mandag den 31. december 2012

Godt nytår med chaite i hånden

Rigtig godt nytår til alle! 

Med en kop chaite fra Indien i hånden, sidder vi nu herhjemme og venter på, at pølsehornene til natmad skal ud af ovnen, og vi engang skal til at blive færdige til nytårsmiddagen hos en veninde. Det vil sige, jeg begynder nok at gøre mig klar lidt for min bedre halvdel, og uh hvor glæder jeg mig til at have min nye buksedragt fra ham på til nytårsaften, som jeg da lige bliver nødt til at sætte et billede ind af!

Min skønne julegave!

Menuen i aften er delt lidt ud på de forskellige gæster, men jeg regner med, at den kommer til at være følgende:

Forret: 
Gør-det-selv asiatiske ruller (så kan jeg nemlig undgå at putte koriander i)


Hovedret
Enebærgryde med bagt kartoffelmos

Dessert:
Crepe suzette (med ild er det blevet lovet)

Godt nytår til alle, og jeg håber, I fortsat vil følge med på bloggen i det nye år, hvor jeg vil glæde mig til at blogge os en masse skønne ting.

torsdag den 13. december 2012

Glimrende Grønkålssalat med Granatæble

Jeg kunne spise den til alle måltider (og har næsten gjort det)!

Så simpel og så lækker og sund grønkålssalat.

Denne super lækre salat fik jeg hos min faster for nogle uger siden, og vi var alle sammen helt tossede med den, for den er virkelig lækker - og så er grønkål jo enormt sundt. Jeg fik ingredienslisten, og i går lykkedes det mig selv at lave salaten og komme frem til de mængder af de forskellige ingredienser, som, jeg lige synes, passer. Jeg synes endda også, at jeg fik dressingen til at smage, som den gjorde på hendes salat. Der var dog også dijonsennep i den oprindelige dressing, men jeg er ikke god til at bruge så lidt sennep, så det ikke smager meget igennem, og da jeg ikke er vild med for stærk sennepssmag, måtte jeg hellere lade være. Det blev en succes alligevel, og salaten blev også beundret, da jeg havde den med på madpakke på arbejde - for de lyserøde granatæblekerner giver sådan et flot look og en skøn smag med lidt at tykke på. Så kom i gang og spis grønkål. :-D
(Portionen er forresten rimelig stor, men så er der også rester - der i sådan en eksamensperiode, som jeg sidder i, vækker stor glæde dagen efter.)

Ingredienser:
140 g. grønkål
1 æble
1 pære
Kernerne fra 1 granatæble
ca. 60 g. rosiner eller tranebær

Dressing
Olivenolie (16 g.)
Balsamicoeddike (9 g.)
Honning/sukker (½ spsk. honning + et par g. sukker)
(Smag til, hvordan den lige passer til dine smagsløg.)

Fremgangsmåde:
Grønkål hakkes meget fint (kan også købes i pose, hvor det er finthakket, for det er ikke alle steder, de lige har grønkål i "hel" udgave). Æble og pære skæres i små tern, og kernerne fra granatæblet bankes ud over salaten. Tilsæt tranebær/rosiner. Bland ingredienserne til dressingen sammen og hæld det ud over salaten til sidst. Sådan - klar og parat og smadder lækker!

Energiindhold: ca. 435 kJ pr. 100 g.

onsdag den 12. december 2012

Hot Hokkaidosuppe

Er der noget bedre end dejlig varm suppe på en snekold vinterdag?

Rustik og god rygende varm hokkaidosuppe.

