fredag den 20. maj 2011

Hvedeknopper á la Go'Morgen Danmark

Ristet hvede - namme nam!
Jeg var helt vildt i bagehumør i går og havde lige et par timer i overskud, så hvad var mere oplagt end en omgang hveder. Det var første gang, jeg skulle bage hveder, så jeg håbede virkelig på, at jeg kunne få dem til at smage rigtigt - og ikke mindst se rigtige ud - OG DET LYKKEDES!! :-D
Opskriften er fra Go'Morgen Danmark, hvor Bager-Ole lavede hveder.

Ingredienser (20 stk.):
50 g. flormelis
10 g. salt
50 g. gær
1 æg
75 g. smør
5-10 g. kardemomme
2½ dl lunkent vand
550-600 g. hvedemel

Fremgangsmåde:
Alle ingredienserne blandes, og dejen æltes blank og smidig i cirka 6-10 minutter. Der kan hældes lidt olie ned i siden af skålen, så bliver dejen lettere at arbejde med bagefter, og den hænder ikke i bordet - dette skal kun gøres, hvis man ikke har et stålbord, for det har jeg ikke. (Godt tip fra Bager-Ole, som virkelig gjorde det let for mig.) Dejen hæver herefter et lunt sted i 15-20 minutter.
Form 20 boller og sæt dem tæt på en bageplade. Bollerne efterhæver 45-60 minutter et lunt sted under et fugtigt klæde.
En bageplade med lidt vand sættes ind på nederste rille under bollerne, som skal være i midten af ovnen. Så hæver bollerne under damp og bliver mere luftige og får en fin overflade. (Dette stod ikke i opskriften, men i mange andre opskrifter, og jeg tror, det har givet pote.)
Bollerne bages 15-20 minutter ved 200 grader. (Mine skulle ikke have mere end 15 minutter på varmluft.) 


Når bollerne er afkølet, skæres de igennem. Skiverne ristes i cirka 5 minutter ved 225-230 grader. Mmm..

Energiindhold: ca. 1220 kJ pr. 100 g.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar