fredag den 6. januar 2012

Smølfines guacamole og Romescosauce

I går stod den på hjemmelavede madpandekager med oksekød, salat, guacamole og romescosauce, som alt sammen var et hit og efterlod glade og mætte Smølfer i det lille hjem. :-D
Jeg synes selv, at min guacamole er vanvittig god, hvis jeg selv skal sige det, så her får I opskriften.

Guacamole á la Smølfine.
Guacamole
Ingredienser:
3 modne avocadoer
2 spsk. fromage frais 0,2 %
4 tsk. salsa sauce eller ketchup
1 fed hvidløg (presset)
5 spsk. citronsaft
½-1 rød chili (finthakket)
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Avocadoerne moses med en gaffel i en skål. Resten af ingredienserne blandes i, og guacamolen stilles i køleskabet indtil servering, så den ikke bliver brun. Gem evt. en avocadosten og put ned i, det skulle hjælpe. Tadaaa, der er serveret, og det er dejligt. :-)

Romescosauce
Jeg ville også prøve at lave en anden sauce/dip i stedet for altid at forfalde til ketchup, og den blev også rigtig fin. Den har godt af at stå i køleskabet et par timer og gerne natten over, men kan sagtens spises lige efter - det gjorde vi i hvert fald. Den kan holde sig et par uger i køleskabet. Jeg lavede kun en halv portion af den opskrift, jeg giver jer, da der alligevel bliver en del. Opskriften er fra "Tøsekogebogen - Party edition".

Romescosauce - lige i skabet :)
Ingredienser:
2 røde peberfrugter
1 chili
4 tomater
2 fed hvidløg
1 skive landbrød (jeg brugte rugbrød, og det var fint)
2½ dl mandler eller hasselnødder
4 spsk. olivenolie
1 tsk. paprika eller cayennepeber
2 spsk. balsamico
Salt

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Skær peberfrugten i halve på langt, fjern kerner og hvide membraner, og skær de halve i 4-5 lange strimler.
Halvér chilien og fjern ligeledes kerner og membran her.
Skyl tomaterne og tør dem, samt fjern skallen fra hvidløgene. Skær skorpen af brødet.
Bland peberfrugt, chili, tomater, hvidløg og nødder i en skål med 2 spsk. olivenolie.
Fisk peberfrugter og chili op og læg dem på en bradepande med bagepapir. Bag nu 10 minutter og vend herefter grøntsagerne rundt. Smid også hvidløg, nødder og tomater på bagepanden og bag yderligere 5 minutter. Sørg for, at det hele ligger i ét lag. Rør alt rundt efter de 5 minutter og læg brødet ind, hvorefter det hele får 5 minutter mere.
Lad herefter alt køle af. (Bogen siger 30 minutter, men jeg havde lidt travlt og gik videre efter 10 minutter, og det var det kølet ret meget af, så jeg synes, det fungerede godt.)
Kom det hele inkl. brødet i en foodprocessor eller en almindelig blender (hvis det kan være der - det kunne min halve portion). En stavblender kan også bruges. Tilsæt 2 spsk. olivenolie, paprika/cayennepeber, balsamico og salt.
Blend, indtil det er som en grov puré, og så er der serveret endnu en gang. :-)

2 kommentarer:

  1. Mmm - det ser virkelig lækkert ud, og så elsker jeg avokadoer!:) /Line

    SvarSlet
  2. Avocado er super lækkert, og jeg fik heldigvis købt nogle, der var lige tilpas modne :)

    SvarSlet