søndag den 28. august 2011

Sund gulerodssuppe med chili og ingefær

Gulerodssuppe med gulerodstopping og gulerodsrugbrød :-)
Jeg har abonnement på Fit Living, som jeg er blevet helt vild med. Masser af gode artikler, træningstips og super gode opskrifter. Jeg havde en masse gulerødder den anden dag og ville derfor lave den lækre gulerodssuppe, som der var en opskrift på i bladet. Den blev virkelig god med masser af smag! Den mætter rigtig godt, og jeg vil sige, at selvom der står, at opskriften er til 4 personer, strækker den sig altså noget længere. :-) Anbefalelsesværdig suppe!

Ingredienser:
1 kg gulerødder
1 porre
3 fed finthakkede hvidløg
1 finthakket chili
50 g finthakket ingefær
1 tsk stødt spidskommen (jeg kunne dog ikke finde dette i Føtex, så det undlod jeg)
3 spsk olivenolie
1½ l vand
2 laurbærblade
1 spsk soja
Salt og friskkværnet peber

Evt. topping (jeg brugte dog kun gulerødder):
2 skrællede lilla gulerødder (eller almindelige gulerødder)
½ lille rødløg
1 lille håndfuld koriander

Fremgangsmåde:
Skræl gulerødderne og skær dem i mindre stykker. Rens porren grundigt i koldt vand og skær den i mindre stykker. Sauter gulerødder, porre, hvidløg, chili, ingefær og spidskommen i et par minutter i olivenolie i en gryde på omkring 5 liter. (I stedet for at hakke hvidløg, chili og ingefær, kan det også kommes i en morter. Det gjorde jeg, fordi jeg lige har fået en Jamie Oliver morter i fødselsdagsgave, så den skulle afprøves.)
Tilsæt derefter vand, laurbærblade og soja samt salt og peber. Bring suppen i kog og lad den simre under låg i 20 minutter. Tag suppen af varmen og fjern laurbærbladene. Lad suppen køle lidt af og blend den - den skal stadigvæk være lidt tyk. Riv evt. et par gulerødder til topping og skær supertynde skiver af rødløget.

Energiindhold: ca. 130 kJ pr. 100 g.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar