søndag den 30. oktober 2011

En "rigtig" søndag morgen

Uhm, i dag lavede vi en "rigtig-søndag-morgen" med rundstykker og brunsviger fra bageren. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har købt rundstykker, men vi fik ideen af nogle venner i går og sprang på den med det samme. Så jeg cyklede til bageren og kunne ikke stå for tilbuddet 5 rundstykker og 1 brunsviger for 35 kr., for jeg kunne se, at brunsvigeren kostede 29 kr. i sig selv, så det ville da være en skam ikke at nuppe det tilbud. :-) Så var vi endda smadder heldige at få en kage med masser af snask, og der var glæde, da jeg kom hjem med godterne.

Smølfen gemte sig, så han ville ikke med på billedet :-)

lørdag den 29. oktober 2011

Pæremuffins med indbagt kanelsurprise

Uha, hvor har jeg haft travlt i den her uge med noget frivilligt projekt og et dertil hørende vejledermøde i København samt forberedelser til pigemiddag for nogle gymnasiepiger i går, så nu er jeg endelig tilbage til bloggen, og jeg glæder mig til at give den gas igen. (Og undskyld til min veninde Line, der har efterlyst indlæg.)
Skønne pæremuffins med kanelfyld.


Vi har haft en frygtelig masse dejlig frugt i den her uge, som vi fik af min far, men for at kunne spise det hele, skulle vi leve af frugt morgen, middag, aften, så derfor tænkte jeg, at desværre tvinger frugten mig faktisk til at bage, fordi jeg er imod madspild. Ih, hvor ærgerligt! ;-) Jeg smagte selv kun en lille bid, fordi jeg stadigvæk forsøger at være sund så oftest som muligt, men de muffins fik næsten klapsalver af Jakob og hans gruppe, og jeg fik endda en "tak-for-muffins"-besked på facebook fra en af dem. :-) Det er super lækkert med kanelindholdet i kagerne og lidt sjovt, at dejen på en måde er delt i tre lag i stedet for blot at have blandet det hele sammen. Sjovt alternativ til klassiske kanelsnegle, hvis man har lyst til kanel. (Opskriften er fra Nettos hjemmeside.)


Ingredienser (12 store muffins):
325 g hvedemel
100 g sukker
1 tsk natron
1/2 tsk bagepulver
salt
1 1/2 dl raps- eller vindruekerneolie 
1 dl kærnemælk (jeg brugte blot skummetmælk)
2 æg
2 pærer i små stykker

Kanelfyld:
3 spsk hvedemel
3/4 dl sukker
60 g smeltet smør 
2 spsk stødt kanel



Fremgangsmåde:
Bland mel, sukker, natron, bagepulver og salt, og stil herefter skålen til side.
Rør olie, mælk, æg og pærestykker sammen i en anden skål. Tilsæt melblandingen og rør muffinsdejen sammen.
Rør kanelfyldet sammen i en skål.
Fyld muffinformene halvt op med muffindej.
Fordel kanelfyldet ovenpå.
Fyld derefter formene op næsten til kanten med muffindej.
Bag muffins ved 175 grader i ca. 35-30 minutter i en varmluftsovn.

søndag den 23. oktober 2011

Norge - du er så vakker :)

Der er ikke meget andet at sige, end hvor havde vi en skøn tur til Norge sidste weekend - det kunne jeg godt gøre noget oftere. Det er dejligt at komme lidt hjemmefra, og man får meget mere ud af weekenden, når man er uden for hjemmets fire vægge, så det må ske noget oftere :-) I får lige nogle skønne billeder fra vores tur til Oslo lørdag og Telemarken rundt søndag. Mandag nussede vi lidt rundt omkring Skien, hvor vi boede, og Jakob fik købt en smadder fin trøje i en lille by Brevik, som han ellers havde ledt Oslo tynd efter. Hvad sker der så for, at han lige finder den i verdens mest lokale sportsbutik og så endda til halv pris, selvom det var en helt ny model! Nå, men desværre var det kun ham, der fik shoppet - han må have titlen som Shoppesmølfen på denne tur ;-)

Det flotte og specielle operahus i Oslo, hvor man kan gå hele vejen op på toppen på taget.

Veltilfreds på toppen af operahuset i fantastisk vejr.

Dejligt havnemiljø i Oslo i perfekt solskin.

Oslos havn

Vi kom dog op over skyerne og det disede vejr på vores tur, selvom vi følte os lidt fortabte i begyndelsen, da alt bare var gråt i gråt. :-)

Så blev der holdt frokost midt i naturen med medbragt mad - og så gik turen videre.

Jesper nyder den smukke udsigt.

Endestationen på vores "Telemarken rundt"-tur. Lige pludselig var der
uendelig langt hjem, for vi var kommet vidt omkring.

Jakob fik lige knipset et par smukke billeder på turen hjemad - dette er taget lige før Vrådal. Han kan det skidt :-)

Og pludselig var der elge! :-D

Den længe eftertragtede Norröna trøje er fanget i Brevik!

Jeg kan også stritte med armene efter en skøn tur i Norge.
Jeg kunne blive ved - i hvert fald dejlig afslappende tur og et skønt lille afbræk i hverdagen :-)

torsdag den 13. oktober 2011

Norge - here we come!

Jakob og jeg tager en forlænget weekend til Norge i morgen for at besøge Jakobs far, som arbejder deroppe lige nu. Det bliver super hyggeligt at komme lidt hjemmefra, og vi glæder os begge to helt fjollet meget (og taler om det hele tiden).
Lørdag har vi planlagt at tage til Oslo, så mit råb med dette indlæg er egentligt: "Giv mig nogle gode tips til, hvad der skal ses i Oslo, hvor der skal shoppes, og måske hvor der skal spises?" ;-)
Kom endelig med alle tips og tricks, og så krydser vi fingre for dejligt norsk vejr med efterårssol og smuk natur.

onsdag den 12. oktober 2011

Blåbærkylling med babymixsalat, blåbær og blommer

Blåbærkylling med 3 x B-salat
Jeg ved ikke helt, om det er med vilje, at jeg lavede aftensmad i aften, hvor alle hovedingredienserne begynder med "B", men sjovt ser det ud. :-D Salaten var super frisk, men jeg bliver nødt til at indrømme, at kyllingen simpelthen ikke var mig - og det havde ikke noget med blåbærene at gøre! Jeg havde stået i luften af sennep, da jeg stegte kyllingen og lavede blåbærsaucen/-dressingen, så da jeg skulle til at spise, kunne jeg simpelthen ikke have sennep længere. I forvejen har jeg lidt svært ved sennep, men jeg synes ofte, det er fint nok i mindre mængder i dressing, men i dag kunne jeg ikke lige have det. Jeg smider dog opskriften ud alligevel, da Smølfen synes, det smagte super godt, så I skal ikke snydes, blot fordi jeg er har en lille "sennepsskræk". :-)
Jeg må dog lige understrege igen, at salaten var dejlig med bagte blommer og blåbær!

Ingredienser:
Kylling + marinade:
500 g. kyllingefiletter
1,25 dl appelsinmarmelade
1 dl hindbæreddike
2 spsk. sennep
1 tsk. havsalt
25 g. blåbær
Peber

Salat:
100 g. blandede, grove salatblade (jeg brugte babymix fra Føtex)
100 g. blåbær
125 g. blommer
Kanel
Sukker

Fremgangsmåde:
Kylling:
Kom marmelade, eddike, sennep, salt og peber i en skål og bland det godt. Gem 1½ dl og sæt det til side.
Skær riller på langs og tværs i kyllingefiletterne og put dem i marinaden i en pose. Lad dem trække 2-3 timer i køleskabet eller kortere, hvis tiden ikke er til det.
Steg herefter kyllingerne ved middelvarme og hæld det resterende marinade over.
Rør blåbær sammen med de 1½ dl marinade i en lille gryde. Det bringes i kog under omrøring og serveres sammen med kyllingerne.

Salat:
Salaten skylles og blåbær vendes i salaten. Blommerne skæres i helt tynde skiver, lægges på bagepapir og krydres med kanel og sukker. Herefter bages de ved 150 grader varmluft i 7 minutter. De puttes tillige i salaten, og den er klar til servering.

Energiindhold salat: ca. 165 kJ pr. 100 g.

tirsdag den 11. oktober 2011

Nudelsalat med tang, ingefær og glaserede mandler

Nudelsalat
3 styks peberfrugter i grøntsagsskuffen - hmm de skal da indgå i aftensmaden, tænkte jeg i går, så jeg søgte efter spændende opskrifter med en masse peberfrugter - og forsøgte også at få nogle af de andre ingredienser, som køleskabet indeholdt med i retten. Derfor faldt jeg over en opskrift på nudelsalat med tang, ingefær, mandler og ikke mindst - 3 peberfrugter. Helt perfekt, selvom jeg lige måtte en tur i Føtex efter tang og ingefær. :) Opskriften er fundet på www.opskrifter.dk.
Super sundt, men husk endelig at hælde noget af dressingen over, når man har taget en portion, for ellers smager det ikke af nok - dressingen er virkelig essentiel og har en god smag. :)

Ingredienser:
100 g. nudler (eller 125 g, som der ofte er i en pakke)
10 g. noritang
3 gulerødder
1 stk. grøn peberfrugt
1 stk. rød peberfrugt
1 stk. gul peberfrugt
1 stk. porre
75 g. mandler
2 tsk. akaciehonning
2 spsk. sojasauce

Dressing:
2 spsk. citronsaft
2 spsk. frisk ingefær
2 spsk. olie
1 spsk. sojasauce


Fremgangsmåde:
Overhæng først tangen med kogende vand og lad den trække i 15 minutter, hvorefter vandet hældes fra.
Nudlerne overhældes ligeledes med kogende vand og koges efter anvisning på pakken. Hæld herefter koldt vand over, så de ikke klistrer sammen. De afdryppes i en sigte.
Gulerødder og peberfrugter skæres i julienne og porrer i skiver. Grøntsagerne overhældes med kogende vand, hvorefter de afdryppede i en sigte.
Mandlerne ristes på en tør, hed pande, indtil de er gyldne. Hæld derefter honning og soja på stegepanden og lad dem blive glasseret kort under konstant omrøring. Herefter afkøles de evt. på en tallerken og skilles ad.

Dressing: skræl ingefær og riv den fint på et rivejern. Rør citronsaft, olie og soja sammen med ingefær.

Nudlerne, tangen og grøntsagerne blandes sammen med mandlerne. Serveres sammen med dressingen og bom - den vegetariske dag er reddet. ;-) Retten kan enten bruges som hovedret eller som tilbehør.


Energiindhold: ca. 500 kJ pr. 100 g.

Bonusinfo: eventuelle rester kan bruges i madpengekager, som vi gjorde, og det var virkelig vellykket. Retten smides så blot i wokken, dressingen hældes over, og så har man fyld til pandekager og en lidt anderledes ret dagen efter. :-)

Æbleboller med fut under krydderierne

Luftige æbleboller med kanel og kardemomme.
Mmm, jeg fik jo bageamok i søndags - med at bage boller selvfølgelig, for jeg er stadigvæk for sund til kage :-b Dog viste det sig, at boller blev så gode, så de kunne spises i overflod - der gælder det om at have kontrol over sig selv, og det snakker vi så ikke om, hvorvidt jeg havde det. ;-D

De her æbleboller er fyldt med lækre krydderier og smager virkelig af noget. Opskriften er set hos Lone Landmand, men jeg lavede dog kun ½ portion ift. hendes, da jeg kun havde 25 g. gær tilbage, men jeg fik alligevel 14 boller. Dertil tilføjede jeg lidt mere æble end i den oprindelige opskrift, og det gjorde bestemt ikke noget. Jeg udskiftede også rugmel med durummel for at gøre dem ekstra dejlige og luftig. Mission accomplised!

Ingredienser ca. 14 stk.:
3,75 dl. koldt vand
25 g. gær
200 g. durummel
100 g. hvid hvedemel
350 g. hvedemel
1 dl. havregryn
1 spsk. honning
1 spsk. olie
1 tsk. kanel
1 tsk. kardemomme
2 revne æbler (jeg synes ikke, de behøves at være helt fintrevne, men det er smag og behag)


Fremgangsmåde:
Gæret opløses i det kolde vand, hvorefter resten af ingredienserne tilsættes. Ælt herefter dejen, men tilsæt kun den angivne mængde mel, da dejen skal være fugtig.
Sæt herefter dejen i køleskabet natten over eller hele dagen. Min stod i køleskabet fra 11-20, så det svarer også ca. til "natten over".


