mandag den 18. april 2011

Mors tunfrikadeller med råkost

Mors opskrifter
I lørdags var vi hjemme hos min far og hjælpe med nogle computerproblemer. Mens Jakob var computerguide, kom jeg i tanke om, at jeg længe har villet kigge min mors opskriftsmapper igennem, fordi min far alligevel ikke bruger dem, og jeg savner noget af min mors fantastiske mad. Det vakte minder at sidde og læse min mors udførlige beskrivelser af fremgangsmåder og ingredienser, og pludselig fandt jeg vildt mange ting, som jeg ofte har undret mig over, hvordan man egentlig lavede. Min mormors makronkage, min mors berømte chokoladekage, som hun altid bagte til min folkeskoleklasse, min mormors beskrivelse af at lave den perfekte mørbrad, min mors tunfrikadeller og en masse andet. Nu har jeg fået det hele med hjem, så jeg kan kigge lidt nærmere på det og bruge dem, så de ikke bare samler støv i skabet, for det vil være en skam.

Det var faktisk en rigtig hyggelig dag, da min far, Jakob og jeg bare sad der og puslede med en masse ting i køkkenet, drak te og til sidst fandt ud af, at klokken var ret mange. Derfor endte det med, at min far hentede en pizza, fordi ingen af os havde skænket mad en tanke i mange timer.

Tunfrikadeller
I går skulle jeg afprøve de tunfrikadeller, som jeg kan huske, vi fik derhjemme, og det var en kæmpe succes. En meget simpel opskrift, som ikke tager ret lang tid, men det smager rigtig godt - og så er fisk jo sundt. :) Her får I den i hvert fald!

Mine små terningeformede tunfrikadeller
Ingredienser (2 personer)
2 dåser tun i vand
2 spsk. fromage frais
2 spsk. rasp
2 æg
Salt og peber (jeg brugte også pebermix)

Fremgangsmåde
Vandet hældes fra tunen, som moses med en gaffel eller ske. Resten af ingredienserne blandes i tunen og røres sammen.
Den færdige blanding formes til frikadeller og steget i lidt olie på pande. Vent med at vende frikadellerne, indtil du er sikker på, at de er færdige på den ene side, da farsen er noget lind, og derfor går frikadellerne let i stykker.
Jeg fik næsten små terninger, fordi jeg stegte dem på alle mulige sider.

Energiindhold: ca. 565 kJ pr. 100 g.

Tilbehør
Vi fik råkostsalat med revne gulerødder (ca. 350 g.) og et almindeligt revet æble i. Hvis det laves lidt i forvejen, kan man komme 1 spsk. citronsaft over, så bliver æblerne ikke nær så brune, og det smager også godt. Før servering vendes 1 dl. rosiner i.

(Min mor har skrevet, at frikadellerne også er gode sammen med pastasalat, og det er jeg helt sikker på, at det er rigtigt) :)


Den færdige ret!

2 kommentarer:

  1. Hvor hyggeligt at sidde og kigge opskrifter igennem, især hvis de er håndskrevne - og de tilhører en man holder af :-)

    Tunfrikadellerne lyder lækre, de er noteret.

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  2. Hej Birthe!
    Det er godt at høre, at du også synes, de lyder gode. Tak for det! De kan i hvert fald klart anbefales. :)

    SvarSlet