lørdag den 9. februar 2013

Hot rød suppe med rugbrødscroutoner

- perfekt til en lidt øm og hostende hals om vinteren.

Med genskin i suppen, men flot farve.

Uden genskin, men stadigvæk lækker med finthakket peberfrugt og rugbrødscroutoner.

Suppe er bare smadder lækkert og virkelig nemt! I denne suppe valgte jeg at erstatte lidt af peberfrugterne med gulerødder, fordi jeg ikke havde helt nok peberfrugt, og dertil tilsatte jeg lidt ekstra chili, fordi Jakob efterlyst masse af stærke ting og krydderier. Det blev SUPER godt, og min bedre halvdel har da også fået en stor portion med på universitetet i dag - dog undrede det mig lidt, at han puttede rugbrødscroutonerne i hjemmefra, for så er de da helt opløste inden frokost?! Nå, det må han om :-)

Her får I min version af suppen i stedet for den originale fra Arla.

Ingredienser (ca. 4 personer til hovedret):
260 g. peberfrugt
90 g. gulerødder
160 g. løg
125 g. tørrede røde linser
1 stk. frisk rød chili
70 g. koncentreret tomatpuré
800 g. vand
125 g. madlavningsfløde, 8 %
1½ stk. groft salt
Peber
1-2 skiver rugbrød + lidt fedtstof

Fremgangsmåde:
Hak peberfrugt, gulerødder og løg groft samt hak chilien fint. Tag ca. 80 g. peberfrugt fra og hak det fint - stil  det til side (til pynt).
Skyl linserne grundigt og kom dem i en tykbundet gryde sammen med resten af peberfrugterne, løg, chili, tomatpuré og vand. Kog blandingen ved svag varme under låg i ca. 20 minutter.
Blend herefter grøntsager og vand med en stavblender, indtil suppen har en ensartet og glat konsistens. Tilsæt fløde, salt og peber og bring suppen i kog igen under omrøring og smag til.

Imens suppen kogen, laves rugbrødscroutonerne. Rugbrød skæres i mindre stykker og ristes på en pande med lidt fedtstof, indtil de er helt sprøde.

Server suppen med rugbrødscroutoner og peberfrugtdrys. Mmm..

Energiindhold: ca. 220 kJ pr. 100 g.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar