torsdag den 26. maj 2011

Banan- og karamelmuffins á la mmmm...

Se hvor de skinner - det er karamelglasuren :-)
Ovenpå den første eksamen dette semester, skulle der slappes lidt af her til aften, og da jeg kom til at foreslå en omgang muffins, lyste Smølfens øjne SÅ meget, at jeg umuligt kunne trække mit tilbud tilbage :-)
Jeg prøvede at bage den banan- og karamelkage, som jeg tidligere har bagt - bare som muffins. Dermed kan jeg nu fortælle jer, at kagen også er en kæmpe succes som muffins, og selvom det er mindre end en time siden, de kom ud af ovnen herhjemme, er der godt nok allerede forsvundet nogle stykker. Jeg har fået at vide at vide, at jeg virkelig skal huske, hvordan jeg bagte dem, så derfor ridser jeg lige mine ændringer op i det her indlæg i forhold til, hvordan jeg bagte kagen sidste gang.

  • Kun 50 g. smeltet smør (og intet fromage frais)
  • Kun de 125 g. hvedemel
  • Kun 50 g. mælk
  • 40 g. chokolade
  • Ca. halv portion glasur eller lidt under. Jeg kom til at lave en hel portion, og det var alt, alt for meget.

onsdag den 25. maj 2011

Uhhh, meget mæt mave!


Uh, da jeg gik ind på www.madblogs.dk i går aftes, blev jeg simpelthen nødt til at logge ud igen, for jeg var simpelthen så mæt, så jeg ikke kunne se mere på mad. Jeg havde været på Pingvin i Aalborg med mit arbejde, hvor jeg måske ikke skulle have spist helt op. Vi fik en Maxi Tapas til hovedret med 6 små retter, og en Dessert Tapas med 3 små desserter bagefter.


Hovedretten bestod af: 1) Mousse af varmrøget Laks, rygeost og krydderurter, 2) Confit af And, sprængt med rosmarin, enebær og oliven, 3) Pestomarineret Carpaccio af okseinderlår med pinjekerner, basilikumolie og parmesan, 4) Asparges bagt med lufttørret skinke, drysset med parmesan, 5) Braiseret Lammeculotte serveret med mos af kartofler, lammesky og urter, 6) Bruchetta med pinjekerner og mozzarella, bagt peberfrugt og ruccola.


Desserten bestod af: 1) Chokoladekage med limeskum, 2) Kokos-is serveret på peanutkagebund, 3) Mazarintærte med kanel-creme fraiche og ristede nødder.

Det var alt for meget mad, men desserten - specielt chokoladekagen - var simpelthen så god, så jeg ikke kunne lade være med at spise den. :-) Pingvin kan i hvert fald klart anbefales - det er også en rigtig hyggelig restaurant.

lørdag den 21. maj 2011

Dejlig dag - tilsat lidt brændt bagværk

Meget færdige kammerjunker! :-)
Som en god lørdag morgen stod den på træning i morges (step og stram op), og da jeg så kom hjem, ringede Jakob, om jeg ikke kom ud med madpakke til ham på hans posttur, for maven var helt tom. Jeg var ikke nået i bad efter træning, så jeg tog løbeskoene på igen og fik en knap 5 km's tur ud af det med madpakke i hånden halvdelen af tiden. Lidt tosset, men egentlig ret hyggeligt at løbe ud med mad til posten :-)

