lørdag den 19. november 2011

Himmelske Lyserøde Madbrød

Så var det tid til at bage nogle skønne boller/madbrød, så der er lidt lækkert til næste uges madpakker. OBS! Det er virkelig lang tid siden, jeg har bagt noget brød, der er så godt, som det her i dag, så jeg kan opfordre alle til at lave en omgang lyserøde madbrød - som selvfølgelig blev lyserøde, fordi en del af mine grøntsager var en rødbede, men man kan selvfølgelig selv bestemme, hvilke grøntsager der skal i. Jeg brugte gulerødder og rødbede. Fantastisk med oregano og salt på toppen - gav virkelig en super smag. :-D

Jeg kan ikke sige andet end: "De er SUPER lækre!"

Ingredienser:
2 dl mælk (evt. kærnemælk - dette havde jeg dog ikke)
2 dl vand
35 g. gær
200 g. grahamsmel
650 g. hvedemel
100 g. speltbageblanding eller en anden kerneblanding
1 spsk. groft salt eller flagesalt
130 g. rødbede (1 stk.)
200 g. gulerødder (2 store)
Salt og oregano til toppen

Fremgangsmåde:
Før bagning.
Hæld kogende vand over speltbageblandingen og lad det stå nogle minutter. Hæld herefter vandet fra og lad det køle af.
Bland mælk, vand og gær. Tilsæt herefter grahamsmel, salt, kerneblandingen og de revne grøntsager til blandingen. Bland det godt sammen, hvorefter hvedemel tilsættes ca. 650 g. Dejen skal ikke være helt mættet, men den skal kunne æltes med hænderne. Ælt den godt
Lad dejen hæve mindst 1 time overdækket. Min hævede ca. 2 timer.
Før bagning med krydderier på.
Form herefter dejen til brød - de kommer til at hæve en del, så lav dem ikke for store. Dæk dem derefter til igen på bagepladen, og lad dem efterhæve endnu 1 time.
Pensl brødene med lidt vand og drys oregano samt salt over
Bag brødene i en varmluftsovn ca. 22-25 minutter på 200 grader.
Brødene er både fantastiske med lidt smør, marmelade eller som perfekte sandwichbrød.

Energiindhold: ca. 910 kJ pr. 100 g.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar