mandag den 30. april 2012

Crunchy banankage med crunch

To modne bananer i frugtfadet og en frilørdag med lyst til at være bagermester. Ja, det måtte jo skabe en banankage - og en god en af slagsen. Jeg havde en super god opskrift på banan- og chokolademuffins fra min Fair Trade Kogebog, som så blev lavet lidt om, da jeg havde kigget i en bagebog i Bog&Ide tidligere på dagen, hvor det var foreslået, at man tilføjede müsli for at gøre den "crunchy". Det gjorde jeg så sammen med lidt chokolade, og min version af en masse blandende opskrifter og lidt fantasi får I derfor. Den er smadder god, og hvis jeg havde flere bananer i frugtskålen, så vidste jeg godt, hvad de skulle bruges til.

Crunchy banankage, dejlig cremet, crunchy og ikke mindst med chokoladestykker.

Kagen blev derefter båret med op til overboerne, som vi spontant inviterede os selv op til, fordi den ene havde gode Nepal-råd til os. Det var super hyggeligt, og da vi kom ned igen kunne jeg endda konkludere på min dej, der var sat over til mandelbrød med fennikel, at vi godt nok havde været deroppe et stykke tid, for viskestykket havde i hvert fald hævet sig en del over skålen. Uhh, hvor kommer vi forresten til at glæde os mere og mere til sommer, hvor vi drager af sted, når vi sådan hører (røver)historier om Nepal. :-)

Ingredienser:
200 g. hvedemel
100 g. müsli
100 g. sukker
1 spsk. bagepulver
2,25 dl. mælk
2 store æg
100 g. smagsneutral olie (eller smeltet smør)
2 mosede bananer
100 g. grofthakket mørk chokolade

Fremgangsmåde:
Bland mel og bagepulver i en skål. Tilsæt sukker og bland det sammen, hvorefter skålen med det tørre sættes til side.
Hæld da mælk i en separat skål eller kande, og slå æggene ud i den. Pisk da blandingen sammen. Tilsæt olien/den smeltede smør og rør rundt. Put da de mosede bananer i sammen med den hakkede mørke chokolade og müsli.
Kom den våde blanding i den tørre blanding, og rør godt sammen.
Hæld dejen i en form (jeg brugte 1,2 liter 26 cm aflangt ovnfast fad).
Sæt kagen i ovnen i ca. 35 minutter ved 200 grader forvarmet varmluftsovn, og bag indtil den er gylden og hævet.
Uhm, dekorer eventuelt med smeltet chokolade, hvis du kan nå det, inden den er forsvundet.

Energiindhold: ca. 1325 kJ pr. 100 g.

3 kommentarer:

  1. Åh hvor ser den lækker ud! Må vist lige overveje, om det er den, jeg skal bruge mine to sidste æg på!

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er slet ingen tvivl noerrebro - dine sidste to æg skal bruges til den her kage :) Den er virkelig lækker, det er klart min nye "standardopskrift" på banankage.

      Slet
  2. Hvad for en slags musli foretrækker du selv???

    SvarSlet