Hæld dejen ud på køkkenbordet, hvor der er drysset lidt mel og del dejen i det antal stykker, som du synes - alt efter bollernes ønskede størrelse. Form bollerne og læg dem på bagepladen. Pisk evt. bollerne med et æg.
Lad bollerne efterhæve 30 minutter.
Bag herefter bollerne i 12 minutter på 225 grader varmluft. Efter de 12 minutter har du perfekte, krydrede boller til både morgenmad, mellemmåltid og frokost - enjoy! :-)


Energiindhold: ca. 1000 kJ pr. 100 g.

søndag den 9. oktober 2011

Træningsboller - mon de kan spises i stedet for at træne?

Træningsboller med ekstra træningseffekt inkluderet ;-)
Ah, jeg må vist besvare min overskrift med et "nej", men opskriften på træningsboller er fra bladet FitLiving og fyldt med gode ting og har et højt indhold af fibre. De er perfekte til både morgenmad, middagsmad og et lækkert mellemmåltid - måske efter træning. :-) Masser af bid i dem! Her får I min version af opskriften, for som så ofte før, så havde jeg ikke lige alt den slags mel, som der stod, så jeg brugte fx hvid hvedemel i stedet for ølandshvedemel og speltblanding fra Urtekram i stedet for knækkede boghvedekerner. :-)

Ingredienser (ca. 14 stk.):
5 dl kogende vand
100-135 g. speltbageblanding fra urtekram
25 g. gær
½ dl. lunkent vand
½ spsk. salt
250 g. hvedemel
250 g. hvid hvedemel
100 g. grahamsmel
1 dl havregryn eller ruggryn
2 gulerødder (ca. 120 g.)

Fremgangsmåde:
Smølfens bolle med nutella :-D
Hæld kogende vand over speltbageblanding og lad dem køle ned til stuetemperatur.
Rør gæren ud i vandet (den ½ dl) Tilsæt herefter de øvrige ingredienser herunder speltbageblandingen og vandet herfra. Riv også gulerødderne ned i dejen. Rør dejen sammen, og lad den hæve 3 timer (eller mere) og gerne natten over i køleskabet.
Del dejen i rustikke boller og lad dem hæve i 30 min.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft, pynt eventuelt boller med solsikkekerner og bag dem i ovnen i ca. 17-20 minutter.

(NB: lav dem eventuelt lidt flade, da de nok skal hæve mere og så er mere egnet til madpakkeboller - Jakob siger i hvert fald, at leverpostej fungerer bedre i fladere boller, så jeg må hellere lytte til ham, da han jo fortærer hovedparten af bollerne. De er også allerede godkendt som "Godt klaret Smølfine!")


Energiindhold: ca. 1050 kJ pr. 100 g.

lørdag den 8. oktober 2011

Tøsehygge doneres til brysterne

Travl, travl uge, så I dag skulle der kobles fra og tøsehygges med min veninde Line - uhh hvor har jeg glædet mig til det, så vi lige kunne få vendt verdenssituationen og få styr på det hele (måske). :-)
Jakob var lørdagspost i dag, så da jeg frisk stod op i morges, fik jeg givet lejligheden en omgang rengøring, så har jeg det så dejligt indeni bagefter, og lejligheden har det dejligt udenpå = 2 flyer med 1 smæk.
Så kom min far lige en tur forbi med et par liter yoghurt, fordi han ikke selv kunne spise alt det, som han havde fået købt på tilbud, og det siger jeg da ikke nej til. Da regnen brød ud, mens han var hos mig, blev han "tvunget" til at blive og hygge lidt, hvorefter vi begav os ind til byen, (eller i hvert fald gik ned i byen, da jeg bor midt i byen).
De fire skønne muffins: chokolade, gulerod, vanilje og red velvet.
Kl. 13.30 mødtes jeg så med Line, og vi begav os hen til Nytorv for at købe "lyserøde" muffins, som de søde madbloggere fra Aalborg solgte, og det var da heldigt, at vi kom der, eftersom jeg kan læse, at de allerede var udsolgte kl. 13.55. Vi købte én af hver, så vi kunne dele og smage alle fire slags - og vi var endda så heldige at få den sidste chokolademuffin. :-D Mange tak piger, det var nogle super gode muffins, og jeg (vi) var mægtig glade for at støtte et godt formål og for at høre, at I fik tjent så mange penge!

(P.S. min favorit var chokolademuffinen, og Line fandt vist aldrig helt ud af, om hun var til chokoladen eller guleroden, men de passede i hvert fald perfekt til vores tøsehygge i min sofa med noget varmt te.)


Nå ja, så fik jeg/vi/vores madkort også lige støttet brysterne i Føtex senere, da vi købte en drikkedunk hver og en håndsæbe. Lad os få bekæmpet den brystkræft!

Dejlige drikkedunke og håndsæbe til støtte for brysterne. :-)

Salat med æble, granatæble og orangedressing serveret til svinefilet á la mørbrad og knuste kartofler

Salat med knuste kartofler og svinefilet.
Uhm, jeg har glæder mig i flere dage til at lave denne menu, og heldigvis skuffede den slet ikke. FANTASTISK fredagsmenu! Salaten var frisk og dejligt, kødet var stegt helt perfekt, og kartoflerne var tilpas krydrede og skønne. Alt blev også bifaldt af Jakob, og det er langt fra sidste gang, at jeg laver den her salat (og de andre ting). :-)

Ingredienser:
Salat:
100-150 g. blandet salat, gerne grove stykker (jeg brugte babymix fra Føtex)
2 æbler i tynde både
Kerner fra et granatæble
10 hakkede hasselnødder

Dressing:
2,5 dl appelsinjuice
1 spsk. rørsukker
2 spsk. citronsaft
2 tsk. dijonsennep

Kartofler:
Så mange kartofler, som man kan spise
Timian, salt og peber


Svinefilet á la mørbrad:
500 g. svinefilet á la mørbrad marineret i tomat og ramsløg.

Fremgangsmåde:
Salat + dressing:
Appelsinjuicen bringes i kog sammen med rørsukkeret i en lille gryde. Lad det koge ind til det halve ved svag varme.
Herefter kommes sennep i en skål, og den indkogte appelsinjuice røres stille og roligt i. Rør citronsaft i og smag evt. til med mere sukker, salat og peber. (Jeg puttede i hvert fald noget peber og lidt sukker i.)
Lad dressingen blive kold.
Vend salat, æblebåde, granatæblekerner og nødder. Vend dressing i kort før servering. Mmmm..


Kartofler:
Kartoflerne koges møre (20-25 minutter alt efter størrelse). Herefter lægges de på en bageplade og knuses. Jeg brugte en stor ske og de bare næver, fordi jeg ikke har en kartoffelknuser, (som jeg ingen gang helt ved, hvad er?).
Herefter sprayes lidt olie på, og de krydres med timian, salt og peber. De bages i ca. 20 minutter ved 180 grader varmluft.

Svinefilet á la mørbrad:
Kødet var allerede marineret i tomat og ramsløg, da jeg købte det. Jeg brunede det først et par minutter på alle sider på en varm pande. Derefter lagde jeg det i et ovnfast fad og stegte det 25-30 minutter ved 180 grader varmluft. Lad den trække lidt under sølvpapir og skær den i skiver.


Energiindhold, salat + dressing: ca. 280 kJ pr. 100 g.


Den meget smukke salat med granatæblekerner.

fredag den 7. oktober 2011

Sundhed - here I come (minus cupcakes til Lyserød Lørdag)

Uha, hvor vi været slemme til at være usunde derhjemme det sidste stykke tid. Vi laver super sund mad - morgen, middag og aften, men så sniger der sig bare altid lige noget "hyggeligt" ind imellem alle de sunde måltider, og det skal altså være slut nu, for det er blevet en dum vane. Kender I det? Sund mad og usunde mellemmåltider eller bare usundt mellemmåltid efter aftensmad? Selvfølgelig skal der være plads til "hyggelige/usunde" ting, men nogle gange bliver det også lidt for meget, og jeg (vi) har det bare så meget bedre, når vi har en sund hverdag og kun "skejer ud" en gang imellem.
Derfor besluttede vi os for i går aftes, at nu skal vi altså være lidt bedre til at holde den sunde kurs, når vores hovedmåltider nu altid er super sunde. Bum, aftale, slut! Det er altså en dum vane, at der altid skal spises, når der hygges. Jeg er dog lidt ærgerlig over, at det betyder, at jeg skal lade være med at bage kager det næste stykke tid, for det er nu så hyggeligt, men så må jeg bage nogle boller i stedet for. :-)


(Men jeg har dog en aftale med en veninde i morgen om at tage ind og købe cupcakes til Lyserød Lørdag i Aalborg, og min nu sunde beslutning skal dog ikke forhindre dette, for de cupcakes og deres støtte til et godt formål, har jeg kendt til længe, men den ene undtagelse åbner ikke op for andre!)

torsdag den 6. oktober 2011

Romkugler - nu skal de kagerester altså bruges!

Romkugler med tivolikrymmel :-)
Der har været en mindre spændende kagerest i vores fryser i længere tid, og nu gad jeg ikke se på den mere - og vi forsøger samtidig også at få ryddet op i vores lille fryser. Med inspiration i diverse romkugleopskrifter på internettet, valgte jeg til sidst at lukke alle opskrifter ned, finde ingredienserne frem og bare prøve mig frem, så I kan ikke få en helt præcis ingrediensliste med måleenheder på. :-) Jeg kan bare konkludere, at det ikke er sidste gang, jeg laver romkugler, men næste gang vil jeg være lidt mindre påpasselig med romessensen, da det jo også skal smage af romkugler.

Ingredienser:
250 g. kagerester
Kakao
Hindbærmarmelade
Romessens
Krymmel

Fremgangsmåde:
"Ødelæg" kagen, så det hele bliver til kagesmulder. Gør det med elpisker eller i en blender.
Herefter tilsættes kakaopulver og marmelade lidt af gangen - begynd hellere med lidt mindre og tilsæt mere. Tilsæt til sidst romessens og smag til undervejs, så de lige præcis kommer til at smage, som du gerne vil have dem. :-)
Smuldret kage med tilsat kakao.
Massen med tilsat hindbærmarmelade og romessens,
så det hele hænger sammen, og kuglerne kan nu formes.

Lasagne Italiano - with lots of Gemüse

Min første lasagne :-)
Det her er næsten helt pinligt, men jeg har en indrømmelse :-/ Jeg er 22 år gammel og havde aldrig prøvet at lave lasagne før i går den 4. oktober 2011. Da jeg var mindre, var jeg et totalt underligt barn, der ikke kunne lide lasagne - hvilket var et problem, eftersom det var ethvert andet barns livret og yndet at servere, når man var på "legebesøg" eller til fødselsdag.
Nu er jeg blevet voksen og stor og stærk - i hvert fald voksen, lidt stærkere og stadigvæk ikke så stor, men jeg kan i hvert fald lide lasagne nu, så derfor tog jeg mig endelig sammen til at lave det selv. Jeg har nogle gange en frygt for helt almindelige retter, som jeg ikke har lavet, fordi det vil være så frygteligt, hvis det nu skulle gå galt. :-)
Her får I i hvert fald min opskrift, som blev intet mindre end en kæmpe succes med masser af rester til madpakkerne.

Ingredienser:
500 g. hakket oksekød 3-7 %
1 squash
1 aubergine
4 gulerødder
2 hakkede løg
2-4 fed hvidløg
2 dåser hakkede tomater
1 stor dåse tomatpure
3 dl vand
Ca. 15 fuldkornslasagneplader (225 g.)
Oregano, salt og peber

Bechamelsauce:
30 g. smør
2 spsk. mel
4 dl. skummetmælk
100 g. revet mozzarella ost 15 %
Oregano, salt, peber, revet muskatnød

Fremgangsmåde:
Først gøres alle grøntsagerne klare. De snittes eller rives - alt efter hvad man lige er til. Jeg rev gulerødderne og squash groft og skar auberginen i tern, så alt ikke bare var det samme, og der er lidt bid i.
Herefter brunes kødet i en stor gryde, for der kommer masser af fyld i. Grøntsagerne, de hakkede tomater, tomatpure, løg, hvidløg, krydderier tilsættes og vand puttes i efter behov - dette kommer også an på, hvor lang tid det skal stå og simre. Jo længere tid, jo bedre - så foregår det på den italienske, langsomme måde. ;-)
Herefter skal det blot stå og simre, indtil grøntsagerne er møre.

Nu laves bechamelsaucen.
Smelt smørret ved lav varme i en lille gryde og tilsæt herefter mel, mens der piskes, så det samler sig i en klump, og smørret dermed suger alt melet til sig. Mælken tilsættes herefter langsomt, så det ikke klumper.  Når det herefter har saucekonsistent, skal osten puttes i, mens der stadigvæk piskes. Til sidst piskes krydderierne i.

Nu er det tid til at fordele det hele i et fade eller i flere fade alt efter størrelse. Der lægges skiftevis lasagnesauce og lasagneplader - begynd og slut med saucen. (Jeg havde to lag plader.) Det hele toppes med bechamelsaucen.
Det hele sættes i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 30 minutter.
Så er der serveret, og det smager som en drøm, så pas på - det kan næsten ikke undgås, at man spiser for meget. :-)

Energiindhold: ca. 340 kJ pr. 100 g.

søndag den 2. oktober 2011

Bella gomba m. æbler & hindbær

Billedet kunne være bedre, men det smagte lækkert.
I fredags kom min dejlige far forbi med 3 makronsnitter fra Salling og to fiskefiletter, fordi han havde købt 4 og synes, det var lidt ambitiøst selv at spise dem allesammen til aften. Så sad vi lidt og hyggede alle tre herhjemme med noget te og fik kigget ud over fjorden, som vi plejer, da vi er de heldige vindere af en lejlighed, hvor man bogstavelig talt kan spytte ned i Limfjorden fra køkkenvinduet. :-)
Nu vidste vi da i hvert fald, at noget af vores aftensmad var fiskefilet, så var det bare om at få det suppleret med noget andet. Vi bestemte os for lige at smutte ned i Føtex og finde noget salat, men hvilken salat? Ikke bare en almindelig grøn en, men noget lidt sjovere. Så i grøntsagsafdelingen i Føtex snuppede jeg lige et lille gratis hæfte med opskrifter "Svampe - Opskrifter og inspiration", da Jakob bare gerne ville have svampe i sin salat. Wupti, der var da lige en spændende opskrift med bella gomba også kaldet porto bello, og så burde den endda passe til fisk.
Salaten blev virkelig god og lidt anderledes med sin blanding af sødme fra hindbær og syre fra citron samt de dejlige svampe. :-) Den kan både bruges som forret og salat.

Ingredienser (4 pers.):
400 g. bella gomba i meget tynde skiver (der var godt nok kun 300 g. i min pakke)
Saft og skal fra 1 økologisk citron
100 g. hindbær (helst friske, men frosne fungerede også fint)
1 æble i tern
2 spsk. hakkede blandede urter fx estragon, kørvel, persille, purløg eller evt. mynte.

Vinaigrette:
1 dl vineddike (gerne hindbær)
2 dl olivenolie
1 fed presset hvidløg
2 tsk. dijonsennep


NB! Her må jeg indskyde, at jeg brugte langt fra hele dressingen, da jeg syntes, der var ALT, ALT  for meget, så brug så meget, som du lige synes i det rigtige forhold. Salaten skal heller ikke kun smage af dressing.

Fremgangsmåde:
Pres citronsaft i en skål. Vend ganske forsigtigt svampeskiverne i saften og fordel dem pænt på et fad eller i en skål (det gjorde jeg, selvom det ikke blev helt så flot) sammen med hindbær og æbletern.
Rør en vinaigrette af olie, eddike, hvidløg og sennep. Smag til med salt og peber.
Fordel dressingen over salaten (i den mængde du synes), og pynt med krydderurter og revet citronskal.
Værs'go at guffe! ;-)