almindelige rejer på hver kage og steg, til kagerne er let gyldne og sprøde.

mandag den 12. marts 2012

Ohøj du store verden!

Jeg bliver simpelthen nødt til lige at lufte det seneste køb herhjemme, som skete i går:

FLYBILLETTER TIL INDIEN OG NEPAL! :-D

Uh, jeg glæder mig simpelthen så meget til sommer, hvor vi drager af sted i 6 uger på oplevelse i verden. Hverken Jakob eller jeg har prøvet at rejse SÅ lang tid før, så det bliver helt nyt og spændende, vildt og voldsomt og forhåbentlig vanvittig imponerende, når vi gerne efter flere ugers vandring skulle stå ved foden af Mount Everst. Det er indtil nu vores eneste planer - at vi i hvert fald skal ud at trekke en masse i Nepal og opleve en helt anden kultur end noget andet sted - og selvfølgelig spændende og anderledes mad. (Vi krydser fingre for, at vores maver kan klare det.)

Lånt herfra.

Nå, jeg glæder mig i hvert fald helt tosset til, at det bliver ferietid, og den står på eventyr, så hvis nogen derude har gode råd om enten Nepal eller Indien, så del dem endelig med mig - jeg er åben over for alt (selv om jeg har fået at vide, at jeg ikke må planlægge, så det forsøger jeg at holde mig fra, men gode tips og råd er jo altid godt.) :-D

søndag den 11. marts 2012

Vietnam Night med Bun Thit Nuong

Vi havde vietnamesisk aften i går herhjemme lige for at komme lidt i asiatisk stemning og minde smagsløgene om sommerferien i Vietnam sidste sommer. Det blev til en smadder god ret med svinekød marineret i citrongræs, løg, hvidløg og fiskesovs sammen med diverse grøntsager og masser af chili. Heldigvis opstod der ikke direkte brand i mundene, selv om jeg dog synes, der skulle meget chili i, men det smagte rigtig skønt! :-) Så vores forbrænding blev sat helt i vejret med alt det chili.
Jeg fik i hvert fald klar besked på, at det ikke var sidste gang, jeg skulle lave den ret herhjemme, så det vil jeg da skrive mig bag øret.
Retten hedder desuden Bun Thit Nuong, så lyder det lidt mere eksotisk end "svinekød med citrongræs", som opskriften hedder her.

Vietnamesisk hygge en lørdag aften. :-)

Ingredienser (4 pers.):
2 fed hvidløg, hakket
1 lille alm. løg eller 2 skalotteløg, hakket
3 spsk. hakket citrongræs
1 spsk. sukker
1 spsk. fiskesauce
Salt og peber
350-450 g. svinemørbrad skåret i tynde skiver
2 spsk. olie (til stegning)
2-3 stilke bladselleri, skåret i tynde skiver
125 g. champignon (eller stråsvampe hvis man kan finde det), skåret i skiver midt over
4 små friske chilier uden kerner og hakket fint
2 forårsløg, fintsnittet
1 spsk. sojasauce
½ dl bouillon
(Nu hvor jeg skriver opskriften ind, finder jeg ud af, at der står ½ dl og ikke ½ l, for jeg puttede nemlig ½ liter i retten i går, og jeg kan forsikre alle om, at det ikke skader, men måske jeg skal prøve med ½ dl næste gang bare for at se, om opskriften eller min fejl fungerer bedst :-) Nå, det kan jo ske, er sket før og vil helt sikkert ske igen, at jeg læser forkert.)
2 tsk. maizenamel

Fremgangsmåde:
Stød hakket hvidløg, løg og citrongræs sammen til en pasta i en morter. Kom massen i en skål og rør den med sukker, fiskesauce samt salt og peber. Put mørbradskiverne i en pose sammen med marinaden og bland det godt sammen. Lad det herefter marinere i ca. 30 minutter i køleskabet.

Varm olien i en wok og lynsteg mørbradskiverne i 2 minutter. Tilsæt bladselleri, svampe, chilier, forårsløg og sojasauce og lynsteg dette i yderligere 2-3 minutter. Skyl marinadeskålen med bouillon, hæld det i wokken og bring det i kog. Rør marinaden ud i lidt vand og jævn saucen med den.
Server straks med en varme ris. Uhm....

Energiindhold: ca. 450 kJ pr. 100 g. (uden ris)


lørdag den 3. marts 2012

Amerikanske pandekager = overraskelsesmorgenmad

"Nu skal du bare blive liggende og høre Mads og Monopolet, så laver jeg overraskelsesmorgenmad." Det var min besked til Jakob i morges, og det var ikke noget problem for ham at blive liggende. Så jeg hoppede ud i køkkenet og smækkede en lille dej sammen, som jeg fandt på Valdemarsro. Derfor stod den på en skøn omgang amerikanske pandekager med lidt sirup her til morgen, og det vakte heldigvis glæde herhjemme, selvom det kun var en lille portion med 7 små pandekager. :-) Prøv det i morgen, det vækker glæde!


Amerikansk pandekager med sirup.

Ingredienser:
75 g. mel
125 g. skummetmælk
1 æg
½ spsk. sukker
1/4 tsk. salt
½ tsk. bagepulver
Smør til stegning.

Fremgangsmåde:
Blandt mel, sukker, salt og bagepulver i en skål. Pisk det herefter sammen med æggeblommen. Pisk æggehviden helt stiv i en anden skål, og ved den efterfølgende forsigtigt i dejen. Varm herefter en pande op på middelvarme og placer tre små klatter små på panden. Lav derefter 3 pandekager af gangen.
Server med sirup og eventuelt lidt bær. Good morning Denmark! :-)

torsdag den 1. marts 2012

Risotto med rødbeder og timian

Uha, jeg lavede virkelig en lækker risotto her den anden dag, som også dannede grundlag for nogle gode madpakker dagen efter. Jeg er helt vild med risotto, og kombinationen af timian og revne rødbeder gav virkelig pote og var smadder lækkert, (mættende og sundt)! Den er helt klart anbefalelsesværdig, så prøv den folkens :-)
Opskriften er fra FDB's hjemmeside. Jeg forsøgte også at lave parmesanbrud, men kom til at give dem 1 minut for lang tid i ovnen, så de smagte altså lidt for brændt, måtte vi begge indrømme. Det må prøves en anden gang i stedet for.

Skøn risotto med revet parmesan :-)

Ingredienser (4 pers.):
2 små løg
1-2 fed hvidløg
1 spsk. olivenolie
1 spsk. smør
500 g. rødbeder
350 g. risottoris
1,2 liter grøntsagsboullion
Salt, peber og timian (gerne frisk timian, men tørret fungerede også fint for mig)
Revet frisk parmesan (efter smag)

Fremgangsmåde:
Hak løg, hvidløg og riv rødbederne, så det hele er klart. Sauter løg og hvidløg i olivenolie. Tilsæt revne rødbeder, ris og timian og sauter videre, indtil alle grøntsagerne er fedtet ind. Da tilsættes den kogende boullion lidt ad gangen - ca. 1-1½ dl af gangen, og der skrues ned til lav varme. Lad det koge godt ind imellem hver tilsætning. Forsæt tilberedningen, indtil boullionen er brugt op, og risene er møre, hvilket ca. tager 18-20 minutter. Smag til med salt og peber og server varmt med revet parmesan. Uhmm..

Energiindhold: ca. 340 kJ pr. 100 g.

mandag den 27. februar 2012

Cookies med hvid chokolade og hindbær

Sidste weekend gik der helt cookie i den, efter jeg havde bagt Cookies med havregryn, tranebær og citrus. Jeg havde lidt chokolade til overs, så derfor gav jeg mig i kast med en omgang, som indeholdt hvid chokolade og hindbær. De smagte rigtig godt, lidt mere syrlige pga. hindbær og lidt bløde, så der kunne måske være puttet lidt mere mel i. En lidt "piget" omgang cookies og lidt anderledes i stedet for den klassiske chokolade cookie. :-)

Ingredienser:
125 g. smør eller 50 g. becel/smør og 75 g. fromage frais
75 g. rørsukker
150 g. hvedemel (evt. lidt hvid hvedemel i stedet for noget af hvedemelet)
1 tsk bagepulver
1 spsk. mælk (jeg brugte minimælk, selvom opskriften sagde sødmælk)
1 tsk. vaniljepulver (original opskrift siger ekstrakt)
100 g. hvid chokolade, hakket
100 g. hindbær, friske eller frosne

Fremgangsmåde:
Forvarm ovnen til 180 grader.
Rør smør og sukker let og luftigt i en skål. Tilsæt mel, bagepulver og mælk, og rør dejen sammen. Rør vanilje og hakket chokolade i.
Mos hindbærerne let med en gaffel, og rør dem i dejen. På denne måde bliver bærerne bedre fordelt i dejen, og den får en dejlig lyserød farve.
Del dejen i 12-14 kugler og anbring dem på to forberedte bageplader. Der skal være meget plads omkring kagerne, da de flyder ud under bagningen. Mine flød ikke SÅ meget ud, men så hævede de "opad" i stedet for, og jeg tror, det var, fordi jeg brugte frosne hindbær og fromage frais, så dejen var mere flydende, end hvis der havde været knap så meget væske, men det gør ikke noget dårligt ved selve cookien. :-)
Bag dem i forvarmet ovn i 12-15 minutter, så de bliver gyldenbrune.
Lad kagerne køle af og stivne nogle minutter på bagepladen, og læg dem over på en bagerist.

søndag den 26. februar 2012

Projekt rugbrød - øvelse gør mester

I sidste weekend begyndte mit projekt rugbrød med surdej, som jeg længe har haft under opsejling (i hovedet), men nu er det ved at blive ført ud i livet. Jeg fik en klat surdej fra min fars nabo, som tit har bagt rugbrød til os, så jeg håbede på at kunne gøre ham kunsten efter. (Min opskrift kommer nede under "omgang 2".)

"Rugbrød, omgang 1"
Sidste uge brugte jeg følgende opskrift fra Brødet: Klassisk rugbrød med bløde kerner bare med min egen surdej og solsikkekerner i stedet for hørfrø. Her kommer lige et par billeder af forsøg 1.

To stk. rugbrød i 1 liters forme.

Det lidt klistrede rugbrød.

Resultat, omgang 1
Jeg gav rugbrødet varmluft i stedet for almindelig ovn, og jeg ved ikke, om det var det, men brødet blev meget klistret og ikke helt gennembagt indeni, så jeg vil fremover bruge almindelig ovn. Dog smagte det udmærket alligevel, og vi fik uden problemer spist begge brød, men det skal vist heller aldrig gå helt godt første gang, man bager med surdej. ;-) Dertil blev skorpen meget hård, og der kom et lille lufthul mellem brød og skorpe, som om brødet var faldet lidt sammen. Jeg ved ikke helt, hvad der lige skete, men konklusionen på "Rugbrød, omgang 1" må være, at der var plads til forbedringer. DERFOR skal I blive ved med at læse indlægget og få den fantastiske opskrift til "omgang 2".

"Rugbrød, omgang 2"
I går og i dag har jeg så givet mig i kast igen efter at have fået en opskrift af Jakobs forældre, som de altid brugte. Det må siges at have givet pote, og jeg har simpelthen fået 3 små, rigtig fine rugbrød (i 1 liters forme), som er gode indeni, sprød skorpe samt god smag. Opskriften får I her, og jeg vil helt sikkert fortsætte med at bruge den. Så I kan nok selv regne ud, at bedømmelse af resultatet er god. :-)

"Rugbrød, omgang 2" - virkelig en succes.
Ingredienser:
1 portion surdej (min var på 250 g.)
3/4 liter lunkent vand
1½ spsk. salt
750 g. groft rugmel
500 g. knækkede rugkerner
2½ dl. lunkent vand

Fremgangsmåde:
1. dag: surdejen røres ud i 3/4 liter lunkent vand. Salt og rugmel tilsættes. Dejen røres grundigt og stilles lunt mindst 12 timer.
2. dag: De knækkede rugkerner og 2½ dl. lunkent vand røres i dejen. Dejen røres grundigt igen, men den vil ikke være så fast, at den kan æltes.
Formene smøres eller beklædes med bagepapir (jeg synes, det er smart at beklæde dem, da de så nemt kan løftes op af formene og ikke bliver klistrede). Ifølge opskriften er der til to 1½ liters forme, men da jeg kun har 1 liters formen, brugte jeg tre af disse.
Dejen fordeles i formene, og brødet sætte stil hævning endnu mindst 5 timer. De dækkes med et fugtigt viskestykke, så dejen ikke tørrer ind.
Brødene sættes en 180 grader varm (alm.) ovn og bages 1 time. Efter denne time dækkes de med sølvpapir og bages yderligere ½ time. Når de har bagt 1½ time, tages de ud af formene, ovnen slukkes, og brødene sættes i ovnen igen i endnu 1 time.
Hvis der er brugt bagepapir, fjernes dette, og brødene dækkes igen af et fugtigt viskestykke, hvorefter de køler helt af. Mmmm...


Energiindhold: ca. 935 kJ pr. 100 g.