Skønne pæremuffins med kanelfyld. |
Vi har haft en frygtelig masse dejlig frugt i den her uge, som vi fik af min far, men for at kunne spise det hele, skulle vi leve af frugt morgen, middag, aften, så derfor tænkte jeg, at desværre tvinger frugten mig faktisk til at bage, fordi jeg er imod madspild. Ih, hvor ærgerligt! ;-) Jeg smagte selv kun en lille bid, fordi jeg stadigvæk forsøger at være sund så oftest som muligt, men de muffins fik næsten klapsalver af Jakob og hans gruppe, og jeg fik endda en "tak-for-muffins"-besked på facebook fra en af dem. :-) Det er super lækkert med kanelindholdet i kagerne og lidt sjovt, at dejen på en måde er delt i tre lag i stedet for blot at have blandet det hele sammen. Sjovt alternativ til klassiske kanelsnegle, hvis man har lyst til kanel. (Opskriften er fra Nettos hjemmeside.)
Ingredienser (12 store muffins):
325 g hvedemel
100 g sukker
1 tsk natron
1/2 tsk bagepulver
salt
1 1/2 dl raps- eller vindruekerneolie
1 dl kærnemælk (jeg brugte blot skummetmælk)
2 æg
2 pærer i små stykker
Kanelfyld:
3 spsk hvedemel
3/4 dl sukker
60 g smeltet smør
2 spsk stødt kanel
Fremgangsmåde:
Bland mel, sukker, natron, bagepulver og salt, og stil herefter skålen til side.
Rør olie, mælk, æg og pærestykker sammen i en anden skål. Tilsæt melblandingen og rør muffinsdejen sammen.
Rør kanelfyldet sammen i en skål.
Fyld muffinformene halvt op med muffindej.
Fordel kanelfyldet ovenpå.
Fyld derefter formene op næsten til kanten med muffindej.
Bag muffins ved 175 grader i ca. 35-30 minutter i en varmluftsovn.
Det er godt at du er imod madspild - og mums sikke nogle gode Muffins!
SvarSletEr blevet fast læser af din blog.
KH
Selina Juul
fra Stop Spild Af Mad
Mange tak Selina - både fordi du er blevet fast læser, og fordi du kan lide mine muffins :) De skabte også glæde.
SvarSletJa, madspild er noget frygteligt noget, jeg prøver også at tænke over det hele tiden, for rester kan jo bruges til meget mere, end man lige tror. :)