I køleskabet lå nogle Levevis kyllingepølser, som skulle bruges, så derfor satte jeg i gang med at bage pølsehornefter den opskrift, som jeg tidligere har postet - dog bare med speltmel (og lidt mere af det) i stedet for grahamsmel. Imens de hævede, lavede jeg en omgang kammerjunker - eller det vil sige, jeg gik i gang med at lave dem, og nu kommer den gode del af historien! Jakob var træt efter sin posttur, så han lå og sov på sofaen, mens jeg bagte. Jeg instruerede ham meget nøje - synes jeg i hvert fald - i, at når bipuret bippede, skulle han sætte pølsehornene ind i ovnen og give dem 10 minutter. Det forstod han helt klart, virkede det til.
Da jeg kom hjem fra Føtex og åbnede døren, kunne jeg godt lugte, at der var gået et eller andet galt inde i lejligheden - MEGET brændt lugt!
Historien lød således: "Uret ringede, Jakob tumlede ud af sofaen, og det første han ser, er en plade kammerjunker (OBS! De var bagt og færdige!) Han tænkte, at det måtte da være dem, der skulle ind i ovnen, og han lagde ikke mærke til, at de allerede var færdige. Da der så var gået 10 minutter, var kammerjunkerne helt sorte og mere end færdige - og pølsehornene var stadigvæk ubagte!
Smølfen var ikke helt stolt af situationen, men pyt det går jo nok - lidt spilt arbejde, men en sjov situation, og heldigvis var det kun den ene plade kammerjunker, der fik "lidt" for meget, for den anden plade havde han heldigvis ikke opdaget :-)

Uh, nu skal vi snart i biografen og se King's Speech - det bliver godt!

fredag den 20. maj 2011

Hvedeknopper á la Go'Morgen Danmark

Ristet hvede - namme nam!
Jeg var helt vildt i bagehumør i går og havde lige et par timer i overskud, så hvad var mere oplagt end en omgang hveder. Det var første gang, jeg skulle bage hveder, så jeg håbede virkelig på, at jeg kunne få dem til at smage rigtigt - og ikke mindst se rigtige ud - OG DET LYKKEDES!! :-D
Opskriften er fra Go'Morgen Danmark, hvor Bager-Ole lavede hveder.

Ingredienser (20 stk.):
50 g. flormelis
10 g. salt
50 g. gær
1 æg
75 g. smør
5-10 g. kardemomme
2½ dl lunkent vand
550-600 g. hvedemel

Fremgangsmåde:
Alle ingredienserne blandes, og dejen æltes blank og smidig i cirka 6-10 minutter. Der kan hældes lidt olie ned i siden af skålen, så bliver dejen lettere at arbejde med bagefter, og den hænder ikke i bordet - dette skal kun gøres, hvis man ikke har et stålbord, for det har jeg ikke. (Godt tip fra Bager-Ole, som virkelig gjorde det let for mig.) Dejen hæver herefter et lunt sted i 15-20 minutter.
Form 20 boller og sæt dem tæt på en bageplade. Bollerne efterhæver 45-60 minutter et lunt sted under et fugtigt klæde.
En bageplade med lidt vand sættes ind på nederste rille under bollerne, som skal være i midten af ovnen. Så hæver bollerne under damp og bliver mere luftige og får en fin overflade. (Dette stod ikke i opskriften, men i mange andre opskrifter, og jeg tror, det har givet pote.)
Bollerne bages 15-20 minutter ved 200 grader. (Mine skulle ikke have mere end 15 minutter på varmluft.) 


Når bollerne er afkølet, skæres de igennem. Skiverne ristes i cirka 5 minutter ved 225-230 grader. Mmm..

Energiindhold: ca. 1220 kJ pr. 100 g.

tirsdag den 17. maj 2011

Pirogger med kødfyld á la rester

En af de færdige pirogger med råkostsalat.
Jeg lod mig friste af en lille kogebog i Føtex den anden dag - "Fuldkorn - der frister" til kun 29 kr., og der var en rigtig fin opskrift på pirogger med kødfyld. Super god ide til at bruge en rest kødsovs eller andre rester med hakket kød! I mit fyld var der hakket oksekød 3-6 %, gulerødder, ærter, lidt salam oelek og ketchup. Det vejede cirka 340 g., så jeg lavede kun en halv portion af opskriften i bogen.

Ingredienser ca. 10 stk.:
Dej
2 dl. mælk
25 g. gær
½ spsk. flydende fedtstof
0,75 tsk. salt
187 g. rugmel (ca. 3 1/4 dl)
ca. 150 g. hvedemel (ca. 2½ dl) (jeg brugte kun 85 g.)
Pensling
1 æg


Fremgangsmåde:
Mælken lunes, og gæren røres ud i den. De øvrige ingredienser tilsættes, hold lidt af hvedemelet tilbage. Dejen æltes godt igennem. Den dækkes til og stilles til hævning et lunt sted i ca. 45 min.

Dejen slås ned og deles i 10 lige store portioner. Hver dejklump rulles ud til en cirkel på ca. 15 cm. i diameter (eller hvad man lige føler for). Ægget piskes sammen, og kanterne på dejcirklerne pensles.
Fyldet fordeles på den ene halvdel af dejen, der derefter foldes sammen, så fyldet lukkes inde. Kanterne trykkes sammen med en gaffel. Piroggerne lægges på en bageplade med bagepapir og efterhæver i ca. 15 min.
De pensles og bages ved 200 grader i ca. 15 min. på midterste ovnrille i varmluftovn. Piroggerne afkøles på en bagerist.

Piroggerne kan både bruges som frokost, aftensmad eller som madpakke, og de kan sagtens fryses.

Energiindhold (med mit fyld): ca. 895 kJ pr. 100 g.

  • 1 stk. vejer ca. 65-70 g. = ca. 600 kJ

søndag den 15. maj 2011

Banan- og karamelkage á la Fairtrade

Mmm, se karamellen ude i siden - den er fantastisk!
Opskriften er fra min Fairtrade kogebog, som jeg er blevet vildt glad for - dog lavede jeg lidt om i opskriften, så jeg skriver mine ændringer i parentes bagefter.

Ingredienser:
125 g. mel (jeg tilføjede 90 g. yderligere, da jeg synes dejen var lidt tynd)
3 tsk. bagepulver
125 g. sukker
1 æg
1 moset banan
2 1/4 dl mælk (evt. lidt mindre, hvis der kun kommes 125 g. mel i)
Kornene af ½ vaniljestang
100 g. smeltet smør (jeg brugte kun 50 g. + 50 g. fromage frais)


Pynt (karamelglasur)
115 g. brun farin
1 spsk. honning
1½ dl kogende vand

Fremgangsmåde:
Sigt mel og bagepulver i en stor skål og rør sukkeret i.
Bland æg, moset banen, smeltet smør/fromage frais, vanilje* og mælk, og hæld det i melblandingen.
Hæld blandingen i en tærteform (1,5 liter). Stil formen på en bageplade. Derefter laves pynten.
Kom brun farin, honning og 1½ dl kogende vand i en gryde, og bring det i kog.
Dryp saucen hen over kagen, og stil den i ovnen.
Bag den i 30-40 minutter på 180 grader varmluft.
(Jeg har set flottere kager, da saucen lidt lagde sig ude i siden, da kagen hævede, men hold da op - den smagte himmelsk, synes vi begge to her i hytten. Jeg tror forresten også, kagen vil være god som muffins.)

Energiindhold: ca. 950 kJ pr. 100 g.

  • Bestemt ikke den mest usunde kage, og den er meget nem at lave

Stilhed før storm i blogland

Jeg ved godt, der har været lidt stilhed på bloggen de sidste dage, men jeg har ikke fået kokkereret det vilde eller haft andre gode historier. Den har mest stået på klassiske retter som æggekage og tortilla wraps med oksekødsfyld, og så jeg har arbejdet en del med bachelorprojekt - men nu er det også færdigt. :-) Når jeg har holdt fri efter projektskrivning, havde jeg mest lyst til at give den gas med at løbe eller steppe, så derfor blev spændende madlavning nedprioriteret lidt.

I dag har jeg så taget revanche og haft store hygge-trænings- og bagedag, så nu har jeg endelig noget at dele med jer allesammen.
Jeg gik amok med træning i morges med en omgang Stram Op og Step 1½ i Fitness World. Da jeg så kom hjem, lokkede Jakob mig med ud på en løbetur i regnvejr, selvom jeg er meget skeptisk over for regn, men det viste sig at være super hyggeligt, og der regnede kun lidt heldigvis. Jeg må nok indrømme, at jeg var lidt "brokke", før jeg blev overtalt, men jeg har indset, at jeg altid er glad for at lade mig overtale. :-) Med en god start på dagen og tre omgange motion inden frokost, skulle det nok blive en god dag. Min plan var at gå bage-amok, for hvad er hyggeligere end at bage i regnvejr. Det blev til banan- og karamelkage á la Fairtrade og pirogger med kødfyld á la rester. Jeg smider lige opskrifterne i nogle andre indlæg. :-)

Konklusion på dagen: søndag er en dejlig dag - selv i regnvejr!

tirsdag den 10. maj 2011

Himmelske kammerkager

Nybagte "kammerkager".
Kammerkager - eller det vil sige kammerjunker, som andre kalder dem. Vi er begyndt at kalde dem kammerkager, fordi ingen kan benægte, at sundhedsværdien af kammerjunker er noget nær den samme som en kage. Derfor kan jeg dog ikke benægte, at den smager skønt i koldskål! Jeg er forresten også blevet helt vild med at spise koldskål med jordbær, men desværre rækker budgetten ikke til at købe jordbær hver dag hele sommeren, selvom jeg uden tvivl sagtens kunne spise det :-)
Jeg har set opskrifter  hos MissMuffin, men jeg endte dog med at putte lidt mere mel i og også få lidt flere "kammerkager" ud af det.

Ingredienser ca. 80 stk.:
Ca. 165 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
3 tsk. vaniljesukker
40 g. sukker
40 g. smør (jeg bruger kærgården fedtreduceret)
1/4 dl skummetmælk
1 æg

Fremgangsmåde:
Sukker, mel (put ikke det hele i endnu), bagepulver og vanilje blandes. Herefter smuldres smøret i, og massen samles med æg og mælk. Her skal der tilsættes mel, så det passer, og dejen ikke klistrer alt for meget.
Form herefter den bløde dej til små kugler og læg dem på bagepladen. Kuglerne trykkes let flade.
Bag dem 8 min. ved 200 grader - de skal stadig være lyse.
Tag dem herefter ud og halver  dem. De lægges med snitfladen opad og bages i yderligere 6 min., indtil de er gyldne og sprøde.
De skal være helt kolde, før de kommes i en kagedåse.

Meget nemt og billigt, og min Smølf siger, at de er 100 gange bedre end de købte, så det er jo dejligt :-)

Energiindhold: ca. 1650 kJ pr. 100 g

  • 1 stk. vejer ca. 3-4 g.
  • Energiindholdet er lidt lavere end i Karen Volfs kammerjunker med 8 % fedt.

søndag den 8. maj 2011

Førevaremarked i Nordkraft

Jeg er kommet lidt bagefter med mine blogindlæg, for når jeg ikke skriver bachelorprojekt lige for tiden, træner jeg og nyder det gode vejr, så om aftenen efter aftensmaden, når jeg aldrig at få tændt computeren igen, og dagen efter er det op og i gang igen :)
Selvom fødevaremarkedet i Nordkraft var i går lørdag den 7/7, og jeg ikke fik blogget om det lige efter, så bliver jeg lige nødt til at smide en kommentar alligevel, for jeg fik købt et par ret fine ting.

Markedet var ikke kæmpe stort, men det er også begrænset, hvad der kan være i Kedelhallen i Norkraft, men der var da et par slagtere, fiskehandlere, bagere og andre små sjove stande. Blandt andet Frugthaven, hvor jeg fik købt æblemost uden nogen form for tilsætningsstoffer, og uhm det smager godt! Man kunne vælge imellem to forskellige æblesorter - Elstar og Aroma.

(Jeg fik også købt lidt chokolade fra Aalborg Chokoladen, men schhh det er stadigvæk en hemmelighed hjemme hos os, så det er gemt væk til en hyggelig stund. ;-) Jeg håber ikke, Smølfen læser min blog i dag!)

Kyllingefrikadeller med kartofler

Min mors opskrift siger godt nok kalkunfrikadelle, men mine bliver altså med hakket kyllingekød i stedet for, og det er også fortræffeligt :-) Vi fik frikadellerne sammen med en omgang kartoffelmos, og så var der endda også frikadeller til frokost næste dag.
Meget kreativt billede med Jakobs ketchup blandet med all-around krydderi :)

Ingredienser:
450 g. hakket kyllingekød 3-6 %
Ca. 200 g. revet kartoffel
1 æg
2 spsk. mel
½ dl skummetmælk
1 løg (størrelsen afhænger af, hvor meget man er til løg)
Salt, peber og revet muskatnød

Fremgangsmåde:
Alle ingredienserne blandes sammen og røres godt sammen. Det stilles herefter i køleskabet i ca. ½ time, inden frikadellerne steges i lidt olie.
Meget nemt og meget godt!

Energiindhold: ca. 535 kJ pr. 100 g.

onsdag den 4. maj 2011

Kokosmuffins á la Mor

Så blev det igen tid til at kigge i mors opskrifter, fordi jeg lige havde et ledigt øjeblik, hvor der skulle hygges og slappes lidt af med at bage :) Denne gang blev det til en omgang kokosmuffins, som min mor altid lavede, og ALLE elskede dem!
PRØV DEM, PRØV DEM - det er bestemt ikke de sundeste kager i verden, men det er det hele værd, og de er super nemme at lave. :-)

Opskriften er forresten en gammel læseropskrift fra Ude&Hjemme, hvor læseren vandt en blender fra Moulinex for sin opskrift på kokosmuffins. Det er da lidt sjovt! :-)

Ingredienser (ca. 13 rimelig store muffins):
2 æg
2 dl sukker
2 tsk. vaniljesukker
125 g. smør/margarine
3/4 dl mel
4 dl kokosmel
50 g. nødder (jeg brugte hasselnødder)
100 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde:
Æg og sukker piskes godt sammen.
Fedtstoffet smeltes og røres i æggemassen skiftevis med mel og kokosmel.
Nødder og chokolade hakkes og røres i dejen.
Dejen kommes i muffinsforme, der fyldes 3/4 op.
Kagerne bages ved 200 grader i 10-15 minutter i varmluftsovn. Mine fik 15 minutter.

Energiindhold: ca. 2200 kJ pr. 100 g.

  • Pr. muffin (45-50 g. i silikoneform) = 1000 kJ
  • Men de er alt energien værd, synes jeg (og Jakob)!

mandag den 2. maj 2011

Hurtige Smølfine med de korte ben!

I Form Kvindeløb Aalborg 2011 = bedste 5 km-resultat for Smølfine! :)
5 km på 24 minutter og 9 sekunder, hvilket er en gennemsnitshastighed på 12,4 km/t - det kan jeg vist godt være stolt af. Jeg var faktisk så stolt, så jeg næsten ikke snakkede om andet resten af dagen, og Jakob roste mig adskillige gange i timen - kæmpe optur!
Mit mål var bare at løbe på under 25 minutter, og det fik jeg i hvert fald gjort. Jeg har trænet rigtig meget på det sidste - næsten hver dag, men jeg har ikke kun løbet, men også steppet, spinnet og gået til nogle forskellige styrkehold i Fitness World. Jeg har dog også løbet en del intervalløb, og det har virkelig givet pote.

Nå, jeg ville også bare lige dele min succesoplevelse med andre, fordi jeg er så glad så glad. Hvis der er andre, der har gode eller mindre gode løbeoplevelser, så fortæl endelig om det :)