mandag den 23. januar 2012

Grøn suppe med laks

Endnu et lille hit fra min "Aarstidernes samlede klassikere". Suppen smager rigtig godt, men mætter utrolig meget, så jeg synes, den vil være for tung som forret, men god som hovedret. Laksen kan bruges i fx madpakken på ristet rugbrød dagen efter.
Uha, hvor brugte vi lang tid på at forsøge at tage et godt billede af den her, men det er altså svært at leve op til de billeder, som er i kogebogen, selv om jeg (vi) ufattelig gerne vil blive endnu bedre til at tage madbilleder - uden at maden når at blive helt kold :-) Hvis I har gode tips, så sig endelig til?


Den grønne suppe med laks og æble.

Ingredienser:
1 liter vand
250 g. laks uden skind og ben
Grøntsagsbouillon til 1 liter vand
1 fed hvidløg
5 g. friskrevet ingefær
5-6 dråber fishsauce
250-300 g. frisk spinat
2-3 spsk. ekstra jomfruolivenolie eller koldpresset avocadoolie
1 æble
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Bring vandet i kog. Skær laksen i store terninger, kom dem i gryden og lad vandet koge op igen. Læg så låg på, tag den af varmen og lad laksen trække i 15 minutter. Så skulle den gerne være kogt mør uden at være tør.
Fisk laksestykkerne op af vandet.
Tilsæt bouillon. Hak hvidløgsfeddet fint og tilsæt det med ingefæren og fishsauce. Bring suppen i kog igen. Skyl spinaten grundigt og kom den i gryden i ca. 1 minut, indtil den er faldet sammen. Blend suppen med olivenolie og smag til med salt og peber.
Skær æblet i fine skiver eller ringe, og vend dem med groft kværnet peber og ½ tsk. olivenolie.
Server suppen toppet med laksestykker og æble.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar