søndag den 2. oktober 2011

Bella gomba m. æbler & hindbær

Billedet kunne være bedre, men det smagte lækkert.
I fredags kom min dejlige far forbi med 3 makronsnitter fra Salling og to fiskefiletter, fordi han havde købt 4 og synes, det var lidt ambitiøst selv at spise dem allesammen til aften. Så sad vi lidt og hyggede alle tre herhjemme med noget te og fik kigget ud over fjorden, som vi plejer, da vi er de heldige vindere af en lejlighed, hvor man bogstavelig talt kan spytte ned i Limfjorden fra køkkenvinduet. :-)
Nu vidste vi da i hvert fald, at noget af vores aftensmad var fiskefilet, så var det bare om at få det suppleret med noget andet. Vi bestemte os for lige at smutte ned i Føtex og finde noget salat, men hvilken salat? Ikke bare en almindelig grøn en, men noget lidt sjovere. Så i grøntsagsafdelingen i Føtex snuppede jeg lige et lille gratis hæfte med opskrifter "Svampe - Opskrifter og inspiration", da Jakob bare gerne ville have svampe i sin salat. Wupti, der var da lige en spændende opskrift med bella gomba også kaldet porto bello, og så burde den endda passe til fisk.
Salaten blev virkelig god og lidt anderledes med sin blanding af sødme fra hindbær og syre fra citron samt de dejlige svampe. :-) Den kan både bruges som forret og salat.

Ingredienser (4 pers.):
400 g. bella gomba i meget tynde skiver (der var godt nok kun 300 g. i min pakke)
Saft og skal fra 1 økologisk citron
100 g. hindbær (helst friske, men frosne fungerede også fint)
1 æble i tern
2 spsk. hakkede blandede urter fx estragon, kørvel, persille, purløg eller evt. mynte.

Vinaigrette:
1 dl vineddike (gerne hindbær)
2 dl olivenolie
1 fed presset hvidløg
2 tsk. dijonsennep


NB! Her må jeg indskyde, at jeg brugte langt fra hele dressingen, da jeg syntes, der var ALT, ALT  for meget, så brug så meget, som du lige synes i det rigtige forhold. Salaten skal heller ikke kun smage af dressing.

Fremgangsmåde:
Pres citronsaft i en skål. Vend ganske forsigtigt svampeskiverne i saften og fordel dem pænt på et fad eller i en skål (det gjorde jeg, selvom det ikke blev helt så flot) sammen med hindbær og æbletern.
Rør en vinaigrette af olie, eddike, hvidløg og sennep. Smag til med salt og peber.
Fordel dressingen over salaten (i den mængde du synes), og pynt med krydderurter og revet citronskal.
Værs'go at guffe! ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar