tirsdag den 17. maj 2011

Pirogger med kødfyld á la rester

En af de færdige pirogger med råkostsalat.
Jeg lod mig friste af en lille kogebog i Føtex den anden dag - "Fuldkorn - der frister" til kun 29 kr., og der var en rigtig fin opskrift på pirogger med kødfyld. Super god ide til at bruge en rest kødsovs eller andre rester med hakket kød! I mit fyld var der hakket oksekød 3-6 %, gulerødder, ærter, lidt salam oelek og ketchup. Det vejede cirka 340 g., så jeg lavede kun en halv portion af opskriften i bogen.

Ingredienser ca. 10 stk.:
Dej
2 dl. mælk
25 g. gær
½ spsk. flydende fedtstof
0,75 tsk. salt
187 g. rugmel (ca. 3 1/4 dl)
ca. 150 g. hvedemel (ca. 2½ dl) (jeg brugte kun 85 g.)
Pensling
1 æg


Fremgangsmåde:
Mælken lunes, og gæren røres ud i den. De øvrige ingredienser tilsættes, hold lidt af hvedemelet tilbage. Dejen æltes godt igennem. Den dækkes til og stilles til hævning et lunt sted i ca. 45 min.

Dejen slås ned og deles i 10 lige store portioner. Hver dejklump rulles ud til en cirkel på ca. 15 cm. i diameter (eller hvad man lige føler for). Ægget piskes sammen, og kanterne på dejcirklerne pensles.
Fyldet fordeles på den ene halvdel af dejen, der derefter foldes sammen, så fyldet lukkes inde. Kanterne trykkes sammen med en gaffel. Piroggerne lægges på en bageplade med bagepapir og efterhæver i ca. 15 min.
De pensles og bages ved 200 grader i ca. 15 min. på midterste ovnrille i varmluftovn. Piroggerne afkøles på en bagerist.

Piroggerne kan både bruges som frokost, aftensmad eller som madpakke, og de kan sagtens fryses.

Energiindhold (med mit fyld): ca. 895 kJ pr. 100 g.

  • 1 stk. vejer ca. 65-70 g. = ca. 600 kJ

Ingen kommentarer:

Send en kommentar