søndag den 23. september 2012

Speltbrød med yoghurt og speltkerner

Nogle weekender går der bare "dej og brød" i den :-)

Lækkert speltbrød med udgangspunkt i Rikke Bergs "Byens bedste brød".

Når der går bageri i den, så kommer der lidt forskelligt ud i den anden ende, og denne gang endte det med et speltbrød. Jeg vil dog lave det lidt højere en anden gang, for jeg formede det næsten  lavt, at der ikke kan være marmelade eller noget derpå, og det dur jo ikke. :-) Opskriften kan både laves med sigtet speltmel og fuldkornsspeltmel - alt efter hvor groft det skal være.

Ingredienser (ét stort eller to små):
1 dl. yoghurt naturel
3½ dl. vand
25 g. gær
1 spsk. mørk sirup
2 tsk. salt
150 g. speltkerner (fås bl.a. i mærket Skærtoft Mølle)
650 g. fuldkornsspeltmel (opskriften siger 800 g. speltmel, men jeg synes, det blev alt for meget)

Fremgangsmåde:
Vand, yoghurt, sirup og gær røres sammen i en skål og tilsættes salt. Kom herefter speltkernerne og melet i.
Ælt dejen godt igennem i 10-15 minutter (evt. i røremaskine, hvis man ejer det). Lad herefter dejen hvile under et viskestykke i ca. 30 minutter.

Form dejen til ét stort eller to små brød og læg dem i brødkurve drysset med rigeligt mel eller blot på en bageplade.
Lad brødene hæve i ca. 3 timer.

Forvarm almindelig ovn til 250 grader med en bradepande i bunden.
Sæt brødene ind og hæld 1 dl. vand i bradepanden. Sluk ovnen i 5 minutter, tænd herefter igen på 200 grader og bag de lækre brød i ca. 30 minutter, indtil de er mørke og sprøde. Mmmm...

Energiindhold: ca. 955 kJ pr. 100 g.


Hokkaidogræskar bagt med rosmarin

Når det nu er sæson for hokkaidogræskar, må man ikke snyde sig selv

Opskriften er fundet hos http://kinna.dk

Det er lige om at finde ud af, hvad man skal bruge sådan et stort græskar til, for der er godt nok meget mad i det.

  1. Suppe - det er en rigtig god mulighed, og vi fik den lækreste hokkaidosuppe hos Jakobs mor og far i sidste weekend, som jeg klart skal have opskriften på og have lavet af resterne at vores græskar. Den skal I glæde jer til!
  2. Bagt i ovnen - det skulle prøves den anden dag, og det blev også godt, selv om vi havde alt for meget mad til os to i det halve græskar, som jeg lavede. Rosmarin smager rigtig godt sammen med græskar, men næsten gang vil jeg i stedet hakke det friske rosmarin og gnide det mere på, for så tror jeg, at det hele får endnu mere smag.

Har I andre gode forslag til måder, man kan tilberede det gode græskar på?

Ingredienser:
½ hokkaidogræskar
Lidt olivenolie
Et par friske rosmarinkviste
Lidt revet muskatnød (ikke for meget)
Groft salt og peber

Fremgangsmåde:
Hokkaidogræskaret skæres halvt over, og den anden halvdel puttes i køleskabet (måske til suppe en anden dag?). Kødet i midten fjernes, og græskaret skæres i både - med skræl på for den kan sagtens spises. Placer bådene i et stort stykke staniol og kom lidt olie over sammen med hakket rosmarin, revet muskatnød, groft salt og lidt peber.
Pak så staniolen godt omkring græskarbådene til en lukket pakke.

Bages ved 200 grader i almindelig ovn i ca. 40-45 minutter, eller indtil de er møre.


lørdag den 22. september 2012

Chilifladbrød af kartoffel og forårsløg

Lækre og krydrede fladbrød - det perfekte tilbehør

Kartoffelfladbrød med rosmarin og chili.

Jeg faldt over denne opskrift hos Cookiecrumble og puttede den straks i "gemmeren" for den måtte prøves. Det blev den så en dag, hvor min far kom ind til os, og jeg nok hellere måtte putte lidt ekstra på bordet som tilbehør end salat, som vi er meget tilhængere af for tiden. Jeg peppede brødene lidt op med chili i forhold til den oprindelige opskrift, og det fungerede rigtig fint - smagen var ikke gennemtrængende, men det kunne sagtens anes.
Brødene er super lækre med rosmarin, og så fik jeg også endnu en mulighed for at bruge vores friske krydderurter i altankassen, som vi fik før sommerferien og er blevet super glade for.
Meget lækre brød og et fantastisk tilbehør til aftensmaden!

Pfft! Læg lige mærke til, hvor fine billeder "fotografen" og jeg har fået taget ;-)



Ingredienser (6 stk.):
350 g. kogte, mosede kartofler
2-3 forårsløg
½-1 rød frisk chili
2 æg
170 g. fuldkornsspeltmel
2 tsk. tørret rosmarin eller 3 kviste friske.
Salt

Fremgangsmåde:
Kartoflerne koges, indtil de er godt møre, så de er klar til efterfølgende at blive most groft. Til kartoffelmassen tilsættes forårsløg, chili, mel, æg, frisk eller tørret rosmarin samt salt. Det hele røres godt sammen til en klæg dej, som vendes ud på et godt meldrysset bord (da dejen jo er klæg). Dejen deles i 6 lige store portioner eller færre, hvis mindre fladbrød ønskes. Stykkerne formes til runde boller.

Bollerne rulles flade med en kagerulle og placeres på en bageplade med bagepapir. Tag en gaffel og prik brødene med en gaffel over det hele. De bages ved ca. 220 grader almindelig ovn (200 grader varmluft) i ca. 18-20 minutter, dvs. indtil de har en let gylden overflade.

Flyt brødene til en bagerist og lad dem køle af, inden de guffes ind. Vi spiste dem sammen med denne spidskålssalat og laks, men de kan serveres med utallige andre retter.

Energiindhold: ca. 580 kJ pr. 100 g.


onsdag den 19. september 2012

Spidskål med spicy salsa

Mmm, spidskål er i sæson og peppet op med lidt spicy sala, gør det ikke dårligere.

Spidskål med spicy salsa serveret sammen med bagte hokkaidogræskar og tykstegsbøf.

Det gælder om at bruge de grøntsager, som sæsonen lige byder på - det er billigt og lækkert. Problemet bliver dog ofte, når man kun er 2, at man aldrig får brugt hele "ingrediensen" på én gang, og så gælder det jo om at finde på flere forskellige retter, for madspild er vi ikke tilhængere af herhjemme. Derfor søgte jeg lidt inspiration i min kogebog fra Aarstiderne, hvor man jo så smart kan slå op under "spidskål" eller en hvilken som helst anden ting og finde opskriften med netop den ingrediens. Her faldt jeg over "Spidskål i salsa", som jeg lavede en halv portion af. Smadder lækkert, såjeg serverede resterne dagen efter, da min far var inde og spise hos os. Han tog 3 gange af salaten, så når en fuldvoksen mand gør det, konkluderer jeg, at den er god nok. Hop derfor ned ned i supermarkedet, flå et spidskål ned fra hylden og giv dig i kast med opskriften! :-)

Mens jeg lavede mad, blev min løgsnitning til fotoobjekt, så jeg måtte holde en pause :-)

Ingredienser:
½ almindeligt spidskål
2 tomater
1 lille rødløg
2 fed hvidløg
1 tsk. sambal oelek (eller anden chilipasta)
2 spsk. rapsolie
saft af ½ lime
½ spsk. hvidvinseddike
½ bdt. persille

Fremgangsmåde:
Lav salsaen først. Skær tomaterne i tern og fjern kernerne. Hak løget fint, og pres hvidløgene. Så blandes alle ingredienserne sammen i en skål og smages til med salt og peber.
Spidskålen snittes i fine tynde strimler og vendes med salsaen. Lad minimum salaten trække 15 minutter i køleskabet inden servering. Salaten er også god dagen derpå.

Energiindhold: ca. 270 kJ pr. 100 g.

søndag den 16. september 2012

Sprødt Sirupsrugbrød - på én dag

Fantastisk lækkert rugbrød på én dag uden at være afhængig af en surdej.

Det lækreste, sprøde og velsmagende rugbrød - nu på træstub.

Hvor er det skønt at have "opdaget" et rugbrød, der ikke kræver surdej, men smager fantastisk godt alligevel. Det er velsmagende med en sprød skorpe og dejligt indeni. Jakob udbrød, da han smagte det, at det var det bedste rugbrød nogensinde, og det siger jo ikke så lidt. Opskriften er fra Rikke Grybergs "Byens bedste brød", som jeg er blevet stor fan af for tiden. Jeg har ændret lidt i opskriften og udskiftet kernetypen og lidt af melet. Derudover valgte jeg at bage ét stort brød i stedet for to mindre, hvorfor det skulle have lidt længere i ovnen end de to små, som efter opskriften kun skulle have 50 minutter.
Har jeg sagt, at det virkelig er et godt rugbrød, og jeg skal have rugbrød til morgenmad? ;-)


Ingredienser: (1 stort rugbrød)
3½ dl kogende vand
200 knækkede rugkerner
100 g. græskarkerner
30 g. gær
3½ dl kærnemælk
50 g. mørkt sirup
12 g. salt
150 g. speltmel
Ca. 100 g. havregryn (eller speltflager) - gem 25 g. til pynt.
400 g. rugmel

Fremgangsmåde:
Først koges vandet og hældes over rug- og græskarkerner i en skål. Lad det stå i blød 1 time. (Den oprindelige opskrift siger solsikkekerner, så det kan også bruges.)
Opløs herefter gær i kærnemælken i en stor skål. Tilsæt sirup og salt og rør sammen. Kom da kornblandingen i sammen med speltmel, 75 g. havregryn og rugmel. Ælt det sammen, eventuelt i røremaskine i ca. 15 minutter, men ellers må armkræfterne lægges i. (Jeg æltede ikke så lang tid, da det var vanvittig hårdt at røre rundt, og dejen var for klistret til at gøre det med hænderne.)
Smør 1 stor rugbrødsform, fordel dejen i den og glat toppen med en grydeske. Drys de sidste 25 g. havregryn på og tryk dem let fast.
Lad rugbrødet hæve i ca. 3 timer ved stuetemperatur. Når dejen er ved at nærme sig kanten af formen, sættes den i midten af en forvarmet ovn på 250 grader med en bradepande i bunden.
Hæld da 2 dl vand i brandepanden og sluk ovnen i 5 minutter.
Tænd igen ovnen på 190 grader og bag brødet i ca. 1 time og 20 minutter.
Tag brødet ud af formen, bank det i bunden, og hvis det lyder hult, er det færdigt.
Læg det så over på en rist med et fugtigt viskestykke omkring og lad det køle af. Vent med at skære det, indtil det er helt koldt og gerne 2-3 timer.

Energiindhold: ca. 890 kJ pr. 100 g.


Epi - brød med krumme

Sprød skorpe, god krumme og dekorativt - hvad mere kan man ønske sig?

Epi-brød efter Nanas opskrift fra "Den store bagedyst" på DR1.

Da jeg så det her meget dekorative brød i "Den Store bagedyst" på DR1 måtte jeg simpelthen prøve at lave det. Ikke mindst fordi det er smadder flot at se på, men også fordi dommerne Mette Blomsterberg og Jan Friis Mikkelsen komplimenterede brødet for dets gode krumme og sprødhed.
Mit brød blev virkelig vellykket, og det er sjældent, jeg har lavet noget, der har været så let. Tricket hedder ÆLTNING. Opskriften foreslår, at man lader det ælte i en røremaskine i ca. 5 minutter, men jeg er desværre ikke ejer af sådan en monstrum, og skabspladsen i mit køkken tillader det heller ikke :-) Derfor æltede jeg løs i hånden i nok minimum 15 minutter og forsøgte at ælte en masse luft ind i brødet. Jeg tror, det har givet pote, ellers bilder jeg mig det i hvert fald ind.

Så hvad skal man lave på en dejlig søndag i september - jamen man skal da ælte og bage et skønt Epi og nyde det senere. Jeg skal i hvert fald prøve det igen og forsøge mig lidt mere med en endnu flottere epiform.

Epiformen - som dog gerne må være lidt mere fremtrædende, men det kommer næste gang.

Ingredienser:
Falsk surdej:
250 g. vand
15 g. gær
15 g. sukker
2 spsk. hvedemel

Grunddej:
3/4 tsk. salt
1 spsk. olivenolie
200 g. fuldkornshvede (jeg brugte fuldkornsvårhvede)
Ca. 210 g. vårhvede
Æg eller vand til pensling

Fremgangsmåde:
Først blandes surdejen, og den stilles lunt i 1 time eller mere.
Da blandes alle ingredienserne til grunddejen i surdejen og æltes godt. Ca. 5 minutter på maskine og længere tid (mindst 10-15 minutter) i hånden. Dejen skal være elastisk og glat.

OBS! Lad være med at tilføje mere mel end i opskriften, så bliver brødet bare tungt!

Dejen stilles lunt 1½ og hæver.
Kom herefter dejen på et stykke bagepapir og den ud til en firkant. Fold så den ene side ind og derefter den anden - brug eventuelt bagepapiret som hjælpemiddel ved at løfte lidt i det. Pølsen vendes om, så folden ligger nedad.
Pensl brødet med det sammenpiskede æg eller lidt vand. Tag nu saksen og klip i en vinkel på 45 grader ned i  brødet, hvorefter hvert stykke vendes ud til hver sin side, så epiformen kommer frem.

Brødet bages ved 200 grader almindelig ovn i ca. 25 minutter og afkøles efterfølgende på en rist.

Energiindhold: ca. 940 kJ pr. 100 g.


mandag den 10. september 2012

Økologiske spicy falafler fra Nutana

Et absolut hit når det skal gå hurtigt.

Spicy falafler sammen med en simpel grøn salat.

I torsdags efter 41 minutter intervalløb i Fitness gik vi på jagt i Føtex omkring lukketid for at se, om de ikke havde noget godt kød på tilbud. Det havde de ikke. Hvad så? Så kom jeg i tanke om, at jeg havde hørt gode ting om de frosne falafler fra Nutana, så nu måtte det være oplagt at prøve dem og nuppe (endnu) en vegetarisk dag.

Da vi kom hjem, hoppede Jakob i bad, mens jeg snittede salat, og ovnen varmede op. Så kunne falaflerne hygge sig ved 200 graders varmluft i 20 minutter, mens jeg gik i bad, og vupti så var der mad. Virkelig god mad synes vi. Falaflerne var super sprøde og smagte rigtig godt og mættede, så det er bestemt ikke sidste gang, vi prøver dem. Der var 14 stk. 1, og de kostede 30 kr.
Anbefalelsesværdigt herfra!

søndag den 9. september 2012

Gulerodssalat med et pift af lime, kanel og vanilje

Noget helt andet end en "almindelig" gulerodssalat!

Gulerodssalat med lime, kanel, vanilje, rosiner og bagte mandler.

For et par uger siden lånte jeg "Mere køkkenrevolution fra Umahro" af Oscar Umahro Cadogan på biblioteket, og deri fandt jeg en opskrift på gulerodssalat, som er blevet en absolut favorit herhjemme. Ja, Jakob mener endda, det er hans yndlingssalat!
Salaten er virkelig god og anderledes end en almindelig gulerodssalat pga. limesaften, de bagte mandler og krydderier, som lige giver et ekstra pift. Mange gode smagsgivere - den er nem og MÅ prøves! Jeg lyder måske meget begejstret, men det må jeg indrømme, at jeg også er. :-D

Ingredienser (2-3 personer som tilbehør):
4-5 gulerødder, strimlede (ikke revne)
1 dl. ristede, hakkede mandler
1 dl. rosiner
Skal og saft af ½ lime
1 knivspids vaniljesukker
1/4 tsk. kanel
1 spsk. hvidvineddike
2 spsk. olivenolie
Salt og friskkværnet peber efter smag

Fremgangsmåde:
Mandlerne bages i 15 min. ved 150 grader i almindelig forvarmet ovn. Hakkes efterfølgende groft.
Bland alle ingredienserne sammen, og lad salaten trække mindst 30 min. i køleskabet - gerne længere.
Spis og nyd!

Lidt mere close up-billede. Hvor er det fint med strimlede gulerødder!