For et stykke tid siden fik jeg en dejlig hokkaidosuppe hos Jakobs forældre, og jeg tror, at det er lykkedes mig at finde opskriften på nettet. Den er virkelig god og giver en stor portion, så når der er travlt med eksamenslæsningen for tiden, er det rart nogle gange at have en nem rest suppe til aftensmad. Man kan jo næsten ikke lade være med at lave suppe, når vinden og sneen raser udenfor, så hvorfor holde sig tilbage? :-)

Ingredienser:
250 g efter eget valg (bønner fra dåse kan sagtens bruges)
1 hokkaidogræskar (mit vejede ca. 900 g., men det var også stort)
1 løg
1 pastinak

½ selleri eller persillerod
1 porrer og evt. lidt til pynt
4 fed hvidløg
1 frisk chili
1 tsk fintrevet ingefær
1 dåse kokosmælk (400ml)
5 dl vand
2 spsk citronsaft
1 spsk olivenolie

salt og peber

Fremgangsmåde:
Græskaret deles, kernerne fjernes, og det skæres i store stykker. (Det er ikke nødvendigt at skrælle et hokkaidogræskar.) Skær løg, pastinak og selleri i store stykker. Hak hvidløg og chili fint, og riv ingefæren fint. Skær porrerne i 2 cm tykke skiver. 
Svits chili, ingefær og hvidløg i en gryde i 1 spsk olie. Kom porren i gryden. Tilsæt grøntsagerne og vend det hele sammen. Tilsæt 5 dl vand og kokosmælken. Suppen koges nu i ca. 30 minutter. Herefter blendes suppen med en stavblander og smages til sidst til med salt, peber og citronsaft. Tilsæt bønnerne og kog suppen op igen.

Energiindhold: ca. 215 kJ pr. 100 g.

Mmm, dejligt tyk og mættende.

fredag den 30. november 2012

Tips til Malmö søges?

I weekenden står på København-hyggetur med min veninde, så der skal jules og hygges igennem. Lørdag vil vi et smut til Malmö, så derfor tænkte jeg: "Er der ikke nogle af alle jer bloggere (eller andre), der har gode tips til Malmö?"

  • Hvor skal man shoppe?
  • Hvor skal man spise?
  • Og hvad skal man ellers lige nå?
Fyr bare løs med tips! :-)

mandag den 19. november 2012

Chokoladeboller á la Slotsbageren

Eller i hvert et forsøg på det.

Perfekt til en kold vinterdag.

Sidste lørdag var jeg SÅ heldig at "komme til" at gå forbi slotsbageren efter træning i fitness - det var godt nok ikke den direkte vej, men pyt med det. "2 stk. chokoladeboller fra i går 10 kr."
Når man kender Slotsbageren i Aalborg, er det ikke et tilbud, som er muligt at takke nej til, for de gør alle andres chokoladeboller forlegne. (Normalprisen er 1 stk. for 10,50 kr.)

Som så mange andre bloggere fra Aalborg, tænkte jeg derfor, at det må da kunne lade sig gøre at lave nogle boller, der bare komme på højde med det. Det kræver bare nok chokolade og STORE boller!
Derfor gav jeg mig i kast med en opskrift fra madmedhjertet, og så tilføjede jeg noget mere chokolade for at gøre dem rigtig skønne.

Konklusion: oj, hvor er de blevet gode og store, og der blev "mmm'et" en del, da vi en, da de var helt varme med lidt becel på, for vi var løbet tør for rigtigt smør. Nu glæder jeg mig til at smage dem kolde på et tidspunkt, og så kan jeg kun opfordre alle andre chokoladebolleelskere til at give sig i kast med denne opskrift.
Slotsbagerens er stadigvæk tungere i det, men jeg tror bare, jeg lader det være deres hemmelighed og bager dem her, når jeg selv skal bage - og køber Slotsbagerens, når de skal være endnu tungere. :-)


Ingredienser (ca. 12-14 stk. ):
50 g. gær
100 g. smør/becel
4 dl. kærnemælk
2 spsk. sukker
1 tsk. groft salt
700-800 g. hvedemel
180-200 g. grofthakket mørk chokolade (jeg brugte Toms Guldbar 57 %)

Fremgangsmåde:
Smelt smør/becel og miks med kærnemælken. Smuldr da gær heri. Tilsæt sukker og salt og rør sammen.
Rør da halvdelen af melet i, så dejen er som en tyk grød. Den grofthakkede chokolade tilsættes da og æltes godt sammen med dejen. (Det er vigtigt, at chokoladen er virkelig grofthakket, da det giver noget helt specielt at støde på store stykker chokolade, når bollen nydes.)
Ælt da resten af melet i, indtil dejen er mættet, men stadigvæk let klistret Ælt i hånden i ca. 10 minutter. Sæt da dejen til hævning under en fugtigt klæde ved stuetemperatur i 1 time.

Efter hævningen formes bollerne så store, som de nu ønskes. Jeg lavede dem ret store, og jeg fik 12, men ellers er ca. 14 stk. fint. Sæt bollerne på bageplader og lad dem efterhæve 30 minutter.
Pensl da bollerne med sammenpiskes æg eller kærnemælk.

Bag bollerne i ca. 12 minutter ved 200 grader almindelig ovn. De skal være gyldne. Nydes enten varme eller kolde med lidt smør.

Energiindhold: ca. 1100 kJ pr. 100 g.

tirsdag den 13. november 2012

Er jeg død af paleo?

Nej, jeg lever endnu!

Jeg har simpelthen bare haft så pokkers travlt, så der har ikke været så meget tid til hverken bloggeri eller de store køkkenkunstner. Hov, men bare fordi jeg har været en dårlig blogger, skal I da ikke snydes for at høre, hvordan hele paleoforløbet endte. Nu har min søde veninde Line også snart efterlyst mange gange at få en konklusion. (Undskyld Line!)

Konklusion på paleoforsøg
Jeg var på paleodiæt i 8 dage, og det var faktisk ret spændende at prøve, for jeg kunne virkelig mærke ændringer på min krop - både positive og negative.
Jeg indtog automatisk færre kalorier, fordi jeg ikke var så sulten, når man propper sig med så meget protein, som også virkede appetitregulerende. Det er selvfølgelig positivt, hvis man gerne vil tabe sig, og det er ens formålet med paleo.
Det bliver dog en smule kedeligt i længden, hvis man ikke er god til at lave fx store portioner af aftensmaden, så man kan få rester til middagsmad. Derfor skal man være ret god til at planlægge både indkøb og madlavning for at gøre det spændende - synes jeg i hvert fald. Jeg endte med at få optøede frosne grøntsager med tun 3 dage i træk til middag, fordi der ikke var rester, og der fik jeg virkelig nok tun til sidst :-)
Dertil må jeg sige, at da jeg godt kan lide at leve vegetarisk nogle dage, kan det også godt være lidt svært at få det proppet ind, når den "rene" paleo også udelukker bælgfrugter og bønner.
Jeg vænnede mig dog mere og mere til det madmæssigt i løbet af ugen, og det var da også sjovt, når det kunne ses på vægten, og det gode var, at jeg ikke rigtig havde lyst til søde sager - jeg har dog på fornemmelsen, at det lige så meget var, fordi jeg havde sat mig for at leve helt efter bogen.

Træning: jeg har trænet til halvmarathon og har derfor fulgt et løbeprogram. Da jeg var på paleodiæten, kunne jeg helt klart mærke, at den ikke passede så godt sammen med min træning, som min normale kost gør. Jeg havde ikke nær så mange kræfter og kunne ikke løbe lige så hurtigt, hvilket frustrerede mig ret meget, da jeg gør en del op i det. Det var nok en af de største grunde til, at jeg ikke blev ved ud over de 8 dage. Jeg ville simpelthen ikke have, at det skulle gå ud over min halvmarathon, som jeg skulle løbe 14 dage senere. (Det endte det heldigvis ikke med at gøre, da jeg hoppede tilbage på almindelig mad og fik energi igen.)

Ja, derfor er paleo nok ikke lige mig i længden, men jeg synes, det er en rigtig fin ide at skære ned på kulhydraterne her og der, men det vigtigste er, at man kun gør det, hvis det er det rigtige for en selv. Paleokost er helt sikkert rigtig fint for nogle mennesker, men jeg følte bare ikke, det gik hånd i hånd med min løbetræning, og helt modsat mange andre var min faktisk ret oppustet efter hvert måltid, hvilket ikke var så rart. Jeg kan derfor sætte kryds ved at have prøvet paleo, og det er sjovt at mærke på egen krop, så derfor fortryder jeg ikke, selv om det ikke er noget, jeg vil fortsætte. :-)

mandag den 22. oktober 2012

Paleo style - dag 6

Med spinning og luft i maven.

Scrambled eggs med chorizopølse og stegt peberfrugt. Mmm..
Super god dag med masser af energi til spinning fra morgenstunden lige med en banan i maven og så fuld fart på cyklen. Da jeg kom hjem, lavede jeg scrambled eggs med stegt peberfrugt og chorizopølse til morgenmad, og jeg må indrømme, at jeg godt nok er blevet ret glad for kombinationen af æg, grøntsager og lidt kød. Det er indtil videre klart den bedste paleomorgenmad for mig.

Til frokost var der skønne rester i form af kylling og rodfrugter, og det mættede smadder godt, så eftermiddagen bød bare på et supplement med et par æbler.

Aftensmaden var hjemme hos min far, hvor vi fik tykstegsbøffer med salat og rodfrugter.

Status dag 6: lørdag
Rigtig god dag med fin energi, mæthed, men dog rigeligt med luft i maven om aftenen - måske det skyldes det æble og den banan, der lige blev guflet til tv'et. Jeg er kommet mere og mere ind i en god rytme og har vænnet mig til, at måltiderne ikke hedder brød og yoghurt, selv om en omgang græsk yoghurt med honning og lidt ruggryn kunne være fristende af og til :-)

lørdag den 20. oktober 2012

Paleo style - dag 5



Med intervalløb og en tilfredshedsfølelse :-)


Endnu en dag blev overlevet med stenalderkost, og igen gik det faktisk rigtig fint. Det var en lang dag på universitetet fra 9-17, så jeg måtte få planlagt lidt mad, så jeg ikke endte med at gå helt død.
Til morgenmad lagde jeg derfor ud med et æg som røræg, to skiver parmaskinke og en peberfrugt stegt på panden. Det blev suppleret med en appelsin, og så var jeg uden problemer mæt indtil frokosttid.
Frokosten var en dåse tun i vand med 225 g. rødbedesalat. I løbet af eftermiddagen spiste jeg også en appelsin og en banan, og da jeg kom hjem, tog jeg også lidt ærter. Jeg skulle nemlig løbe intervalløb (ifølge mit løbeprogram), så jeg tænkte, at det nok var smart lige at få lidt mad inden, for aftensmaden blev rimelig sen.
Aftensmaden bestod af bagte rodfrugter i form af persillerod, rødbeder og gulerødder med hvidløg og masser af krydderier. Sammen med det fik vi kylling. Mmm..

Status dag 5: fredag
Hurraaa, træningen gik bare smadder godt, synes jeg. Jeg løb 1 minuts intervaller mellem 12,5 km/t og 15 km/t og til sidst pressede Jakob mig lige op på 17,5 km/t i 30 sekunder - hold da op, der kunne mine ben næsten ikke følge med!!
Jeg har været lidt bange for, om paleokosten gik ud over min træning, fordi jeg jo løber meget, og det er nemt at få for lidt kalorier, fordi maden bare mætter rigtig godt. Jeg blev dog ret glad efter træning, fordi det var gået godt, og jeg har også haft fint med energi i løbet af dagen.
Ja, og så har jeg heldigvis også været mæt hele tiden, når jeg har suppleret med frugt og grøntsager som mellemmåltider.
Hvad med trangen til sødt? Ja, den har faktisk ikke været der, synes jeg, og det er jo ret fantastisk. Om det er rent mentalt, fordi jeg har været så fokuseret på paleokosten, eller om det virkelig har været kosten, ved jeg ikke, men det er rart lige meget hvad.
Nu mangler jeg nu 2 dage, så har jeg gennemført første forsøg "Paleokost i en uge". :-)

fredag den 19. oktober 2012

Paleo style - dag 4

Desværre en dag uden billeder af maden.

Jeg vidste , at der var rester til madpakken, så der var ikke så meget morgenstress. Morgenmaden blev til en omgang røræg med parmaskinke og rød peberfrugt. Det var lige mig i morges at få lidt grøntsager og kød sammen med æggene, så æg ikke var hovedingrediensen.

Frokosten bestod, som nævnt, af resterne fra aftensmaden, hvilket vil sige rødbedesalat og hakkebøffer. Om formiddagen var der blevet guffet et æble og en lille klase vindruer, og eftermiddagen bød også på æble og clementin.

Aftensmaden var laks med stegte jordskokker og løg samt spidskålsalat. Smadder lækkert forresten!

Status dag 4: torsdag
Alt i alt synes jeg faktisk, det har været en rigtig god dag, og jeg har hverken været sulten, træt eller haft ondt i hovedet. Jeg er begyndt at vænne mig mere til, at mellemmåltider består af grønne ting og sager, men jeg må nok indrømme, at jeg stadigvæk har på fornemmelsen, at jeg kommer til at savne skyr/græsk yoghurt til morgenmad. Jeg er og bliver mere et yoghurtmenneske end et æggemenneske, til trods for at scrambled eggs faktisk var et hit sammen med parmaskinke og peberfrugt til morgenmaden.
Dag 4 er klaret, og det er altså ret tydeligt på vægten, at jeg har holdt mig fra de søde sager og brød. (Måske lidt skræmmende meget på kun 3 dage).

torsdag den 18. oktober 2012

Paleo style - dag 3

Nu med mere kreativitet.

Bananomelet med honning og bær.
Hurra for denne morgenmad! Jeg har nu fundet ud af, at det virkelig er en god ide at mikse banan og æg, for sødmen fra bananen gør, så det faktisk ikke er æggesmagen, der er mest gennemtrængende, og det er lige mig. :-)

Bananomelet med honning og bær
1 banan
1-2 æg (alt efter sult og menneskestørrelse)
1 tsk. honning
Ca. 70 g. blandede frosne bær

Bananen moses og blandes med æggene og evt. lidt vand. Det hele vendes ud på en pande og steges. Det er ikke sikkert, omeletten bliver flot, for det er lidt svært at få til at hænge sammen, men så bliver det bare scrambled banana eggs. De frosne bær tøs op i mikroovnen og serveres sammen med bananomeletten, der også får lidt honning ud over sig.

Til frokost stod den på resterne af paleopizza sammen med en appelsin og en banan.
Aftensmaden bøde på denne rødbedesalat dog med æbler i stedet for pærer samt gode hakkebøffer.
Da jeg skulle se Desperate Housewives, blev jeg nødt til at lave lidt hygge, som i ægte paleo style kom til at bestå af en smoothie med frosne hindbær, banan og en spsk. af det tykke fra toppen af en dåse kokosmælk.

Status dag 3: onsdag
Jeg har været fint mæt i løbet af dagen, men jeg kan mærke, at jeg altså ikke kan gå fra morgenmad til frokost uden noget mad, så den må stå på lidt frugt om formiddagen.
Jeg var i fitnesscenteret for at løbe, og jeg må indrømme, at jeg var ret skuffet over mig selv, da jeg slet ikke følte, jeg kunne løbe lige så stærkt, som da jeg løb det samme program i sidste uge. Jeg ved ikke, om det har noget med kosten at gøre, (det mener Jakob), men det kan selvfølgelig også være alt muligt andet. Jeg kom dog til at tænke lidt mere over, at det virkelig er vigtigt, at jeg får nok energi igennem kosten, når jeg er på paleodiæt.
Om aftenen var vi begge to trætte rimelig tidligt. Status må derfor være, at det er gået fint, og jeg har faktisk ikke haft lyst til søde sager eller noget, jeg er dog blot blevet opmærksom på, at det er rimelig nævnt at få for  få kalorier, når jeg også træner meget.