mandag den 7. maj 2012

Grøntsagspaté med perlerug aka klimavenlig mad

Uhm, vegetarist dag er altså guf af og til - masser af god, sund mad og en rar følelse i maven bagefter. Derudover synes jeg ofte, at man gør sig lidt mere umage, når den står på vegetariske retter og en dag med lidt bedre tid i køkkenet, er det hele den brugte tid værd i smagsindtryk. Den her grøntsagspaté står fint som en ret alene og er ligeledes rigtig god som frokost - enten lunet eller kold dagen efter på madpakke. Tilbehør kan også være en let salat og evt. brød.
Klimakogebogen byder på denne ret under "Tidlig sommer", så hvis den bliver lavet på den årstid, og der primært købes dansk, så burde klimaet blive sparet lidt ekstra, og det kan vi jo altid bruge - specielt fordi årstidens mad jo bare smager lidt bedre på den rigtige årstid. :-)

Her får I i hvert fald opskriften, som jeg lavede den (og snart laver den igen):

Et stykke fylder ikke meget på tallerkenen, men mætter godt i maven :-)
Ingredienser:
100 g. perlerug eller perlebyg
½ liter grøntsagsbouillon
1 aubergine (ca. 250 g.) eller squash
300 g. gulerødder
1 stort løg
2-3 fed hvidløg
1 håndfuld basilikumblade
1-2 spsk. finthakket frisk rosmarin (eller tørret, hvis man ikke har det friske)
5 æg
3 spsk. hvidløgsflødeost
100 g. fintrevet mild ost 15-20 %
1½-2 spsk. fintrevet frisk peberrod
Salt og peber
50 g. revet ost til drys
Evt. 1-2 små stilke løvstikke, hvis du har (det havde jeg ikke)

Fremgangsmåde:
Kog perlerug/-byg i bouillonen (med løvstikke) i ca. 20 minutter under låg. Riv squash og gulerødder groft (hvis man bruger aubergine, skæres den i små stykker, da den er frygtelig svær at rive) og bland sammen i en stor skål. Hak løg, hvidløg og basilikum fint og kom i skålen. Pisk da æggene sammen med hvidløgsflødeost og put revet ost, peberrod, salt og peber i - bland godt.
Æggemassen kommes da ned til grøntsagerne og blandes sammen med perlerug/-byg.
Hæld det hele i et smurt fad og drys med ost. Stil patéen i en kold ovn indstillet på 200 grader og bag den i ca. 40 minutter. Sluk da for ovnen og lad den stå ved eftervarmen i ca. 10 minutter.

Kan også serveres i små forme som portionsanretninger med salat til.

Energiindhold: ca. 370 kJ pr. 100 g.

Lækker paté, som også skal prøves i små forme, når de finder vej ind i mit køkken engang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar