fredag den 11. januar 2013

Kartoffelsuppe med porrer og serranoskinke

Perfekt, hvis du har en rest kartofler i køleskabet.

Kartoffelsuppe med porrer og ristet serranoskinke.

Er du endnu ikke blevet træt af suppe i vinterkulden, så er denne kartoffelsuppe perfekt, hvis du lige har en rest kartofler og lidt skinke, bacon eller andet i køleskabet - og ikke mindst skal have en nem aftensmad. Nogle gange tænker jeg, om jeg virkelig "orker" at lave suppe, men hver gang efterfølgende tænker jeg "jamen, var det virkelig så nemt?" Det tager ingen tid og kan bare hygge sig selv lidt tid, inden den er parat til at ryge ind og varme de kolde vinterkroppe.
Opskriften har jeg fra Valdemarsro - tak for den, og hvis man skulle have lyst til en anden kartoffelsuppe, kan jeg også stærkt anbefale den bagte af slagsen, som jeg tidligere har blogget om her.

Ingredienser:
5-6 almindelig størrelse kartofler i tern
2 porrer skåret i ringe på ca. 1 cm.
1 spsk. olivenolie
8-10 dl. grøntsagsbouillon
Sort og peber
½ brugt vaniljestang
Evt. stegt serranoskinke og persille
Evt. lidt appelsinjuice (ca. ½ dl) eller saften fra ½ appelsin eller 2 mandariner

Fremgangsmåde:
Steg skinken på en tør pande, indtil den er helt sprød, og læg den til side på køkkenrulle, hvor den kan afdryppe.
Sauter kartoflerne i tern og porrerne i ringe i en gryde i olivenolie i et par minutter under omrøring. Tilsæt 8 dl grøntsagsbouillon og vaniljestang. Kom låg på og lad suppen simre i 20 minutter, eller indtil kartoflerne er møre. Tag herefter vaniljestangen op, indtil suppen blendes. Tilsæt evt. mere bouillion, appelsinsaft samt salt og peber.
Pynt evt. med persille, eller spis med det samme, hvis du ikke kan vente :-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar