søndag den 6. november 2011

Perlespeltrisotto med rødbede og Schwarzwälderskinke

Efter en dag i skiundertøj med læsning og projektskrivning, skulle der laves en god omgang mættende og spændende aftensmad. Jeg fandt opskriften for noget tid siden på nettet (et eller andet dameblad, jeg kan ikke huske hvilket), og jeg må proklamere over for alle - VIRKELIG anbefalelsesværdig!
Jeg var selv ret tilfreds med min madlavning i dag og ikke mindst min timing af alt i køkkenet og intet stress. Jeg plejer ellers hurtigt at kunne løbe lidt rundt om mig selv, men alt gik bare nemt og klappede. Det skal så også siges, at der findes sværere opskriften, men det gik hurtigt, var lidt fancy og smagte super duper, så hvad kan man mere forlange. Jo, så blev der endda også til madpakker i morgen, selvom Smølfen spiste sig lidt overmæt! :-D (Han blev dog lige pludselig voldsomt frisk og meget mindre mæt, da jeg luftede ordene "noget hyggeligt" til Borgen, hvilket betyder, at der står lidt godter på programmet om lidt.)
Uhm, så er der serveret.
Ingredienser (4 personer):

(1 løg, men det havde jeg ikke)
2 spsk. olivenolie
300 g perlespelt eller perlebyg
1 liter kogende hønsebouillon
1 dl Milda madlavningsfløde 4 %
1 dl friskreven parmesan + evt. lidt til pynt
300 g rødbeder
1 spsk. olivenolie
Salt
½-1 tsk. stødt spidskommen
100 g schwarzwälderskinke/parmaskinke
Basilikum eller bredbladet persille til pynt

Fremgangsmåde:
Skræl rødbederne, og skær dem i 1 x 1 cm tern. Vend dem i 1 spsk. olivenolie, salt og spidskommen, og bred dem ud på bagepapir. Steg dem i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 20 min.
Steg skinken sprødt, og afdryp dem på køkkenrulle.
Hak løget og svits det i olien, uden at det tager farve. (Jeg havde, som skrevet, ikke et løg, så jeg sprang dette trin over, og det gjorde ingenting.) Kom perlespelten i, og svits kort igen. Tilsæt 2 dl kogende bouillon ad gangen, efterhånden som det suges ind i kornene. Fortsæt på samme vis med resten af suppen. Giv kornene i alt ca. 25 min. (Det passer nogenlunde med, at rødbederne er færdige i ovnen lige før risottoen, hvis rødbederne sættes ind ved påbegyndelse af risottoen.)
Vend fløde og 1 dl parmesan i.
Fordel rødbederne over risottoen sammen med basilikum/persille, skinke og evt. lidt ekstra parmasan.


Energiindhold: ca. 450 kJ pr. 100 g.
Den skønne ret lidt tættere på - sikke en fin farve den fik :)

2 kommentarer:

  1. Mmm.. ser lækkert ud! Jeg kan nikke genkendende til søndag i skiundertøj (eller noget lignende - for jeg har ikke noget skiundertøj;) afsluttende med Borgen og lidt godter:) Jeg var dog også i biffen med min mor og fik set kvinderne på sjette - du vil elske den! Vi må se den sammen en dag når den kommer ud på dvd:)

    SvarSlet
  2. Uh, det vil jeg glæde mig til Line. Det var godt, du fik set filmen med din mor, når jeg var nu i stress-mode :-)

    SvarSlet